2013-09-19: Puerto Blanquillo

Vores guide bøger indeholder flere vandreruter, som starter ved "Lysfabrikken", Fábrica de la Luz. Da vi den 9. nov. på vores rundtur fra Cómpeta besøgte Fábrica de la Luz, blev vi enige om, at der havde vi ikke lyst til at køre hen, da vejen dertil går på en ujævn grusvej, hvor man skal køre igennem vand og alt muligt. For et par dage siden blev vi imidlertid klar over, at der er to steder, som kaldes Fábrica de la Luz. Det sted, vi besøgte den 9/11, er "Fábrica de la Luz de Cómpeta", mens det sted, der normalt omtales som Fábrica de la Luz er "Fábrica de la Luz de Canillas de Albaida". Og det sidstnævnte sted kan man køre til på en asfalteret vej. Det er et "área recreativa" og "zona de acampada", altså et sted med picnic og camping faciliteter.

Så i dag valgte vi tur nr. 8 i Charles Davis' bog "Walk the Axarquía", som er en rundtur fra Fábrica de la Luz, der går op til et pas, som hedder Puerta Blanquillo. Fábrica de la Luz ligger i en højde af 700 m, og passet i godt 1200 m. Her er vores rute:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Ifølge bogen skulle ruten være på 12.3 km, men det track man kan downloade fra dwgwalking.co.uk viser en længde på 13.7 km på Google Earth's "Elevation Profile" og 14.7 km under Properties>Measurements. De tilsvarende værdier for vores faktiske rute er 13.8 km og 14.9 km. Vores GPS viste en længde på 14.2 km. En ting er i hvert fald sikkert, ruten er en del længere end de 12.3 km, der står i bogen. Den akkumulerede stigning blev på 855 m (ifølge Google Earth's Elevation Profile).

Vi går ruten mod urets retning. Turen op til passet er en kombination af smalle stier og grusveje på ialt 8½ km. De sidste 4 km går på en flot sti med udsigter som denne:

På vej op til passet kommer vi forbi et par gamle ruiner, Venta Los Pradillos og Venta Cándido. Puerto Blanquillo lever op til sit navn. Det er blændende hvidt:

Efter ca. 150 m på den hvide grusvej fortsætter ruten ned ad en stejl sti til bunden, hvor Arroyo de la Cueva del Melero løber. I baggrunden ses La Maroma:

Vandløbet er dog tørt på det sted, hvor vi kommer ned. Men vi fortsætter ned gennem slugten, og længere nede løber der vand. På det næste billede kigger vi op i den slugt, vi er gået ned igennem:

Længere nede kommer vi forbi en cortijo, som nærmest ligner en ruin. Men den er beboet. Der stod en mand ved huset, da vi først fik øje på det. Der var også et par hunde, der gøede af os:

Endnu længere nede kommer vi forbi endnu en bygning, og denne gang mener vi, det er en ubeboet ruin. Bemærk de tre bjerggeder (ibex), der står oppe på ruinen i venstre side:

Der løb også et par ibex over stien foran os. Det er de første ibex, vi har set på denne tur. Ingen af dem havde de store horn, som ibex'ene er berømte for, så det har formentligt været unge dyr:

Vi kommer nu forbi en gård med terrasser fulde af kastanjetræer. Der er også en masse brombær langs stien, som giver os en velkommen eftermiddags snack:

Arroyo de la Cueva del Melero løber lige ned til Fábrica de la Luz. På det sidste stykke går vi i en tunnel af oleander og må krydse vandløbet flere gange på trædesten.

Det var en afvekslende og flot tur, en af de bedste vi har gået i Axarquía, og bestemt en værdig afslutning på denne vandreferie.

2013-09-18: El Torcal de Antequera

Vores vært, Mark Dickens, er kunstmaler, og i vores casita hænger der et af hans billeder med nogle flotte klippeformationer (der er flere på hans website markdickensart.com). Han har fortalt os, at motivet er at finde i El Torcal de Antequera, som han bestemt mente, vi kunne have fornøjelse af at besøge. Det ligger lidt nord for Málaga og ca. 90 km fra Sayalonga.

