En rundtur fra Cruz del Carmen

Der var flere vandreture på Anaga halvøen, som vi ikke fik gået, da Anaga har haft meget dårligt vejr i de sidste par uger. Anaga har, efter vores mening, det flotteste landskab på Tenerife, så vi besluttede, at den sidste dag - som var i dag - ville vi gå en tur på Anaga uanset vejret. Vi var heldige. Vi fik en dag med en del solskin og ingen regn.

Vi valgte at gå en rundtur fra Cruz del Carmen, som var stykket sammen af tre Wikiloc tracks. Den gik først ned til Batán de Abajo, derfra op til Chinamada, videre til Las Carboneras, og derfra tilbage til Cruz del Carmen. Det blev en fantastisk flot rute, men også en god work-out med en total længde på 14 km og en akkumuleret stigning på lige knap 1100 m. Turen tog os 5½ time. Her er vores rute set fra nord i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi startede med at gå ned igennem en laurbærskov, hvor stien var våd og fedtet. Vi gik i retning af El Batán, som består af to landsbyer, Batán Arriba ("Øvre Batán") og Batán Abajo ("Nedre Batán"). Mens vi gik igennem skoven, kunne vi se nogle glimt af Batán Arriba, som så ud til at bestå af et par fincas. Da vi kom ud af skoven kunne vi se Batán Abajo på skråningen forude:

Vi gik ikke op til selve landsbyen Batán Abajo, men drejede fra ned gennem slugten, hvor der var terrasser med vinmarker. Nær ved bunden lå dette hus, som var bygget ind i klipperne:

Efter et kort stykke i bunden af slugten begyndte stien at gå op ad klippeskråningen mod nordøst. Her er vi netop startet på opstigningen. På toppen af bjergrygningen kan vi se husene i Chinamada. Hvordan kommer vi nogensinde derop, tænker Gunhild:

Det var en temmelig stejl sti, hvor dele af stien gik ad trappetrin, som var hugget ind i klipperne. Vi er nu kommet et godt stykke op og kigger tilbage mod Batán Abajo:

Det lykkedes at komme op til Chinamada, som vi også besøgte i 2009 (se moyn.dk), hvor vi gik op fra Punta del Hidalgo. Chinamada er berømt for sine huse, som er bygget ind i klipperne. Vi fortsatte ad en asfalteret vej til Las Carboneras og videre derfra ad stien TF-10 tilbage til Cruz del Carmen. På denne strækning havde vi en flot udsigt til byen Taborno og dens vartegn, Roque de Taborno, som vi besøgte den 21/10. Her er et kig tilbage fra TF-10 mod Las Carboneras med Roque de Taborno i baggrunden og landsbyen Taborno på bjergkammen til højre:

Det blev en flot tur og en værdig afslutning på en god vandreferie på Tenerife.

Tenerifes skjulte perle: Paseo Litoral del Sauzal

Med kun 4 dage tilbage af vores 5 uger på Tenerife valgte vi i forgårs, hvor vi havde godt vejr,  at tage vores stranddag nr. 2 i Puerto de la Cruz. Desværre var brændingen så stærk, at vi ikke kunne komme til at svømme, men det var alligevel dejligt at være ved vandet. Vi havde så håbet at kunne vandre de sidste 3 dage, da vi stadig har en liste med 6 vandreture på vores ønskeseddel. Men i går regnede det stort set hele dagen, så det blev kun til endnu en byvandring i La Orotava.

I morges havde vi stadig byger. Det klarede op i løbet af formiddagen, men med udsigt til ustabilt vejr, så vi havde ikke lyst til at tackle nogen af de resterende 6 vandreture, som alle indebar en lang køretur. Vi kiggede lidt på Google Earth og fandt et par steder på kysten lidt nord for Puerto de la Cruz, som så interessante ud. Det første sted lå i kommunen El Sauzal neden for Puntillo del Sol. Her gik der en vej i hårnålesving ned til kysten, hvor der så ud til at være en vej eller sti langs kysten ca. en km til hver side.

