mandag den 31. oktober 2011

Blandt vulkaner i Izaña området

I morges var det stadig skyet i La Orotava, og toppen af El Teide var skjult bag skyerne. Men vi har efterhånden lært, at skyerne ofte ligger lavt, og at det er almindeligt, at kystområderne er dækket af skyer, mens El Teide og hele den øverste del af øen er skyfri. Sådan var det også i dag. Vi kørte op gennem skyerne, og da vi kom til El Portillo, skinnede solen fra en skyfri himmel.

Fra El Portillo kørte vi ca. 5 km ud ad TF-24, som går til La Laguna. Dette område kaldes Izaña og er en del af Parque Nacional del Teide. På det bjerg, som hedder Izaña, ligger der er række observatorier inden for astrofysik og meteorologi. Nationalparkens Sti nr. 20 går til en række små vulkaner i et loop på ca. 8 km. Vi ville gerne gå lidt længere, så vi havde fundet et GPS track på Wikiloc, som var på ca. 13 km. Det startede fra parkeringspladsen ved Sti nr. 8. Vi endte med at gå en kombination af vores Wikiloc track og Sti nr. 20, som vist på dette billede fra Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Billedet viser også beliggenheden af observatorierne og de forskellige vulkaner. Volcán de Fasnia og Volcán de Siete Fuentes er de nyeste. De var i udbrud i henholdsvis 1705 og 1704.

Vores rute blev lige på lige knap 13 km. Det var en nem rute med en akkumuleret stigning på mindre end 400 m. Vi gik mod uret rundt, og efter den første time havde vi gået 4½ km. Det er ca. dobbelt så hurtigt som vores normale gennemsnitsfart i vanskeligt terræn. Vi kom nu til den første vulkan, som var Volcán de Siete Fuentes. Den ses her med Teide i baggrunden:


Da vi lidt længere nede af vejen kiggede os tilbage, så billedet sådan ud:


Det motiv var ikke til at stå for. Den jordvej vi gik på endte ved et pigtrådshegn, hvorfra vi gik over stok og sten ca. ½ km, til vi mødte en ny jordvej. Den førte os op til Volcán de Fasnia, hvorfra vi fulgte skiltene for Sti nr. 20 tilbage til landevejen (TF-24). Her er en udsigt til observatorierne på Izaña, set mellem Montaña Negra og Volcán de Fasnia, som også kaldes Montaña del Roquilo:


Da vi kom tilbage til landevejen, kunne vi se, at kysterne på begge sider af øen var dækket af skyer. Her er en udsigt mod nord, dvs. mod La Orotava. På vejen hjem kørte vi gennem skyerne:


Det var ikke den mest dramatiske eller udfordrende vandretur, men vi nød det gode vejr, de fine udsigter, og den fred og ro, der hvilede over landskabet.


søndag den 30. oktober 2011

Mesón el Monasterio

Det ustabile vej fortsætter, så vi blev hjemme i går, og i dag nøjedes vi med at gå en tur fra hvor vi bor. Vejret var nogenlunde i formiddags med diset solskin her i La Orotava, men det skulle blive mere overskyet om eftermiddagen. Og sådan blev det også. Men vi nåede da at gå en tur på godt 8 km i rimeligt godt vejr. Vi gik mod vest i retning mod Los Realejos for at kigge på et gammelt kloster, som er blevet omdannet til en samling hyggelige restauranter, der ligger på et lille bjerg ved navn La Montañeta. Stedet hedder Mesón el Monasterio og ligger på grænsen mellem bydelen La Luz og Los Realejos:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Forude kan vi nu se det lille bjerg, som kaldes La Montañeta, og bygningerne nedenfor er Mesón el Monasterio:


Vi er nu ved indgangen til El Monasterio. Bemærk tønderne i højre side. De var til salg:


Bag restauranterne er der en have med mange flotte blomster, kaktus og palmer:


Den cementerede havesti fortsætter som en grus-sti op til toppen af bjerget, hvorfra vi havde denne udsigt i retning mod det sted, hvor vi bor:


Der var også en flot udsigt til kysten. Den udsigt kunne man også få fra nogle af de restauranter, der findes på Mesón el Monasterio. Klik her for at gå til stedets egen websbside med flere oplysninger og billeder.


fredag den 28. oktober 2011

Paisaje Lunar

I går havde vi endnu en dag med regnvejr i La Orotava, så det blev kun til en spadseretur i La Orotavas store shopping center, La Villa. I morges så det ud til at blive godt vejr midt på øen, så vi kørte op til Teide og videre til Parador de Cañadas del Teide, som er et af de mange unikke Parador-hoteller, der køres af den spanske stat. Det ligger i den sydøstlige side af krateret. Herfra kan man blandt andet gå en rundtur til et område neden for kraterranden, som kaldes "Paisaje Lunar" eller "Månelandskabet". Alternativt kan man gå op til Paisaje Lunar fra byen Vilaflor, som ligger lavere, og stien er lidt kortere. Vores backup plan var at køre til Vilaflor, hvis det skulle vise sig, at det var meget koldt ved Parador, som ligger i godt 2100 meters højde.

