torsdag den 26. juli 2012

2012-07-26: Skarketjønn

I dag havde vi flot vejr med solskin og varme. Vi kørte først til Rjukan for et gensyn med broen, hvor Gunhild foretog sit bungee jump i år 2000. Derefter kørte vi til Rjukan Fjellstue, hvor der går en grusvej ind til flere stier, som går op på Hardangervidda. Man skal betale bompenge (60 kr) for at køre ind. Vi kørte godt 2 km ind til en sti, som er mærket Kalhovd og Helberghytta. Herfra gik vi en tur op på Hardangervidda og rundt om en sø, som hedder Skarketjønn:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi starter i en højde af 900 m, og den første kilometer går det ret stejlt opad gennem en skov af dværgbirk, til vi når trægrænsen i en højde af godt 1100 m. Stien er mange steder ret våd, og undervejs støder vi på denne brusende bæk:


Vi fortsætter opad til ca. 1165 m, hvorefter stien flader ud. Vi er nu oppe på Hardangervidda, det største højfjeldsplateau i Europa, som dækker et areal på 6500 km². Landskabet på Hardangervidda ser typisk ud som vist på det næste billede, hvor vi nærmer os en af de mange søer, der findes på plateauet:


Vores rute går rundt om Skarketjønn, som er en lidt større sø. Her er vi kommet op på østsiden af søen, og vi kan se, at der ligger en hytte på den anden side. Den kommer vi senere om til:


På vejen rundt om søen må vi passere en del våde områder, men de fleste steder lykkes det uden at få våde fødder. Lidt syd for hytten på den anden side af søen bliver vi dog nødt til at tage støvlerne af og vade igennem et stykke marsk med et dybt lag blødt mudder under vandet:


På det sidste billede er vi kommet rundt om søen og kigger tilbage over et område, hvor vi gik bort fra stien og skød en genvej, som sparede os en halv kilometer:


Det blev en flot tur på godt 11 km. Det varme og næsten vindstille vejr betød desværre, at myggene blev en rigtig plage, og på vejen ned gennem skoven var det særlig slemt. Vi havde selvfølgelig glemt at tage myggebalsam med.


onsdag den 25. juli 2012

2012-07-25: Gjølsløysdalen

I søndags kørte vi fra Vrådal til Vierli Hyttegrend, som ligger 10 km nord for byen Rauland. Mandag og tirsdag havde vi dårligt vejr, så indtil i dag har vi har kun gået en 5 km tur op til toppen af skibakken. I dag skulle vejret klare op, men det var stadig overskyet og køligt, da vi tog afsted fra huset kl. 13. Vi besluttede at køre gennem Rauland ud ad vej 362, der går langs nordsiden af en stor sø, som hedder Totak.

Vi havde fundet en vej på Garmins Topo Norge kort, som går op over Hardangervidda lidt vest for Totak søen. Vi regnede med, at det var en grusvej, men da vi kom dertil, viste det sig, at det var en asfalteret vej, som kaldes Songavegen, og der var en afgift på 40 kr for at køre derind. Vi parkerede og gik 1.3 km ind ad vejen til et sted, hvor der går en sidevej fra mod Gjølsløysdalen. Da det var en jordvej, tog vi den i stedet for at fortsætte ad Songavegen. Her er vores rute i Google Earth, som i øvrigt har en meget dårlig opløsning i det meste af Norge:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Det lille sidespor på ruten viser fortsættelsen af Songavegen, som går op til Songavatnet, der ses øverst til højre. Vejen til Gjølsløysdalen går langs en anden sø, som hedder Venemodammen.

Da vi startede på turen kl. 14, begyndte solen at kigge frem, og da vi kom tilbage godt 3 timer senere, var der næsten ingen skyer på himlen. Vejen langs Venemodammen går et godt stykke oppe over søen, og udsigten er for det meste blokeret af træer, men af og til var der et hul, som f.eks. her:


Ved enden af søen fortsætter jordvejen op i Gjølsløysdalen langs en elv. Bemærk broen, som går over elven længere oppe:


Broen var spærret med et hegn, men den så ud til at være solid nok til at man kunne gå over:


Ifølge Garmins Topo Norge kort skulle der kun være en kort sti på den anden side, mens vejen skulle fortsætte som en smal sti langt endnu på den side, vi gik på. Den sti kunne vi imidlertid ikke finde. Vi gik lidt rundt i buskadset oven for broen, hvor vi stødte på en flok får, inden vi opgav og gik tilbage.