Vi kunne imidlertid ikke finde vejen, som viste sig at starte bag en mur med lukkede porte. Vi kørte ned i naboområdet, hvor vi mødte nogle lokalkendte folk, som forklarede os, hvorledes vi kunne gå over til vejen ad en primitiv sti. Her er den rute vi gik, set fra nord i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vejen var ny-anlagt og så ikke ud til at blive brugt. Gad vidst hvorfor man ikke laver en ny vej lidt bredere:

Da vi kom ned til kysten fandt vi en parkeringsplads uden biler, og en flot anlagt strandpromenade med udsigtspunkter, bænke, trapper ned til vandet, forklarende skilte, etc. Kysten var fantastisk flot med en hvid brænding mod sorte klipper:

Der var ikke et menneske at se dernede. Vi var faldet over en perle af en kyststrækning, og vi havde det hele for os selv.

Skiltene fortalte, at dette var "Paseo Litoral del Sauzal", men der var ingen forklaring på, hvorfor adgangen til denne flotte strandpromenade var lukket. Den naturstensbelagte sti er godt 2 km lang og går ud på den pynt, som ses på billedet ovenfor. Pynten hedder El Puertito. Et af skiltene fortalte, at dette anlæg havde kostet lige knap 5 millioner Euros.

Projektet havde inkluderet fjernelse af godt 400 primitive fritidshuse, som før i tiden skændede kysten. Dette skilt viser, hvordan disse fritidshuse var bygget ind i huler i klippesiden:

Og sådan ser det ud i dag, efter at husene er blevet fjernet:

Oppe på skråningen er man begyndt på at bygge et nyt hotel. Det står på en klippeside, der har lige så mange huller som en schweizisk ost, og desuden befinder vi os på en vulkanø. Vi var enige om, at vi i hvert fald ikke skal bo på det hotel.

Flere steder var der lavet stier eller trapper helt ned til vandet, men vi gad nok vide hvor tit havet er stille nok til, at man kan tage sig en svømmetur:

Til slut et kig mod sydvest med Teide i baggrunden:

Turen blev på ialt 8 km. Vi kan stadig ikke forstå, at vi var så heldige at finde dette sted. Men hermed er hemmeligheden givet videre. Hvis I har lyst til at gå en tur langs en flot klippekyst uden en masse mennesker, så er Paseo Litoral del Sauzal lige sagen.

En rundtur fra Teno Alto

Ifølge vejrudsigten skulle dagen i dag blive den bedste i denne uge med en skyfri himmel over stort set hele øen. Men som så ofte før, viste det sig, at man ikke kan stole på vejrudsigterne for de Kanariske Øer. Baseret på vejrudsigten besluttede vi at tage til Teno for at gå en rundtur mellem Teno Alto og Punta de Teno. Vi havde fundet et GPS track på Wikiloc, som så spændende ud, men vidste ellers intet om ruten. Vi kunne enten starte fra Punta de Teno eller fra Teno Alto. Vejen til Punta de Teno går via den vej, som vi startede vores vandring fra, da vi gik til Teno Alto via Camino del Risco. Den har selvimodsigende skilte, som siger, at vejen til Punta de Teno er permanent lukket, men at al kørsel er på eget ansvar. Vejen er meget udsat for nedfaldende klippestykker især i regnvejr eller blæsevejr. Desuden skal man køre igennem en lang tunnel, som er meget lav og snæver og uden lys.

På basis af disse oplysninger valgte vi at starte fra Teno Alto. Men efter at have gennemført turen, er vi noget i tvivl om vejen fra El Palmar til Teno Alto er mindre farlig end vejen til Punta de Teno. Det var en stejl, smal og  snørklet vej med dårlig belægning, og mange steder lå der nedfaldne sten på vejen.