På vejen op viste bilens udendørs termometer temperaturer ned til 11°C, men da vi ankom til Parador kl. 11, viste det 18°C, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Så vi startede derfra. Her er vores GPS rute set fra syd i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Ruten går rundt om et bjerg på kraterranden, som hedder Guajara. Det er Tenerifes fjerde-højeste bjerg på 2715 m, som vi besteg i 2009 (se moyn.dk). Vi gik ruten med uret rundt. Op- og nedstigningen til kraterranden, som har en højde på godt 2400 m, viste sig at følge samme rute, som vi fulgte, da vi besteg Guajara. Her er et billede fra opstigningen, hvor man lige kan skimte toppen af Teide bag klipperne langs stien:


Da vi nåede kraterranden, kunne vi se, at der lå skyer over kysten mod sydøst, men det viste sig heldigvis, at de ikke dækkede "månelandskabet". Det sted, der kaldes Paisaje Lunar, har hvide klipper, men man kommer først igennem et område med sorte bjerge, som i nogle beskrivelser kaldes "det sorte månelandskab". Vi syntes faktisk, at det var flottere end det hvide:


Stien fra Parador kommer lige ned til den øverste del af stien fra Vilaflor, og Paisaje Lunar ligger 0.6 km henad Vilaflor stien. Der er dog et udsigtspunkt på Parador stien, hvorfra man kan se det hvide månelandskab. Vi gik helt derhen, hvilket forlængede ruten med 1.2 km. Når man har besøgt Utah, er det svært at blive imponeret af Paisaje Lunar, som er et meget lille område med nogle hvide hoodoos:


Returstien var betydeligt sværere at følge, så her var det godt at have et GPS track at gå efter. Stien gik op igennem et område med sort lava og fortsatte op til kraterranden gennem Valle de Ucanca. Det er den dal, vi kigger op i på dette billede:


Det var en flot dal at gå op igennem, og vi så flere planter, som vi ikke havde set før. Det var stadig ret varmt, men da vi kom op over kraterranden, blev vi mødt af en kold vind. Her starter vi på nedstigningen, som var den samme besværlige Ucanca nedstigning, som vi fulgte, da vi gik ned fra Guajara i 2009:


Da vi kom ned var klokken godt 18, så det blev en 7 timers tur på godt 16 km med en akkumuleret stigning på mere end 1300 m. Det skal her bemærkes, at når man kigger på rutens profil i Google Earth får man en kortere længde og en mindre stigning, da Google Earth ikke bruger de højdedata, som er målt af GPSen. Hvis man vil have en mere nøjagtig analyse af sit GPS track, kan den fås gratis på uTrack.

El Teide og Los Roques de Garcia er særlig flotte, når de ses fra vest i lyset af den nedgående sol, så vi kørte lidt ned af vejen mod Boca Tauce og tog dette billede:


En flot afslutning på en god vandretur.


onsdag den 26. oktober 2011

Barranco de Blas og Cuevas Negras

I går havde vi regnvejr, så vi blev hjemme. I morges kørte vi til Teno halvøen for at gå en kombination af to ture. Da vi den 16. oktober gik ned fra Talavera til Los Silos, kiggede vi ned i en kløft, som hedder Barranco de Blas. Den så spændende ud, og der så ud til at være en sti i bunden. Den ville vi forsøge at gå op i, selvom vi ikke kunne finde nogen beskrivelser af den på nettet. Hvis det blev en kort tur, ville vi derefter gå op fra Los Silos ad stien til Cuevas Negras, som fortsætter til byen Erjos, så langt som vi kunne nå.