I dag bestemte vi os for at tage en tur derop. Besøgscenteret i El Torcal, der blev etableret som en naturpark i 1978, åbner kl. 10, så vi tog afsted kl. 8:30. El Torcal ligger i en højde af 1200 m, og vores rute gik igennem Villanueva de Concepción, som ligger lige nedenfor mod syd. Da vi kørte igennem Villanueva, kunne vi se, at bjergene nord for byen var dækket af skyer:

Så vi var godt nok noget skeptiske, da vejen op til El Torcal gik lige ind i skydækket, og vores bil viste, at udetemperaturen faldt til 15°C. Stor var vores forbavselse, da skyerne forsvandt netop i det øjeblik, hvor besøgscenteret kom til syne. Under hele vores ophold i El Torcal havde vi solskin og varmt vejr.

Der er to ruter, man kan gå i El Torcal, en grøn rute på 1½ km og en gul rute på 3 km. Der findes også en rød rute på 4½ km, men den kan man kun få lov til at gå med guide på bestemte dage. Så vi valgte at gå den gule rute. Med de afstikkere vi gik undervejs, samt en ekstra lille sidetur op på en rygning, hvor der findes nogle fossiler i klipperne, fik vi gået ialt 5¼ km:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Geologisk set er El Torcal et såkaldt karst landskab, som er dannet for 150 millioner år siden (se en.wikipedia.org/wiki/Torcal_de_Antequera for en nærmere forklaring). De utrolige klippeformationer, der findes i El Torcal, består af eroderet kalksten, som oprindeligt er aflejret på bunden af et hav.

Her er et af de første indtryk, der mødte os på den gule rute:

Klippeformationerne mindede os om de formationer, vi har set i Chiricahua National Monument i Arizona (se en.wikipedia.org/wiki/Chiricahua_National_Monument). Her er formationerne dog af vulkansk oprindelse og består af en stenart, der kaldes rhyolite. Chiricahua er ca. 3 gange større end El Torcal, som dækker 17 km².

Her er et billede, som giver et indtryk af klippeformationernes størrelse:

Lige som Chiricahua har El Torcal flere imponerende balancerende klippeblokke (når de ses fra den rigtige vinkel), og begge steder er som regel nævnt på lister over verdens "most awesome natural balancing rocks", som f.eks. på papalengtraveladventure.com. Her er én fra El Torcal:

Et andet fælles træk mellem El Torcal og Chiricahua er, at man har givet klipperne navne efter hvad de ligner. Somme tider kan det være svært at få navnet til at passe. Her er et parti, som man i El Torcal kalder "The Castle" eller "Slottet":

Og her er en klippe, der kaldes "The Knight" eller "Ridderen":

I El Torcals kalksten, der som nævnt er aflejret på bunden af et hav, findes der fossiler af nogle bløddyr, som kaldes "ammoniter" eller "ammonoider". Dem ser man på den røde tur, men den meget hjælpsomme hollandske guide på besøgscenteret havde lovet at fortælle os, hvordan vi kunne finde nogle af dem, når vi kom tilbage fra den gule tur. Det gjorde han, og vi fandt 4 ammoniter oppe på et højt plateau ikke ret langt fra besøgscenteret. Der var samtidigt en flot udsigt deroppe fra:

Den ammonit, der ses på billedet var den største og mest tydelige af de fire, vi fandt. Her er et billede taget i modsat retning, som også giver et godt indtryk af størrelsen:

Det var en flot tur. El Torcal ligger jo ikke ret langt fra Málaga, og vi kan bestemt anbefale alle turister, der kommer på disse kanter, at lægge turen forbi El Torcal de Antequera.

2013-09-16: La Maroma

La Maroma er det højeste bjerg i "Parque Natural de las Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama" med en højde på 2066 m. Vi har en fin udsigt til bjerget fra vores casita. På de fleste dage i den tid vi har været her, er himlen klar over bjerget om morgenen, men meget ofte udvikler der sig skyer, som dækker toppen i løbet af eftermiddagen. Når man vil bestige bjerget, er kunsten derfor at vælge en dag, hvor bjerget ikke bliver indhyllet i skyer om eftermiddagen. Og her er de spanske vejrmeldinger ikke til megen hjælp, så det bliver nærmest et spørgsmål om held.