Turen blev på ca. 9½ km. På vejen tilbage havde vi en flot solbeskinnet udsigt over Totak søen, hvor bjergene på nordsiden rejser sig op til Hardangervidda plateauet:


fredag den 20. juli 2012

2012-07-20: Venelifjell

Som tidligere nævnt går der en sti fra Vrådal Hyttegrend op til en toppen af et bjerg, som hedder Venelifjell. Der gik jeg op i dag, og det blev en særdeles flot tur, da vejret var klart og solrigt. Turen blev på knap 11 km med en stigning fra 280 m til godt 900 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth
De første 3 km går ruten på en grusvej, og man kan faktisk køre derop i bil. Derfra er der ca. 2½ km til toppen via en smal sti, som er mærket med røde pletter. Stien var temmelig våd, og der var nogle passager med høje "trin", så den var ikke egnet for mindre børn. På toppen mødte jeg Jon fra "Vrådal Naturskole", og han tog dette billede:


Jon vidste en masse om geografien og naturen i området, så jeg snakkede længe med ham. Udsigten fra toppen af Vennelifjell er helt fænomenal. Her kigger vi mod vest op langs Vråvatn. Bjergene i baggrunden, som stadig har pletter med sne, er kun ca. 1500 m høje. Det er bjergområdet øst for Hovden. De to toppe til højre er Roholt-fjellet:


På det næste billede kigger vi mod sydvest, hvor vi kan se Hægefjellet på den anden side af Nisser søen. Den lille sø i forgrunden er Veneli-søen:


På vejen ned så jeg en hugorm, som netop krydsede vejen:


Det blev en flot tur, som i et mageligt tempo tog lige knap 5 timer.


onsdag den 18. juli 2012

2012-07-18: Hægefjell

I dag kørte vi op til toppen af Vrådals ski lift, som ligger syd for Vråvatn i det område, der hedder Vrådal Panorama. Der er en parkeringsplads på toppen i en højde af 720 m. Derfra går en sti på ca. 6½ km til toppen af Hægefjell i en højde af 1021 m. Mens bedstefar gik op til toppen, gik bedstemor og børnene så langt de kunne nå på to timer, før de vendte om. Her er bedstefars rute, som blev en tur på 13 km med en akkumuleret stigning på godt 600 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Stien gik igennem et flot landskab som dette:


På det næste panorama billede ses Hægefjell til venstre. På det sidste stykke går stien ned gennem en slugt, før den går op til toppen:


Og her er toppen nået. I baggrunden ses Nisser søen:


Det var en flot tur, som tog i alt 4½ time. I mellemtiden gik bedstemor og børnene et godt stykke op ad stien, med mange svinkeærinder og pauser undervejs. Her beundres en flot udsigt fra et klippefremspring:


Til slut et panorama billede fra nedkørslen, hvor man ser Vråvatn til venstre og Nisser søen til højre. Bjerget i baggrunden er Roholt Fjell, som vi tidligere har besteget. Vrådal by ses til højre i billedet:


mandag den 16. juli 2012

2012-07-16: En rundtur fra Vrådal Hyttegrend

Vi er på en to ugers hyttetur til Telemarken i det sydlige Norge, hvor vi den første uge har børnebørnene med på en hytte i Vrådal. Fra hytteområdet (højde ca. 280 m) går der en sti op til et bjerg på ca. 900 m, som hedder Venelifjell. I dag gik vi en tur med børnebørnene op ad den sti, men i stedet for at gå op til toppen gik vi en rundtur ad en sidesti. Det blev en tur på 7 km med en stigning på godt 300 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Her er vi lige startet på turen og kigger ned over Vrådal Hyttegrend til Nisser søen. Vi kigger mod vest i retning af Vråvatn, og i baggrunden kan vi se nogle bjerge med pletter af sne:


Vi gik turen i retning mod uret. Den første del af loopet gik igennem en skov, og stien var temmelig våd:


Skovstien går op til Venelifjell stien, som på dette stykke går på en grusvej, så nedturen var nem:


Det blev en fin tur, som børnene klarede uden problemer.