Vi kom ikke helt ned til Punta de Teno, men mere om det nedenfor. Turens højdepunkt var uden sammenligning sideturen til Meseta el Frontón. Udsigten derfra er fantastisk, og det undrer os, at dette udsigtspunkt ikke er mere kendt og besøgt. Det er hele turen til Teno Alto værd. Her er et billede af vores rute i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Da vi kom til Teno Alto, som ligger i en højde af ca. 780 m, var det blevet overskyet, og der blæste en kold vind. Vi fulgte vores GPS track, som først gik ud til det sted, hvor vi kom op ad Risco stien den 23/10. Derefter gik vi i zigzag ned over en skråning, hvor der ikke var nogen tydelig sti at følge, indtil vi kom til bunden af en kløft. Den fulgte vi et kort stykke til en primitiv dæmning, hvor der var et stejlt fald. Det er det nederste punkt til venstre på vores GPS spor, som vist ovenfor. Vi holder frokostpause lige neden for toppen af dæmningen:

Vejen videre frem gik ad en meget smal bjerghylde på venstre side af kløften og så decideret farlig ud. Så vi besluttede at klatre ud af kløften for at se, om vi kunne gå over til returstien fra Punta de Teno. Og det lykkedes. Her er vi på vej ud af kløften, som var godt 100 m dyb:

Vi kom op over et bjerg, der hedder Montaña Bermejial. På den østlige side gik vi ned over en skråning, hvor vi til vores store overraskelse kom ned til en asfalteret vej, som længere nede fortsatte som en betonvej. Så vidt vi kunne se, går denne vej kun ud til nogle huse, som ligger i dette øde område. Her er et af dem:

Vi fandt returstien, som var mærket med gul/hvide striber. Det ville sikkert være nemmere at følge denne "officielle" sti ned til Punta de Teno. Vi valgte at gå op mod Teno Alto, hvor vi undervejs ville tage en ca. 2 km lang sidesti til et udsigtspunkt, der hedder Meseta el Frontón. Og det kom vi ikke til at fortryde. Det er et af de flotteste udsigtspunkter, vi har set på Tenerife. Det ligger på toppen af en ca. 650 m høj klippeskrænt, som stikker ud i havet, så man har en fantastisk udsigt langs kysten til begge sider. Mod syd kunne vi se Fortaleza de Masca, og mod nord Punta de Teno, som vi kigger imod på det næste billede. I baggrunden til venstre ses et stykke af La Gomera, og vi kunne også tydeligt se La Palma:

På det sidste billede zoomer vi ind på Punta de Teno. Den lille bugt er som regel beskyttet mod brændingen og er et populært badested for de lokale, som trodser den farlige vej derud:

Det blev en flot tur på trods af det dårlige vejr og den mislykkede nedstigning til Punta de Teno. Meseta el Frontón reddede dagen. Vi gik ialt ca. 12½ km med en akkumuleret stigning på lige knap 1000 meter.

Blandt vulkaner i Izaña området

I morges var det stadig skyet i La Orotava, og toppen af El Teide var skjult bag skyerne. Men vi har efterhånden lært, at skyerne ofte ligger lavt, og at det er almindeligt, at kystområderne er dækket af skyer, mens El Teide og hele den øverste del af øen er skyfri. Sådan var det også i dag. Vi kørte op gennem skyerne, og da vi kom til El Portillo, skinnede solen fra en skyfri himmel.

Fra El Portillo kørte vi ca. 5 km ud ad TF-24, som går til La Laguna. Dette område kaldes Izaña og er en del af Parque Nacional del Teide. På det bjerg, som hedder Izaña, ligger der er række observatorier inden for astrofysik og meteorologi. Nationalparkens Sti nr. 20 går til en række små vulkaner i et loop på ca. 8 km. Vi ville gerne gå lidt længere, så vi havde fundet et GPS track på Wikiloc, som var på ca. 13 km. Det startede fra parkeringspladsen ved Sti nr. 8. Vi endte med at gå en kombination af vores Wikiloc track og Sti nr. 20, som vist på dette billede fra Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Billedet viser også beliggenheden af observatorierne og de forskellige vulkaner. Volcán de Fasnia og Volcán de Siete Fuentes er de nyeste. De var i udbrud i henholdsvis 1705 og 1704.

