fredag den 14. oktober 2011

Pico del Teide

I går blev vi hjemme, dels for at samle kræfter til Teide turen og dels fordi vejret var overskyet og temmelig køligt. I morges var det stadig overskyet, men Erika fortalte os i går, at det tit kan være klart ved Teide, selvom det er overskyet langs kysten. Så vi tog chancen og kørte afsted kl. 7:30, mens det stadig var mørkt. Da vi nåede op til El Portillo, lettede skyerne, og Teide stod flot mod den klare himmel i solopgangen:


Det viste sig heldigvis, at der ikke var 1700 højdemeter op til toppen, men "kun" ca. 1370, da stien starter i en højde af 2350 m, og toppen er på 3718 m. Her er vores GPS track:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Klokken 8:30 var vi klar til at starte turen. Temperaturen var 9°C. De første 3½ km går stien ad en grusvej med en jævn hældning. Her er et billede fra den første km, hvor man lige kan skimte toppen af Teide og et af tovbanens tårne:


Fra grusvejen, som går i zigzag op til en højde af 2850 m, var der en flot udsigt til en formation i det store krater, som kaldes La Fortaleza:


De store sten, der ligger nedenfor, kaldes for "Teide æg". De er dannet ved, at små klumper af lava er rullet ned over den stadig flydende lavastrøm, og undervejs er de vokset som snebolde.

I ca. 2850 meters højde fortsætter ruten som en smal sti op igennem et område af sort lava, og ved ca. 3270 m kommer vi til en hytte, som hedder Refugio de Altavista:


Her kan man overnatte, hvis man har en reservation. Det er populært at overnatte her, så man kan gå op til toppen af Teide tidligt om morgenen og se solopgangen derfra. Da vi kom til hytten, var den låst. Der var et bord og en bænk udenfor, hvor vi holdt frokostpause.

Stien fortsætter nu op til endestationen for tovbanen igennem et område med meget ujævnt og takket lava, der minder om den type lava, man på Hawaii kalder for "a'a". Toppen af Teide kommer til syne:


Vi er nu oppe i en højde, hvor man tydeligt kan mærke, at luften er tynd. Stien er ret stejl, så her må man gå langsomt. Tovbanen ligger i en højde af 3550 m. For at komme de sidste 170 m op til toppen, skal man vise en reservation, som man kan få på internettet (www.reservasparquesnacionales.es). For at få den er man nødt til at reservere i god tid i forvejen, så det er umuligt at vide, om vejret vil blive godt. Der er tit skyer omkring toppen af Teide, og det kan være meget blæsende og koldt. Vi var meget heldige. Vi havde stort set ingen skyer og kun en let brise. Der var forudsagt en temperatur på toppen på 3-4°C (se sidepanelet), men det føltes varmere.

Vi kan i hvert fald anbefale, at man får skaffet tilladelsen, for synet af krateret og udsigten fra toppen af Teide var i dobbelt forstand turens absolutte højdepunkt. Her er vi på vej op af det sidste stykke til toppen, som også er det stejleste stykke. Nedenfor ses tovbanestationen:


Da vi nåede randen af det det lille krater på toppen, kunne vi se, at der stadig kommer damp ud af sprækker i krateret. Der var en stærk lugt af svovl, og vi kunne se gule aflejringer af svovl i bunden af krateret:


Og så har vi nået toppen i 3718 meters højde. Udsigten var fantastisk. Her kigger vi mod nord, hvor vi kan se skyerne langs kysten, som også dækker Orotava dalen, hvor vi startede fra i morges:


Vi mødte en del, som gik op og så tog ned med tovbanen. Der var også nogen, som tog tovbanen op og gik ned. Og så var der dem, som gik op den ene dag og ned den næste, med en overnatning i Refugio de Altavista. På denne dag så det ud til, at vi var de eneste, der gik op og ned på samme dag. Det var vi ret stolte af. Det blev en tur på ialt 19 km, som tog lige knap 10 timer ialt. Det tog os ca. 5½ time at gå op og knap 4 timer at gå ned. En fantastisk flot tur!

2 kommentarer:

  1. BUENISSIMO, Abuelos, vældig flot gået!!!.....Men hvem checkede reservationen deroppe :~}?!

    SvarSlet
  2. Der sad en "ranger" ved tovbane-stationen, som checkede, at man havde en reservation. Der var flere, som prøvede, at komme igennem uden en reservation, men det lykkedes ikke. Man skal fremvise det ID (f.eks. pasnummer), som man har brugt, da man lavede reservationen.

    SvarSlet