Her er et billede af vores udsigt, taget en formiddag hvor himlen var helt klar. La Maroma ses i venstre side af billedet:

Der er tre ruter, man kan vælge, når man skal bestige La Maroma: Fra El Alcazar, fra Canillas de Aceituno, eller fra El Robledal. Vi valgte ruten fra El Robledal, som foruden at være den korteste også skulle være den kønneste. El Robledal ligger på nordsiden af bjerget, så vi havde en køretur på ca. 55 km til rutens start, hvor de sidste 5 km var på en grusvej. Der var ingen andre biler at se, og vi mødte i øvrigt ingen på hele turen. Her er den rute vi gik, set fra nord:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi havde valgt en dag, hvor vejrudsigten lovede klart vejr, men allerede fra morgenstunden var der nogle skyer på himlen. Vi håbede på, at de ville brænde af op af dagen. Vi starter turen kl. 9:45 i en højde af 1090 m. Temperaturen er ca. 20°C. De første 2½ km går ruten i en skov på en grusvej. Efter godt en time når vi dette udsigtspunkt, som hedder Valle del Temple, hvor vi kigger mod nordøst:

Efter endnu en time kommer vi op i en højde, hvor der gror taks træer. På spansk hedder de tejos, og det er dem, Sierra de Tejeda er opkaldt efter:

Vi er nu kommet ud af skoven, og det ser ud som om vi er kommet over trægrænsen, men vi kan nu ikke tro, at trægrænsen på denne breddegrad kan være under 2000 m (på samme breddegrad i Californien er trægrænsen på ca. 12000 fod):

Efter tre timer når vi den sydlige kant af La Maroma. Højden er 1860 m. Her er en udsigt hen langs kanten mod øst:

Desværre er der en del skyer, og udsigten mod syd er meget diset. Den landsby, der ses midt i billedet, er muligvis Sedella:

Vejen til toppen går hen langs kanten mod vest. Når man ser bjerget nedefra, har man intet indtryk af, at der findes en kant som denne, og hvor dramatisk det ser ud, når man går langs kanten:

For at give et bedre indtryk er her et lille filmklip, som er optaget, mens vi går langs kanten:


Vi har nu kun godt 100 højdemeter op til toppen, men netop i dette øjeblik begynder skyerne at rulle ind over toppen, som snart er helt indhyllet i skyer:

Det er nu blevet ret køligt, og vi ser ingen grund til at gå op igennem den kolde sky til toppen, hvor vi ikke vil kunne se noget alligevel, så vi vælger at vende om.

Det blev en tur på ialt 13 km med en akkumuleret stigning på 950 m. På trods af skyerne synes vi, at det har været vores bedste tur indtil nu. Landskabet var flot, og stien var både nem at følge og tilpas stejl. Turen er absolut ikke ekstremt vanskelig, som nogle af guide bøgerne vil gøre den til.

2013-09-15: Collado de los Apretaderos

I dag valgte vi tur 30c i Charles Davis' bog "Walk the Axarquía", som er en kombination af stykker fra tre andre ture. Turen går først langs en bjergrygning, der hedder Collado de los Apretaderos, og returnerer derefter lands en vandkanal (acequia) længere nede ad bjergsiden på den side, hvor Río Chillar løber nede i bunden. Det viste sig imidlertid, at vandkanalen flød over, og det ville være farligt at gå på den våde betonkant, som kun er ca. 30 cm bred og nogle steder kun det halve. Vi måtte derfor vende om og gå tilbage ad rygningen igen. Det blev turen dog ikke nemmere af, da rygningen i modsætning til vandkanalen har mange stejle stykker. Turen blev på ialt 10½ km:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Turen starter fra et picnic område, der hedder "Área Recreativa El Pinarillo", som ligger 5 km på en grusvej nord for hulen i Nerja (Cueva de Nerja). På det første billede er vi på vej op til rygningen og har en flot udsigt til bjergene mod nord:

Vi fortsætter langs rygningen mod syd, og udsigten er fantastisk hele vejen. Her kigger vi mod nord, hvor vi kan se den sti, vi er kommet ad:

Langs rygningen gror der nogle dværgpalmer, der minder os om de palmer, man i Florida kalder palmetto:

På den sydligste del af ruten har vi en fin udsigt til Frigiliana. Her er et sammensat panorama af udsigten mod vest:

Herfra kan vi også se ned til kysten ved Nerja:

På vej ned til returstien langs vandkanalen kommer vi endnu tættere på Frigiliana, som er en af de mest populære byer blandt turisterne i Axarquía:

Vi kommer ned til starten af vandkanalen, hvor der er et stort reservoir, og den første del af kanalen er ret bred:

Men snart snævrer kanalen ind, og den smalle kanal flyder over med vand lige så langt vi kan se videre frem:

Så vi vender om og går samme vej tilbage. Vi går dog først lidt længere ned ad stien og overvejer at gå ned til bunden for at gå langs Río Chillar tilbage, men for det første vil det gøre ruten meget længere (den planlagte rute var på 12 km), og for det andet havde vi ikke vandsko med. Det er meget populært at gå op igennem Río Chillar, hvor man går i vand det meste af vejen.