Vores rute blev lige på lige knap 13 km. Det var en nem rute med en akkumuleret stigning på mindre end 400 m. Vi gik mod uret rundt, og efter den første time havde vi gået 4½ km. Det er ca. dobbelt så hurtigt som vores normale gennemsnitsfart i vanskeligt terræn. Vi kom nu til den første vulkan, som var Volcán de Siete Fuentes. Den ses her med Teide i baggrunden:

Da vi lidt længere nede af vejen kiggede os tilbage, så billedet sådan ud:

Det motiv var ikke til at stå for. Den jordvej vi gik på endte ved et pigtrådshegn, hvorfra vi gik over stok og sten ca. ½ km, til vi mødte en ny jordvej. Den førte os op til Volcán de Fasnia, hvorfra vi fulgte skiltene for Sti nr. 20 tilbage til landevejen (TF-24). Her er en udsigt til observatorierne på Izaña, set mellem Montaña Negra og Volcán de Fasnia, som også kaldes Montaña del Roquilo:

Da vi kom tilbage til landevejen, kunne vi se, at kysterne på begge sider af øen var dækket af skyer. Her er en udsigt mod nord, dvs. mod La Orotava. På vejen hjem kørte vi gennem skyerne:

Det var ikke den mest dramatiske eller udfordrende vandretur, men vi nød det gode vejr, de fine udsigter, og den fred og ro, der hvilede over landskabet.

Mesón el Monasterio

Det ustabile vej fortsætter, så vi blev hjemme i går, og i dag nøjedes vi med at gå en tur fra hvor vi bor. Vejret var nogenlunde i formiddags med diset solskin her i La Orotava, men det skulle blive mere overskyet om eftermiddagen. Og sådan blev det også. Men vi nåede da at gå en tur på godt 8 km i rimeligt godt vejr. Vi gik mod vest i retning mod Los Realejos for at kigge på et gammelt kloster, som er blevet omdannet til en samling hyggelige restauranter, der ligger på et lille bjerg ved navn La Montañeta. Stedet hedder Mesón el Monasterio og ligger på grænsen mellem bydelen La Luz og Los Realejos:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Forude kan vi nu se det lille bjerg, som kaldes La Montañeta, og bygningerne nedenfor er Mesón el Monasterio:

Vi er nu ved indgangen til El Monasterio. Bemærk tønderne i højre side. De var til salg:

Bag restauranterne er der en have med mange flotte blomster, kaktus og palmer:

Den cementerede havesti fortsætter som en grus-sti op til toppen af bjerget, hvorfra vi havde denne udsigt i retning mod det sted, hvor vi bor:

Der var også en flot udsigt til kysten. Den udsigt kunne man også få fra nogle af de restauranter, der findes på Mesón el Monasterio. Klik her for at gå til stedets egen websbside med flere oplysninger og billeder.

Paisaje Lunar

I går havde vi endnu en dag med regnvejr i La Orotava, så det blev kun til en spadseretur i La Orotavas store shopping center, La Villa. I morges så det ud til at blive godt vejr midt på øen, så vi kørte op til Teide og videre til Parador de Cañadas del Teide, som er et af de mange unikke Parador-hoteller, der køres af den spanske stat. Det ligger i den sydøstlige side af krateret. Herfra kan man blandt andet gå en rundtur til et område neden for kraterranden, som kaldes "Paisaje Lunar" eller "Månelandskabet". Alternativt kan man gå op til Paisaje Lunar fra byen Vilaflor, som ligger lavere, og stien er lidt kortere. Vores backup plan var at køre til Vilaflor, hvis det skulle vise sig, at det var meget koldt ved Parador, som ligger i godt 2100 meters højde.

