tirsdag den 14. februar 2012

2012-02-14: Barranco de Fernando Porto

Det var endnu en morgen med udsigt til en overskyet og kølig dag, så vi blev hjemme til over middag og gik så en tur fra huset i Garafía. Vi havde set, at der gik en jordvej op i en kløft lige syd for Santo Domingo. Den hedder Baranco de Fernando Porto, og på Google Earth kunne vi se, at det måske var muligt at lave et loop tilbage til huset, hvis vi kunne komme op af kløften længere inde. Det lykkedes minsandten, men det var ikke nemt:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Som man kan se på højdeprofilen, var det en stejl opstigning med en gennemsnitshældning på det markerede stykke på 35.5%. Og her var der ingen sti. Vi gik skråt op ad en meget stejl skråning, der bestod af en blanding af klipper, løst sand og grus, samt kaktus, kleinia og lignende vækster, som kan være meget generende for en vandrer. Eller måske skulle jeg snarere sige for en klatrer, for dette stykke foregik mest på alle fire.

Det så ud til, at der var en klippehylde et stykke oppe, som man kunne gå henad, og den prøvede vi først at komme op til:


Vi prøvede temmelig længe på at komme op til den hylde, men måtte til sidst opgive, og vi gik så langsomt opad skråt hen ad klippesiden i stedet for:


Da vi langt om længe kom op til toppen ventede der os en grim overraskelse. Vi troede, at vi kom op på den side af kløften, hvor vores hus ligger, men vi var kommet op på en pynt, som stikker ud i kløften, så vi måtte gå endnu ca. 250 m igennem revl og krat, før vi kom til en sti, der førte os over til den anden side af kløften. Her står vi på pynten med en dyb kløft på begge sider af os:


Turen var kun på godt 7 km, men på grund af det vanskelige og stejle terræn var det den hårdeste tur, vi har gået hernede indtil nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar