torsdag den 26. juli 2012

2012-07-26: Skarketjønn

I dag havde vi flot vejr med solskin og varme. Vi kørte først til Rjukan for et gensyn med broen, hvor Gunhild foretog sit bungee jump i år 2000. Derefter kørte vi til Rjukan Fjellstue, hvor der går en grusvej ind til flere stier, som går op på Hardangervidda. Man skal betale bompenge (60 kr) for at køre ind. Vi kørte godt 2 km ind til en sti, som er mærket Kalhovd og Helberghytta. Herfra gik vi en tur op på Hardangervidda og rundt om en sø, som hedder Skarketjønn:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi starter i en højde af 900 m, og den første kilometer går det ret stejlt opad gennem en skov af dværgbirk, til vi når trægrænsen i en højde af godt 1100 m. Stien er mange steder ret våd, og undervejs støder vi på denne brusende bæk:


Vi fortsætter opad til ca. 1165 m, hvorefter stien flader ud. Vi er nu oppe på Hardangervidda, det største højfjeldsplateau i Europa, som dækker et areal på 6500 km². Landskabet på Hardangervidda ser typisk ud som vist på det næste billede, hvor vi nærmer os en af de mange søer, der findes på plateauet:


Vores rute går rundt om Skarketjønn, som er en lidt større sø. Her er vi kommet op på østsiden af søen, og vi kan se, at der ligger en hytte på den anden side. Den kommer vi senere om til:


På vejen rundt om søen må vi passere en del våde områder, men de fleste steder lykkes det uden at få våde fødder. Lidt syd for hytten på den anden side af søen bliver vi dog nødt til at tage støvlerne af og vade igennem et stykke marsk med et dybt lag blødt mudder under vandet:


På det sidste billede er vi kommet rundt om søen og kigger tilbage over et område, hvor vi gik bort fra stien og skød en genvej, som sparede os en halv kilometer:


Det blev en flot tur på godt 11 km. Det varme og næsten vindstille vejr betød desværre, at myggene blev en rigtig plage, og på vejen ned gennem skoven var det særlig slemt. Vi havde selvfølgelig glemt at tage myggebalsam med.


onsdag den 25. juli 2012

2012-07-25: Gjølsløysdalen

I søndags kørte vi fra Vrådal til Vierli Hyttegrend, som ligger 10 km nord for byen Rauland. Mandag og tirsdag havde vi dårligt vejr, så indtil i dag har vi har kun gået en 5 km tur op til toppen af skibakken. I dag skulle vejret klare op, men det var stadig overskyet og køligt, da vi tog afsted fra huset kl. 13. Vi besluttede at køre gennem Rauland ud ad vej 362, der går langs nordsiden af en stor sø, som hedder Totak.

Vi havde fundet en vej på Garmins Topo Norge kort, som går op over Hardangervidda lidt vest for Totak søen. Vi regnede med, at det var en grusvej, men da vi kom dertil, viste det sig, at det var en asfalteret vej, som kaldes Songavegen, og der var en afgift på 40 kr for at køre derind. Vi parkerede og gik 1.3 km ind ad vejen til et sted, hvor der går en sidevej fra mod Gjølsløysdalen. Da det var en jordvej, tog vi den i stedet for at fortsætte ad Songavegen. Her er vores rute i Google Earth, som i øvrigt har en meget dårlig opløsning i det meste af Norge:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Det lille sidespor på ruten viser fortsættelsen af Songavegen, som går op til Songavatnet, der ses øverst til højre. Vejen til Gjølsløysdalen går langs en anden sø, som hedder Venemodammen.