På vejen op viste bilens udendørs termometer temperaturer ned til 11°C, men da vi ankom til Parador kl. 11, viste det 18°C, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Så vi startede derfra. Her er vores GPS rute set fra syd i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Ruten går rundt om et bjerg på kraterranden, som hedder Guajara. Det er Tenerifes fjerde-højeste bjerg på 2715 m, som vi besteg i 2009 (se moyn.dk). Vi gik ruten med uret rundt. Op- og nedstigningen til kraterranden, som har en højde på godt 2400 m, viste sig at følge samme rute, som vi fulgte, da vi besteg Guajara. Her er et billede fra opstigningen, hvor man lige kan skimte toppen af Teide bag klipperne langs stien:

Da vi nåede kraterranden, kunne vi se, at der lå skyer over kysten mod sydøst, men det viste sig heldigvis, at de ikke dækkede "månelandskabet". Det sted, der kaldes Paisaje Lunar, har hvide klipper, men man kommer først igennem et område med sorte bjerge, som i nogle beskrivelser kaldes "det sorte månelandskab". Vi syntes faktisk, at det var flottere end det hvide:

Stien fra Parador kommer lige ned til den øverste del af stien fra Vilaflor, og Paisaje Lunar ligger 0.6 km henad Vilaflor stien. Der er dog et udsigtspunkt på Parador stien, hvorfra man kan se det hvide månelandskab. Vi gik helt derhen, hvilket forlængede ruten med 1.2 km. Når man har besøgt Utah, er det svært at blive imponeret af Paisaje Lunar, som er et meget lille område med nogle hvide hoodoos:

Returstien var betydeligt sværere at følge, så her var det godt at have et GPS track at gå efter. Stien gik op igennem et område med sort lava og fortsatte op til kraterranden gennem Valle de Ucanca. Det er den dal, vi kigger op i på dette billede:

Det var en flot dal at gå op igennem, og vi så flere planter, som vi ikke havde set før. Det var stadig ret varmt, men da vi kom op over kraterranden, blev vi mødt af en kold vind. Her starter vi på nedstigningen, som var den samme besværlige Ucanca nedstigning, som vi fulgte, da vi gik ned fra Guajara i 2009:

Da vi kom ned var klokken godt 18, så det blev en 7 timers tur på godt 16 km med en akkumuleret stigning på mere end 1300 m. Det skal her bemærkes, at når man kigger på rutens profil i Google Earth får man en kortere længde og en mindre stigning, da Google Earth ikke bruger de højdedata, som er målt af GPSen. Hvis man vil have en mere nøjagtig analyse af sit GPS track, kan den fås gratis på uTrack.

El Teide og Los Roques de Garcia er særlig flotte, når de ses fra vest i lyset af den nedgående sol, så vi kørte lidt ned af vejen mod Boca Tauce og tog dette billede:

En flot afslutning på en god vandretur.

Barranco de Blas og Cuevas Negras

I går havde vi regnvejr, så vi blev hjemme. I morges kørte vi til Teno halvøen for at gå en kombination af to ture. Da vi den 16. oktober gik ned fra Talavera til Los Silos, kiggede vi ned i en kløft, som hedder Barranco de Blas. Den så spændende ud, og der så ud til at være en sti i bunden. Den ville vi forsøge at gå op i, selvom vi ikke kunne finde nogen beskrivelser af den på nettet. Hvis det blev en kort tur, ville vi derefter gå op fra Los Silos ad stien til Cuevas Negras, som fortsætter til byen Erjos, så langt som vi kunne nå.

Vi kom kun ca. 1½ km op i Barranco de Blas, men det blev helt bestemt dagens højdepunkt. Stien til Erjos går næsten hele vejen i en skov uden udsigt, så den var ikke særligt spændende. Men den giver en god work-out, da den har en akkumuleret stigning på ca. 1100 m. Ialt gik vi ca. 13 km med en akkumuleret stigning på ca. 1500 m. Her er vores GPS tracks, set fra nord i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi kørte helt op ad den smalle vej, der går op til starten af Talavera stien og parkerede ved mundingen af Barranco de Blas. Dette område kaldes også Pina, som betyder ananas, men vi så nu ingen. Der er en masse bevoksning i bunden af kløften, men der var en fin ryddet sti hele vejen op. Det er formentligt gjort, for at man kan vedligeholde de vandinstallationer, som findes i kløften. Her er et billede, som viser et moderne vandrør foran den gamle akvædukt på klippesiden:

Kløften bliver efterhånden smallere og mere dramatisk, og der er lavet en trappe af en kombination af sten og beton, som er meget stejlere, end den ser ud til på dette billede:

Der løb lidt vand igennem kløften, og vi passerede et par små vandfald. Efter ca. 1½ km blev kløften meget smal, og Gunhild melder tilbage, at hvis vi vil gå længere end til dette hjørne, kommer vi til at gå i vand:

Det havde vi ikke lyst til, så vi vendte om her. Og kørte så hen til starten af den sti, der går fra Los Silos til Erjos via Cuevas Negras. Som sagt, var det en temmelig kedelig sti, da den næsten konstant går i en skov. Den går også konstant opad, fra en højde af ca. 125 m til 975 m i Erjos. Så det gjorde ikke så meget, at det var blevet overskyet. Vi kunne godt holde varmen. På vejen ned kom solen frem igen, og her er et billede fra den nederste del af stien. Den lille hvide plet er Gunhild:

Cuevas Negras betyder "sorte huler", og dem var der mange af langs den nederste del af stien. Det sted, der hedder Cuevas Negras ligger ca. 2 km oppe ad stien, og her var der ingen sorte huler at se. I stedet var der nogle ruiner af gamle huse, og et af de gamle huse var beboet af en tysk hippie med langt hår og skæg. Ham kom vi til at snakke med, da vi spurgte ham om indgangen til den tunnel, der skulle gå under bjerget mod vest over til Las Moradas stien. Den havde vi læst om på internettet. Det skulle være en 700 m lang tunnel, hvor der løber vand i bunden. Vi havde også læst, at man kan forvilde sig ind i en "vand-mine", hvor der kan være farlige gasser, og i 2007 var 6 vandrere omkommet derinde.

Det var formentlig grunden til, at hippien først ikke ville fortælle os om indgangen til tunnellen, som ligger i nærheden af hans hus, men da han forstod, at vi ikke havde tænkt os at gå igennem tunnellen tøede han op. Han havde boet i Cuevas Negras i 5 år og havde været med til redningsaktionen i 2007. Vi måtte love ham at fraråde enhver at gå igennem tunnellen, som i øvrigt er så lav, at man ikke kan gå oprejst igennem den.

Halvvejs rundt om Helvedeskløften

Eller måske skulle vi sige "næsten halvvejs". Der var udsigt til skyet vejr med regnbyger over den nordlige del af Tenerife, så vi planlagde at køre til Santiago del Teide på Teno halvøen og gå en tur i bjergene vest for byen. Hvis vejret skulle være dårligt der, havde vi en backup plan. Vi ville så køre til Adeje, som ligger længere sydpå og gå en tur rundt om den kendte "Helvedeskløft", Barranco del Infierno.

Da vi kom til Santiago del Teide rullede skyerne op over bjergen fra vest, så vi aktiverede vores backup plan og kørte videre til Adeje. På nedenstående billede fra Google Earth kan man se den rute, vi havde planlagt at gå som et grønt spor, og den del vi gik som et blåt. Men mere om det nedenfor:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Barranco del Infierno er en populær sti blandt turisterne på Sydtenerife. Det er en nem spadseretur på ca. 6½ km til vandfaldet i bunden af kløften og tilbage. Vi gik den tur i 2007 (se moyn.dk). Den grønne sti er ca. 14½ km lang med en akkumuleret stigning på godt 1300 m, så den var lidt mere af en udfordring. Det sted Google kalder "Itonche" bliver normalt kaldt for Ifonche. Heldigvis var vi startet på turen imod urets retning, da vi efter ca. 5 km så os nødsaget til at vende om. Vi kom til et sted, hvor det meste af stien var faldet ned i et klippeskred. Der var kun en meget smal sti tilbage langs en klippevæg med et dybt lodret fald. Hvad der gjorde det endnu værre var, at klippevæggen på det sted bulede udad, så man var nødt til at gå sidelæns med maven mod væggen og tyngdepunktet på kanten af et frit fald. Den risiko ville vi ikke løbe, så vi vendte om. Vores tur blev på 10 km med en akkumuleret stigning på 950 m.