Da vi kommer op til vejen igen, fortsætter vi lidt rundt om enden af Río Chillar dalen langs Cuesta de los Galgos, før vi går ned igen. Vi havde håbet at kunne se ned til floden, hvor vi kunne høre folk plaske rundt, men vi kunne ikke se noget for de mange træer, der gror langs floden.

2013-09-13: En rundtur fra Daimalos Vados

Det var mest overskyet i dag, så vi besluttede os for en kort tur ikke for langt fra Sayalonga. Valget faldt på en tur fra en lille landsby, som hedder Daimalos Vados, og som ligger lidt vest for Corumbela, kun 16 snørklede km fra Sayalonga. Turen havde vi selv lagt ved at tegne den ind på Google Earth, hvor man tydeligt kan se alle de små veje i området. Det blev en fin lille tur på 7½ km:

Klik her for at se ruten i Google Earth

 Det område, vi gik igennem, består af opdyrkede marker. Afgrøderne skiftede på vejen rundt. Vi gik turen mod uret rundt, og det første stykke bestod af afsvedne marker med mandeltræer. Mandlerne var modne og mange af dem var faldet ned fra træerne:

Da vi kom lidt højere op, fik vi en flot udsigt til La Maroma. Lige på det tidspunkt var himlen klar, men der gik højst et kvarter, før hele bjerget var indhyllet i skyer:

Vi var nu kommet op i et område med vinmarker, og vinhøsten var i fuld gang. Nogle steder hang druerne i vejkanten, så vi igen kunne supplere madpakken med lidt frisk frugt:

Vi mødte en mand på et muldyr, som åbenbart troede, at vi var faret vild. Han sagde en hel masse til os, men vi måtte desværre kvittere med "no comprende":

På den sidste del af turen ændrede afgrøderne sig til mango og avocado. Da vi kom ned til landsbyen, så vi, at man lagde druerne ud på jorden og dækkede dem til med kanvas eller plastik i form af et lavt telt. Det samme havde vi set undervejs. Vi gik ind i landsbyen og fandt en dame, som kunne snakke engelsk. Hun forklarede os, at man på den måde laver rosiner. En anden del af høsten bruges til at lave moscatel, en sød vin. Den laves bl.a. i Árchez, sagde hun, hvor der er adgang for turister - med smagsprøver (det må vi prøve):

 I udkanten af Daimalos kom vi forbi "Fuente Daimalos", som er en gammel kilde af arabisk oprindelse:

Alt i alt en fin tur, som vi bare faldt over.

2013-09-12: En rundtur fra Canillas de Albaida

I dag tog vi endnu en rute fra Guy Hunter-Watts' bog "Walking in Andalucía". Det er en rundtur fra Canillas de Albaida, som han kalder "The Walk of Stepping Stones & Mountain Chapels". Ifølge bogen skulle turen være 11 km lang, men vores GPS målte den til at være kun 8.7 km lang, og denne gang fulgte vi nøjagtigt bogens rute:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Canillas de Albaida ligger kun 9 km nord for Sayalonga. Vejen går igennem Árchez via en snørklet ensrettet gade med trafiklys i begge ender, men der er ikke et eneste skilt, som fortæller, at det er vejen til Canillas de Albaida. Vi parkerer ved indgangen til Canillas, og starter turen med at gå igennem byen, som er ganske charmerende. Her er et billede fra byens plaza:

Den første del af ruten går op langs Cájula floden, som man krydser utallige gange på trædesten (stepping stones). Det er den nederste gren af ruten på kortet ovenfor. Ruten fortsætter nu på en grusvej, og overgangen fra stien langs floden til grusvejen måtte vi søge lidt efter. Man skal gå op lige til højre for dette hvide hus:

Vejen tilbage til byen gik igennem et område med oliventræer. Hist og her stod der også nogle figentræer langs vejen med modne figner. De gav et godt tilskud til madpakken:

Vi syntes ikke, at denne tur var særligt spændende, og har svært ved at forstå, at det er en af Guy Hunter-Watts' favoritter i Axarquía.