Da vi startede på turen kl. 14, begyndte solen at kigge frem, og da vi kom tilbage godt 3 timer senere, var der næsten ingen skyer på himlen. Vejen langs Venemodammen går et godt stykke oppe over søen, og udsigten er for det meste blokeret af træer, men af og til var der et hul, som f.eks. her:


Ved enden af søen fortsætter jordvejen op i Gjølsløysdalen langs en elv. Bemærk broen, som går over elven længere oppe:


Broen var spærret med et hegn, men den så ud til at være solid nok til at man kunne gå over:


Ifølge Garmins Topo Norge kort skulle der kun være en kort sti på den anden side, mens vejen skulle fortsætte som en smal sti langt endnu på den side, vi gik på. Den sti kunne vi imidlertid ikke finde. Vi gik lidt rundt i buskadset oven for broen, hvor vi stødte på en flok får, inden vi opgav og gik tilbage.

Turen blev på ca. 9½ km. På vejen tilbage havde vi en flot solbeskinnet udsigt over Totak søen, hvor bjergene på nordsiden rejser sig op til Hardangervidda plateauet:


fredag den 20. juli 2012

2012-07-20: Venelifjell

Som tidligere nævnt går der en sti fra Vrådal Hyttegrend op til en toppen af et bjerg, som hedder Venelifjell. Der gik jeg op i dag, og det blev en særdeles flot tur, da vejret var klart og solrigt. Turen blev på knap 11 km med en stigning fra 280 m til godt 900 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth
De første 3 km går ruten på en grusvej, og man kan faktisk køre derop i bil. Derfra er der ca. 2½ km til toppen via en smal sti, som er mærket med røde pletter. Stien var temmelig våd, og der var nogle passager med høje "trin", så den var ikke egnet for mindre børn. På toppen mødte jeg Jon fra "Vrådal Naturskole", og han tog dette billede:


Jon vidste en masse om geografien og naturen i området, så jeg snakkede længe med ham. Udsigten fra toppen af Vennelifjell er helt fænomenal. Her kigger vi mod vest op langs Vråvatn. Bjergene i baggrunden, som stadig har pletter med sne, er kun ca. 1500 m høje. Det er bjergområdet øst for Hovden. De to toppe til højre er Roholt-fjellet:


På det næste billede kigger vi mod sydvest, hvor vi kan se Hægefjellet på den anden side af Nisser søen. Den lille sø i forgrunden er Veneli-søen:


På vejen ned så jeg en hugorm, som netop krydsede vejen:


Det blev en flot tur, som i et mageligt tempo tog lige knap 5 timer.


onsdag den 18. juli 2012

2012-07-18: Hægefjell

I dag kørte vi op til toppen af Vrådals ski lift, som ligger syd for Vråvatn i det område, der hedder Vrådal Panorama. Der er en parkeringsplads på toppen i en højde af 720 m. Derfra går en sti på ca. 6½ km til toppen af Hægefjell i en højde af 1021 m. Mens bedstefar gik op til toppen, gik bedstemor og børnene så langt de kunne nå på to timer, før de vendte om. Her er bedstefars rute, som blev en tur på 13 km med en akkumuleret stigning på godt 600 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Stien gik igennem et flot landskab som dette:


På det næste panorama billede ses Hægefjell til venstre. På det sidste stykke går stien ned gennem en slugt, før den går op til toppen:


Og her er toppen nået. I baggrunden ses Nisser søen:


Det var en flot tur, som tog i alt 4½ time. I mellemtiden gik bedstemor og børnene et godt stykke op ad stien, med mange svinkeærinder og pauser undervejs. Her beundres en flot udsigt fra et klippefremspring:


Til slut et panorama billede fra nedkørslen, hvor man ser Vråvatn til venstre og Nisser søen til højre. Bjerget i baggrunden er Roholt Fjell, som vi tidligere har besteget. Vrådal by ses til højre i billedet:


mandag den 16. juli 2012

2012-07-16: En rundtur fra Vrådal Hyttegrend

Vi er på en to ugers hyttetur til Telemarken i det sydlige Norge, hvor vi den første uge har børnebørnene med på en hytte i Vrådal. Fra hytteområdet (højde ca. 280 m) går der en sti op til et bjerg på ca. 900 m, som hedder Venelifjell. I dag gik vi en tur med børnebørnene op ad den sti, men i stedet for at gå op til toppen gik vi en rundtur ad en sidesti. Det blev en tur på 7 km med en stigning på godt 300 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Her er vi lige startet på turen og kigger ned over Vrådal Hyttegrend til Nisser søen. Vi kigger mod vest i retning af Vråvatn, og i baggrunden kan vi se nogle bjerge med pletter af sne:


Vi gik turen i retning mod uret. Den første del af loopet gik igennem en skov, og stien var temmelig våd:


Skovstien går op til Venelifjell stien, som på dette stykke går på en grusvej, så nedturen var nem:


Det blev en fin tur, som børnene klarede uden problemer.


søndag den 17. juni 2012

2012-06-17: Poncebos - Camarmeña - Majada de Ondón

Efter en hviledag i går, hvor det samtidigt var dårligt vejr, overvejede vi grundigt, hvor vi skulle gå hen i dag, da det kunne se ud til at blive vores sidste dag med godt vejr. Valget faldt på en tur fra Poncebos (ca. 250 m) via landsbyen Camarmeña (ca. 450 m) op til folden "Majada de Ondón" i godt 1300 meters højde. Det er en forholdsvis kort tur, som så til gengæld er meget stejl. Udsigten skulle være fantastisk, og der blev vi i hvert fald ikke skuffet, som det kan ses af billederne nedenfor.

Da Google Earth er meget unøjagtigt i dette område, og da vores GPS track indeholdt mange fejl, er det svært at angive nøjagtige afstande og højder, men efter at redigere vores track efter bedste skøn, beregner vi en "3D afstand" (dvs. en skrå længde) på 9.7 km. GPSer måler normalt kun en 2D (dvs. flad) afstand, og på de fleste tracks er forskellen mellem 2D og 3D afstand forholdsvis lille. Men på dette track bliver forskellen at mærke, eftersom den gennemsnitlige stigning var på godt 30%. En sektion på 1.35 km havde en stigning på 40%:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi parkerede ved vandkraftværket i Poncebos. Det bliver forsynet med vand fra Canal de la Cía (se Ruta del Cares turen), som bliver ledt ned til kraftværket gennem to store grønne rør. Vi fandt en sti, som går op langs de grønne rør. Der går flere broer over rørene, og vi krydsede over to gange, til vi nåede en højde af ca. 400 m. Det sidste stykke af stien var meget stejlt og helt overgroet med ukrudt (deriblandt mange brændenælder), så vi valgte at gå på vejen det sidste stykke op til Camarmeña.

I Camarmeña gik vi op til Mirador Naranjo de Bulnes, hvorfra der er en fin udsigt til Picu Urriellu, der jo også kaldes Naranjo de Bulnes. Vi tog en del billeder, men det kunne vi godt have ventet med, da udsigten blev meget bedre, da vi kom lidt længere op ad stien:


Slugten, vi kigger op igennem, er Canal del Texu, hvor vi gik op til Bulnes den 28/5. Ruta del Cares går op igennem den slugt, man kan se mundingen af mellem de høje bjerge til højre i billedet.

På det næste billede er vi kommet lidt højere op, og vi kigger mod øst langs vejen, der går fra Poncebos til Tielve. Nederst ses parkeringspladsen ved tunnelbanen, el funicular:


Ruten fortsætter stejlt opad langs klippevæggen, der ses til venstre i billedet ovenfor. Vi holdt to pauser undervejs, inden vi kom op på en grøn bakketop i en højde af godt 1200 m. Herfra var udsigten helt fantastisk. Foruden det centrale massiv af Picos de Europa kunne vi nu også se det vestlige massiv (Macizo Occidental eller Cornión):


Fra bakketoppen var der kun godt en halv kilometer op til de maleriske bygninger ved Majada de Ondón, hvor vores GPS målte en højde af 1320 m. Her er en udsigt mod det centrale massiv:


Neden for bygningerne gik der heste og køer på græs. Der var nu begyndt at komme flere skyer op bag bjergene, hvilket fik silhuetten af bjergtoppene til at træde endnu tydeligere frem. Her kigger vi igen mod det vestlige massiv:


Vi så ikke frem til at skulle gå ned ad den stejle sti, men det gik faktisk bedre, end vi havde regnet med. På vejen ned så og hørte vi en flok gribbe, som åbenbart kappedes om at komme til ved et kadaver på en bjergrygning over for den, vi gik på.

Da vi kom ned, var himlen så godt som helt overskyet, så vi var meget heldige med vejret på denne tur. Den tog godt 7 timer, men vi holdt også mange pauser undervejs. Turen var meget flottere, end vi havde forventet, så det var en fin afslutning på vores vandreferie i Picos de Europa.

Se statistik for vores 19 vandreture i Picos de Europa på GPS statistik for vores ture.


fredag den 15. juni 2012

2012-06-15: En tur i Ándara bjergene

Picos de Europa består af tre bjergmassiver, det vestlige, det centrale og det østlige massiv, som på spansk hedder henholdsvis Macizo Occidental (eller Macizo Cornión), Macizo Central (eller Macizo de los Urrieles) og Macizo Oriental (eller Macizo de Ándara). I dag gik vi en tur i det østlige massiv eller Ándara bjergene.

Vi fulgte et GPS track fra Wikiloc. Ruten går fra et sted på vejen mellem Sotres og Tresviso, som hedder Jito Escarandi og ligger i en højde af 1300 m, op til bjerghytten Refugio Casetón de Ándara i en højde af 1750 m. Derfra fortsatte vi op til den sydlige kant af Ándara bjergene i en højde af 2200 m, hvorfra vi havde en flot udsigt til en naturpark med det simple navn "Parque Natural de Fuentes Carrionas y Fuente Cobre Montaña Palentina". Det højeste bjerg i den park er Espigüete på 2450 m. Den højeste top i Ándara bjergene er Morra Lechugales på 2444 m. Blandt de mest populære toppe som mål for vandreture er Samelar på 2227 m og Valdomingueru på 2265 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vejen fra Tielve til Sotres er smal, men i god stand. Det kan man desværre ikke sige om vejen fra Sotres mod Tresviso. Den var kun delvist asfalteret og fuld af store huller. Undervejs havde vi en flot udsigt tilbage mod Sotres. Billedet er taget på vejen tilbage:


Der er en parkeringsplads ved Jito Escarandi, og der holdt allerede en del biler, da vi ankom dertil kl. halv elleve. Vi gik først 4 km op ad en jordvej med en moderat hældning på ca. 15%, til vi kom til bjerghytten, Refugio de Casetón de Ándara, efter knap halvanden time med én pause undervejs. Fra bjerghytten fortsatte vi opad på en smal sti. Her er et billede, som er taget fra stien lige over hytten:


I venstre side af billedet ses den vej, vi kom op ad. Oven for den ses en sti, som vi tog på vejen ned. Den er lidt kortere end vejen, som slår nogle hårnålesving på det sidste stykke op til hytten. Man ser også nogle rester fra den minedrift efter kobber, som man har foretaget i disse bjerge. Undervejs kom vi forbi flere mineskakter.

Vi var nu oppe i en højde af 1800 m og kom forbi de første pletter med sne. Der er mange stier i disse bjerge, og selv med vores GPS track var det sommetider svært at vælge den rigtige, f.eks. når stierne gik næsten parallelt, men i forskellig højde. Når man har gået et stykke ad en forkert sti, vil GPSen dog ret hurtigt afsløre, at man er gået forkert. Det skete for os én gang på vejen op. Her er vi på den rette sti, og udsigten bliver bare flottere og flottere:


På det næste billede kan man se et hul mellem to bjergtoppe, hvor der ligger en del sne. Det hul skal vi op igennem. Et sted gik stien over sneen, så vi valgte at gå tilbage og klatre op ad skråningen til højre for sneen:


Efter at være kommet igennem "hullet" i en højde af 2000 m fortsatte vi op ad en rygning, hvor vi fik et glimt af det centrale massiv i Picos de Europa mellem bjergtoppene mod vest:


Efter lige knap 8 km kom vi op til kanten med udsigt mod syd i en højde af 2200 m. Vi mener, det er Espigüete, som ses i højre side af horisonten:


Udsigten til den centrale del af Picos de Europa var blokeret af bjergene til højre for os, heriblandt Morra Lechugales, den højeste top i Ándara bjergene.

Turen ned blev lidt kortere, da vi undgik de strækninger, hvor vi gik forkert eller tilbage for at undgå sneen, og vi sparede lidt ved at tage stien forbi refugiet. Så det blev en tur på ialt 14.7 km med en akkumuleret stigning på ca. 1250 m. Det var en hård tur, men samtidigt den flotteste tur vi har gået. Udsigten fra toppen var bedre på Cabeza la Mesa, men på denne tur havde vi en flot udsigt så godt som hele vejen. Og så var hele ruten tør, da den lå oven over trægrænsen.


torsdag den 14. juni 2012

2012-06-14: Cabeza la Mesa

I dag var der udsigt til godt vejr, og udsigten holdt stik. Temperaturen fik et gevaldigt nøk opad. Det var ca. 10 grader varmere end i går, så vi kunne gå helt op til 1600 meters højde i shorts og T-shirt uden at fryse.

Vi havde planlagt at gå fra Tielve op til bjergtoppen "Cabeza la Mesa" og så gå samme vej tilbage. Stien derop var foruden at være stejl meget våd og mudret, så det var en vanskelig tur, og vi så ikke frem til at gå ned ad den glatte sti. Tæt ved toppen mødte vi en gruppe vandrere fra England med to lokale "mountain guides". De skulle gå ned til Sotres, og det var en tør sti, sagde de. Desuden tilbød de at give os et lift fra Sotres tilbage til vores bil ved Tielve, hvis vi ville følges med dem ned.

Det gjorde vi så, og vores rute kom derved til at se således ud:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi startede kl. 10:30 fra et sted lige før Tielve, hvor der står et skilt med "Conjunto etnográfico de interés". Vi er nu kommet et stykke op ad den jordvej, som stien starter med at følge, og kigger tilbage mod bjergene bag Tielve:


Vi startede i en højde af 670 m og holdt den første pause, da vi efter ca. 50 minutter nåede "Invernales del Vierru" i en højde af 1000 m. Jordvejen fortsætter lidt længere, men bliver så til en smal sti. Stien går gennem en tæt bøgeskov og var meget våd og mudret, da den også bruges af de mange køer, der findes i området. Det var temmeligt anstrengende at forsøge at undgå mudderet, og nogle steder var det umuligt. Et sted går stien i et vandløb, hvor man går på store sten og må klatre over væltede træer:



Så det var en lettelse, da vi nåede trægrænsen i en højde af godt 1300 m. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen fyrretræer i Picos de Europa. Det er bøgetræer, som gror op til trægrænsen. Det skyldes, at bjergene består af kalksten, og fyrretræer foretrækker en sur jordbund.  Vi holdt en pause ved trægrænsen, inden vi fortsatte op til toppen. Da vi kommer op på rygningen, får vi det første glimt af de høje bjerge i Picos de Europa. Cabeza la Mesa er toppen til venstre i billedet:


Så har vi nået toppen i en højde af 1610 m, og - som de skriver i vandrebøgerne - udsigten var hele besværet værd:


Den flotteste udsigt var den, som ses på billedet, mod det centrale massiv af Picos de Europa med den markante silhuet af Picu Urriellu til venstre for midten, men der var i øvrigt en flot udsigt hele vejen rundt. Her er vi på vej ned fra toppen og kigger i den retning, hvor vi kom op:


Som sagt i indledningen mødte vi en gruppe vandrere fra England, som vi fulgtes med ned til et sted lidt syd for Sotres, hvor de blev hentet i to vans. Her er vi næsten nede ved grusvejen, som vi fulgte de sidste 3 km:


Det blev en virkelig flot tur på ialt 11 km med en akkumuleret stigning på 1038 m.


onsdag den 13. juni 2012

2012-06-13: En rundtur mellem Tielve og Sotres

Efter to dage med en masse regn var der i dag udsigt til tørvejr med nogen sol, så vi var ivrige efter at komme ud og gå igen. I går gik vi dog en lille tur fra huset ned til købmanden i Carreña (7½ km frem og tilbage). Vi forsøgte at gå mellem bygerne, men kom til at gå tilbage i øsende regnvejr.

Det skulle blive en kølig dag i dag, så vi valgte en af de laveste ture i midten af Picos Europa. Det var en rundtur mellem landsbyerne Tielve og Sotres. Vi startede i en højde af 675 m og kom op til en højde af 1238 m undervejs. Sotres, som er den højest beliggende by i Asturias, ligger i en højde af ca. 1050 m. Her er vores rute i Google Earth, hvor vi kigger mod øst. Vi gik ruten med uret rundt:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi fulgte stort set den rute, der hedder "Ruta del Monte Camba", og som har Picos de Europa nr. PR-PNPE 20 eller Asturias nr. PR-AS 229, men tog en lidt kortere rute forbi Sotres. Vi fulgte først den officielle rute ud ad det lille sidespor, som ses foroven til højre på vores GPS track, men da vi kunne se, at det blev meget længere, vendte vi om og gik den anden vej. Turen blev på ialt 13½ km.

Vi startede fra Tielve lige før middag ved en temperatur på 12°C og står nu og kigger tilbage mod byen:


Det spanske meteorologiske institut, AEMET, havde lovet os opklaring over bjergene i løbet af eftermiddagen, men det blev mere og mere overskyet i stedet for. Man skulle kunne se Picu Urriellu fra denne rute, og vi mener, at vi så den underste del af det markante bjerg, men toppen fik vi aldrig at se.

Den første del af stien var ret stejl, og vi gik 315 m op i de første 50 minutter. Her er vi kommet op til "Majada de Valfrío" i 990 meters højde, hvor vi holdt vores frokostpause. Bjerget i venstre side af billedet er Monte Camba, som vores rute går rundt om:


Lidt højere oppe (ca. 1080 m) kom vi til "Majada de Tobaos", hvor vi på billedet kigger tilbage i retning mod Tielve:


Herfra gik stien lidt nedad igen, før den klatrede op til 1238 m i passet syd for Monte Camba. Stien var meget våd langs østsiden af Monte Camba, så det krævede mange steder lidt af en balanceakt at holde støvlerne tørre. Ikke desto mindre ankom vi til passet efter kun 2½ time.

Vi brugte lidt mere tid på tilbageturen, hvor vi holdt flere pauser. Her nærmer vi os Sotres, som har en flot beliggenhed mellem bjergene. Desværre hang skyerne nu meget lavt, så udsigten var ikke helt, hvad den kunne have været:


Fra Sotres følger ruten den gamle kærrevej mellem Sotres og Tielve. Den løber parallelt med den nye asfalterede vej (CA-1), som blev bygget for ca. 50 år siden. Vi havde ikke regnet med, at dette stykke ville være særlig interessant, men det viste sig at være en virkelig flot sti:


På trods af det kølige vejr og de lavtliggende skyer var det en flot tur, som vi var glade for, at vi tog.