Da vi kom til Adeje, så vi desværre, at der lå en masse skyer over bjergene, men da vi nu var kommet helt derned (1¾ times kørsel fra La Orotava), ville vi i hvert fald prøve at gennemføre vandreturen. Her er vi på vej op. Skyerne ligger helt nede over bjergtoppene. Bjerget i baggrunden er Roque del Conde, som vi besteg i 2008 (se moyn.dk). Vi havde en flot udsigt over kysten fra Costa Adeje til Los Cristianos, hvor solen skinnede hele dagen:

Vi er nu kommet til det sted, hvor vi vendte om. Klippeskredet er inde i hjørnet, delvist skjult af bevoksningen. Der er et dybt og så godt som lodret fald nedenfor. Den smalle hylde, man kunne gå på, så ud til at være resterne af en gammel vandkanal, som ikke så alt for pålidelig ud:

På vejen ned lettede skyerne delvist og vi fik nogle enkelte solstrejf:

Alt i alt en flot tur på trods af vejret og den afkortede rute.

Teno Alto via Camino del Risco

Efter en hviledag i går var vi klar til en ny udfording. Det var strålende klart vejr i morges, og med udsigt til en flot dag satte vi kursen mod Teno halvøen. Vi kørte igennem Buenavista del Norte og fortsatte et par km i retning mod Punto Teno. Her fandt vi et sted at parkere et par hundrede meter før starten af Camino del Risco, som går op til Teno Alto. Fra Teno Alto fortsatte vi ad en sti over en bjergrygning til El Palmar, og derfra gik det tilbage via en kombination af veje og stier til Buenavista og videre til vores parkeringsplads. Det blev en både flot og spændende tur på 14½ km med en akkumuleret stigning på 1140 m. Her er vores GPS track set i Google Earth fra en nordøstlig retning:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vores guide bog fortæller, at for ca. 40 år siden var Camino del Risco den eneste forbindelse mellem landsbyen Teno Alto og en større by, og hver dag bragte man brød fra Buenavista op til Teno Alto via denne sti. Lægen måtte også hentes nede fra dalen, hvorfra han red op til Teno Alto på et muldyr. Den historie er svær at tro på, efter man har gået på Camino del Risco, som er en stejl bjergsti, der går 620 m op på en afstand af 1.8 km, og som mange steder går på smalle klippehylder. Måske er navnet et ordspil, for man skulle tro, at navnet må betyde "Risiko-vejen", men det ville hedde "Camino del Riesgo". "Risco" betyder klippefremspring, og dem var der mange af undervejs. Her er vi kommet et stykke op og har en flot udsigt til Buenavista:

Vi kigger tilbage på et typisk stykke af Camino del Risco. Det var altid spændende at gå rundt om et hjørne som det man ser ca. midt i billedet. Nogle af disse hjørner var meget skarpe, og når man gik imod et sådant, var det som at gå ud i det tomme rum:

Her er endnu et billede fra Risco stien, som vi sent vil glemme:

Fra toppen af stien var der en flot udsigt over havet mod vest, hvor vi kunne se øerne La Gomera og La Palma. Vi gik videre til Teno Alto, hvor vi holdt en pause og fik os en is. Det er ellers sjældent, at man kan købe is i de små landsbyer. Fra Teno Alto gik det videre over en bjergrygning ned til byen El Palmar, som vi kigger ned på her:

Fra El Palmar gik vi tilbage til Buenavista og ud til vores parkerede bil via lokale veje og stier. Det blev en flot rundtur, hvor den bedste del uden sammenligning var Camino del Risco.