2013-09-11: En rundtur fra Cómpeta

I går tog vi en bade- og indkøbsdag, hvor vi igen besøgte Playa de las Alberquillas. Og i dag tog vi en rundtur fra Cómpeta, som gik hen og blev lidt længere, end vi havde regnet med.  Cómpeta er en lidt større landsby, som ligger ca. 9 km nord for Sayalonga i en højde af ca. 650 m. Vi planlagde at gå den rute, som Guy Hunter-Watts i sin bog "Walking in Andalucía" kalder "The Walk of the Cool River". Den skulle ifølge bogen være 12 km lang. Vi fulgte ikke bogens rute i alle detaljer, men dog i store træk, så vi blev temmelig forbavsede, da det viste sig, at vores tur blev på 15½ km:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi starter kl. 10 fra toppen af passet på vejen fra Torrox til Cómpeta, hvor der ligger en restaurant, som hedder Venta La Palma. Cómpeta er blevet en rigtig turistby, som man kan få indtryk af på dette billede, der er taget lige neden for Venta La Palma:

Lige over for restauranten er der en asfalteret vej med et skilt, der siger "Sendero" (vandresti) til Casa de la Mina. Da vi kom tilbage fra turen, så vi, at der er en grusvej, som går op lidt længere nede mod Torrox. Det var nok den, vi burde have taget, men de to ruter støder sammen længere oppe.

Efter godt 1½ km er der ikke flere huse langs vejen, og vi kommer ind i en fyrreskov. Her kigger vi efter en rød plet på en sten, som ifølge bogen markerer en slugt, som vi skal gå op igennem. Vi finder ingen røde pletter, men ser en slugt med en sti. Vi går lidt længere ud ad skovvejen, men ser stadig ingen røde pletter. Så vi beslutter os for at  tage den slugt, som vi mener, går den rigtige vej. Et stykke oppe møder vi et hollandsk par på vej ned. De har den samme guide-bog og er vendt om, da de er kommet i tvivl om de går den rigtige vej, da de heller ikke kunne finde den røde plet.

Vi fortsætter imidlertid, og det viser sig, at vi er på ruten. Snart kommer vi ud af slugten til et flot udsigtspunkt, der hedder Puerto del Collado. Her har man bygget et nyt picnic område, så vi gør pause her med en flot udsigt til Almijara bjergene:

Vi fortsætter ad den skovvej, der går forbi udsigtspunktet i retning mod Casa de la Mina, som vi når efter knap 2 km. Udsigtspunktet lå i en højde af 900 m og Casa de la Mina ligger i en højde af 880 m. Undervejs nåede vi det højeste punkt på denne tur, som var 962 m. På hele strækningen har vi en fantastisk flot udsigt til Almijara bjergene.

Fra Casa de la Mina går turen nedad via en anden grusvej, som fører os helt ned til floden Arroyo de la Cueva del Melero ved Fábrica de la Luz. Undervejs passerer vi en række eucalyptus træer, før vi kommer til nogle huse ved kilden Fuente La Teja:

Herfra går vejen gennem terrasser med oliventræer. Imellem dem ses nogle træer, som hedder carob træer. Vi er nu kommet et godt stykke ned, og på det næste billede peger Gunhild op mod Puerto del Collado, hvor vi kom fra. Det ligger i passet til venstre:

 Vi nærmer os Fábrica de la Luz, og det er en flot dal, vi kommer ned i:

Fábrica de la Luz eller "Lysfabrikken" er et gammelt vanddrevet elektricitetsværk, som nu er omdannet til et picnic og camping område, men indgangen til picnic området var spærret af en låge med hængelås:

Vi holder en pause og svaler fødderne i flodens kolde vand, inden vi fortsætter. Først må vi krydse floden over en bro lavet af gamle paller:

Vi fortsætter mod Cómpeta på en grusvej, som til sidst kommer ud til asfaltvejen fra Torrox til Cómpeta. Vi har nu gået 11½ km, men der er 4 km ad asfaltvejen op til passet ved Venta La Palma. Dem kunne vi godt have undværet. Hele turen havde en akkumuleret stigning på godt 1000 m (ifølge Google Earth).