Vi kom kun ca. 1½ km op i Barranco de Blas, men det blev helt bestemt dagens højdepunkt. Stien til Erjos går næsten hele vejen i en skov uden udsigt, så den var ikke særligt spændende. Men den giver en god work-out, da den har en akkumuleret stigning på ca. 1100 m. Ialt gik vi ca. 13 km med en akkumuleret stigning på ca. 1500 m. Her er vores GPS tracks, set fra nord i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi kørte helt op ad den smalle vej, der går op til starten af Talavera stien og parkerede ved mundingen af Barranco de Blas. Dette område kaldes også Pina, som betyder ananas, men vi så nu ingen. Der er en masse bevoksning i bunden af kløften, men der var en fin ryddet sti hele vejen op. Det er formentligt gjort, for at man kan vedligeholde de vandinstallationer, som findes i kløften. Her er et billede, som viser et moderne vandrør foran den gamle akvædukt på klippesiden:


Kløften bliver efterhånden smallere og mere dramatisk, og der er lavet en trappe af en kombination af sten og beton, som er meget stejlere, end den ser ud til på dette billede:


Der løb lidt vand igennem kløften, og vi passerede et par små vandfald. Efter ca. 1½ km blev kløften meget smal, og Gunhild melder tilbage, at hvis vi vil gå længere end til dette hjørne, kommer vi til at gå i vand:


Det havde vi ikke lyst til, så vi vendte om her. Og kørte så hen til starten af den sti, der går fra Los Silos til Erjos via Cuevas Negras. Som sagt, var det en temmelig kedelig sti, da den næsten konstant går i en skov. Den går også konstant opad, fra en højde af ca. 125 m til 975 m i Erjos. Så det gjorde ikke så meget, at det var blevet overskyet. Vi kunne godt holde varmen. På vejen ned kom solen frem igen, og her er et billede fra den nederste del af stien. Den lille hvide plet er Gunhild:


Cuevas Negras betyder "sorte huler", og dem var der mange af langs den nederste del af stien. Det sted, der hedder Cuevas Negras ligger ca. 2 km oppe ad stien, og her var der ingen sorte huler at se. I stedet var der nogle ruiner af gamle huse, og et af de gamle huse var beboet af en tysk hippie med langt hår og skæg. Ham kom vi til at snakke med, da vi spurgte ham om indgangen til den tunnel, der skulle gå under bjerget mod vest over til Las Moradas stien. Den havde vi læst om på internettet. Det skulle være en 700 m lang tunnel, hvor der løber vand i bunden. Vi havde også læst, at man kan forvilde sig ind i en "vand-mine", hvor der kan være farlige gasser, og i 2007 var 6 vandrere omkommet derinde.

Det var formentlig grunden til, at hippien først ikke ville fortælle os om indgangen til tunnellen, som ligger i nærheden af hans hus, men da han forstod, at vi ikke havde tænkt os at gå igennem tunnellen tøede han op. Han havde boet i Cuevas Negras i 5 år og havde været med til redningsaktionen i 2007. Vi måtte love ham at fraråde enhver at gå igennem tunnellen, som i øvrigt er så lav, at man ikke kan gå oprejst igennem den.


mandag den 24. oktober 2011

Halvvejs rundt om Helvedeskløften

Eller måske skulle vi sige "næsten halvvejs". Der var udsigt til skyet vejr med regnbyger over den nordlige del af Tenerife, så vi planlagde at køre til Santiago del Teide på Teno halvøen og gå en tur i bjergene vest for byen. Hvis vejret skulle være dårligt der, havde vi en backup plan. Vi ville så køre til Adeje, som ligger længere sydpå og gå en tur rundt om den kendte "Helvedeskløft", Barranco del Infierno.

Da vi kom til Santiago del Teide rullede skyerne op over bjergen fra vest, så vi aktiverede vores backup plan og kørte videre til Adeje. På nedenstående billede fra Google Earth kan man se den rute, vi havde planlagt at gå som et grønt spor, og den del vi gik som et blåt. Men mere om det nedenfor:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Barranco del Infierno er en populær sti blandt turisterne på Sydtenerife. Det er en nem spadseretur på ca. 6½ km til vandfaldet i bunden af kløften og tilbage. Vi gik den tur i 2007 (se moyn.dk). Den grønne sti er ca. 14½ km lang med en akkumuleret stigning på godt 1300 m, så den var lidt mere af en udfordring. Det sted Google kalder "Itonche" bliver normalt kaldt for Ifonche. Heldigvis var vi startet på turen imod urets retning, da vi efter ca. 5 km så os nødsaget til at vende om. Vi kom til et sted, hvor det meste af stien var faldet ned i et klippeskred. Der var kun en meget smal sti tilbage langs en klippevæg med et dybt lodret fald. Hvad der gjorde det endnu værre var, at klippevæggen på det sted bulede udad, så man var nødt til at gå sidelæns med maven mod væggen og tyngdepunktet på kanten af et frit fald. Den risiko ville vi ikke løbe, så vi vendte om. Vores tur blev på 10 km med en akkumuleret stigning på 950 m.

Da vi kom til Adeje, så vi desværre, at der lå en masse skyer over bjergene, men da vi nu var kommet helt derned (1¾ times kørsel fra La Orotava), ville vi i hvert fald prøve at gennemføre vandreturen. Her er vi på vej op. Skyerne ligger helt nede over bjergtoppene. Bjerget i baggrunden er Roque del Conde, som vi besteg i 2008 (se moyn.dk). Vi havde en flot udsigt over kysten fra Costa Adeje til Los Cristianos, hvor solen skinnede hele dagen:


Vi er nu kommet til det sted, hvor vi vendte om. Klippeskredet er inde i hjørnet, delvist skjult af bevoksningen. Der er et dybt og så godt som lodret fald nedenfor. Den smalle hylde, man kunne gå på, så ud til at være resterne af en gammel vandkanal, som ikke så alt for pålidelig ud:


På vejen ned lettede skyerne delvist og vi fik nogle enkelte solstrejf:


Alt i alt en flot tur på trods af vejret og den afkortede rute.


søndag den 23. oktober 2011

Teno Alto via Camino del Risco

Efter en hviledag i går var vi klar til en ny udfording. Det var strålende klart vejr i morges, og med udsigt til en flot dag satte vi kursen mod Teno halvøen. Vi kørte igennem Buenavista del Norte og fortsatte et par km i retning mod Punto Teno. Her fandt vi et sted at parkere et par hundrede meter før starten af Camino del Risco, som går op til Teno Alto. Fra Teno Alto fortsatte vi ad en sti over en bjergrygning til El Palmar, og derfra gik det tilbage via en kombination af veje og stier til Buenavista og videre til vores parkeringsplads. Det blev en både flot og spændende tur på 14½ km med en akkumuleret stigning på 1140 m. Her er vores GPS track set i Google Earth fra en nordøstlig retning:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vores guide bog fortæller, at for ca. 40 år siden var Camino del Risco den eneste forbindelse mellem landsbyen Teno Alto og en større by, og hver dag bragte man brød fra Buenavista op til Teno Alto via denne sti. Lægen måtte også hentes nede fra dalen, hvorfra han red op til Teno Alto på et muldyr. Den historie er svær at tro på, efter man har gået på Camino del Risco, som er en stejl bjergsti, der går 620 m op på en afstand af 1.8 km, og som mange steder går på smalle klippehylder. Måske er navnet et ordspil, for man skulle tro, at navnet må betyde "Risiko-vejen", men det ville hedde "Camino del Riesgo". "Risco" betyder klippefremspring, og dem var der mange af undervejs. Her er vi kommet et stykke op og har en flot udsigt til Buenavista:


Vi kigger tilbage på et typisk stykke af Camino del Risco. Det var altid spændende at gå rundt om et hjørne som det man ser ca. midt i billedet. Nogle af disse hjørner var meget skarpe, og når man gik imod et sådant, var det som at gå ud i det tomme rum:


Her er endnu et billede fra Risco stien, som vi sent vil glemme:


Fra toppen af stien var der en flot udsigt over havet mod vest, hvor vi kunne se øerne La Gomera og La Palma. Vi gik videre til Teno Alto, hvor vi holdt en pause og fik os en is. Det er ellers sjældent, at man kan købe is i de små landsbyer. Fra Teno Alto gik det videre over en bjergrygning ned til byen El Palmar, som vi kigger ned på her:


Fra El Palmar gik vi tilbage til Buenavista og ud til vores parkerede bil via lokale veje og stier. Det blev en flot rundtur, hvor den bedste del uden sammenligning var Camino del Risco.


fredag den 21. oktober 2011

En rundtur fra Taborno

Anaga halvøen, som udgør den nordlige spids af Tenerife, er den flotteste del af øen, og vi foretog nogle flotte vandreture der i 2009 (se moyn.dk). I dag gik vi en rundtur fra byen Taborno, som vi også besøgte i 2009. Taborno ligger i et helt utroligt flot og dramatisk terræn. Tæt ved byen stikker Roque de Taborno op, en høj klippe, som kan ses vidt omkring. Vores rundtur blev på 10 km. Det var meget kortere end i går, men turen var mindst dobbelt så hård med en akkumuleret stigning på godt 1000 m, og stierne var ret udfordrende at gå på. Til gengæld var turen mere end dobbelt så flot. Her er vores rute i Google Earth, set fra nordøst:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi gik turen med uret rundt, men det ville måske have været nemmere at gå den anden vej rundt, da nedstigningen var meget stejl og gik ad en vanskelig og dårligt vedligeholdt sti. Først tog vi en lille afstikker for at kikke på Roque de Taborno:


Vi er nu tilbage ved starten af nedstigningen. Der står et skilt med "Peligro", som betyder "Fare",
og det var berettiget, da stien flere steder gik på smalle klippehylder:


Desuden var stien meget stejl og delvist overgroet med brombærranker, så det blev en langsom nedstigning. Men hele vejen kunne vi nyde en spektakulær udsigt, som denne her:


Ved bunden af stien kom vi ud til et vandløb, som løber ned gennem Barranco de Afur og ud til en lille strand, der hedder Playa del Tamadite. Vi havde taget badetøj med, men vi kunne se, at stranden var fuld af sten, og der var en del brænding, så det ville ikke blive nemt at gå i vandet der. Vi fortsatte derfor op gennem Barranco de Afur, som også er en flot kløft. Den går op til Las Casas de Afur, som består af tre klynger af huse, som på dansk kunne kaldes Nedre Afur, Mellem Afur og Øvre Afur. På dette billede nærmer vi os Nedre Afur:


Herfra gik det stejlt op ad en sti belagt med beton til Mellem Afur, hvor der er et flot udsigtspunkt ("Mirador"), der også bruges som parkeringsplads. På det næste billede er vi kommet op til Øvre Afur, hvorfra vi kan se Nedre Afur til venstre i billedet og Mellem Afur i midten:


Det blev en fantastisk flot tur, selvom vejret ikke var det aller bedste. De 10 km tog os 6 timer, hvilket fortæller lidt om, hvor vanskelig turen var.


torsdag den 20. oktober 2011

Volcán Chinyero

Det var stadig overskyet om morgenen, men ved middagstid klarede det en smule op, så vi besluttede at tage en tur til Volcán Chinyero, hvor Tenerifes sidste vulkanudbrud fandt sted i 1909. Man kan mange steder læse, at Teides sidste udbrud var i 1909, men udbruddet fandt faktisk sted lidt nordvest for Teide i det krater, der hedder Chinyero. Der er lavet en flot sti på 5.7 km, som går rundt om krateret ("Circular Chinyero"), og der er adgang til stien fra Boca Tauce vejen (TF-38). For at spare ca. 30 km kørsel hver vej, gik vi ind fra vejen til San José de los Llanos (som ligger ca. der, hvor Google markerer El Tanque på kortet). Det gjorde så vandreturen "lidt" længere. Vi gik ialt godt 17½ km. Det var dog en nem sti med en akkumuleret stigning på kun 580 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Jeg havde tegnet en rute fra vejen (TF-373) til Chinyero i Google Earth, men da vi kom til det sted, hvor ruten startede, opdagede vi, at der er en officiel sti til Chinyero derfra. Den hedder TF 43.1 og er afmærket med gule og hvide mærker. Stien er 4.8 km lang og er nem at følge. Den går først over "sletterne" (los llanos) og derefter igennem en skov af kanariske fyrretræer med deres karakteristiske lange nåle. Vi gik en anden vej tilbage via stier og jordveje, som vi kunne følge på GPSen (den nederste del af ruten).

På vejen op til Chinyero fik vi pludselig øje på toppen af Teide mellem træerne og skyerne. Der var stadig sne på toppen:


Vi er nu startet på "Circular Chinyero" stien, som går igennem et område af lava. Vi kan se en del af krateret forude, og i baggrunden til højre ses Pico Viejo. Til venstre for Pico Viejo ligger El Teide, som nu er skjult i skyer:


Vi gik rundt om Chinyero med uret og er nu kommet til ca. "klokken 4", hvor vi kan se ind i krateret:


Her er et nærbillede af krateret, som er taget fra en position nær "klokken 5":


Det var en interessant vandretur, selvom Chinyero ikke er så dramatisk som Pico Viejo eller Teide. Der er mange vandrestier i dette område, som mærkeligt nok ikke er omtalt i de fleste vandre guides.


onsdag den 19. oktober 2011

En byvandring i San Miguel

De sidste to dage har der ligget skyer over Tenerife, og det har også regnet lidt af og til. Men her til eftermiddag var vi bare nødt til at komme ud og gå, så vi gik en tur på 8 km i vores nabolag mod vest, som er en forstad til La Orotava, der hedder San Miguel.

El Teide har været skjult bag skyerne det meste af tiden, men undervejs kom toppen til syne, og vi kunne se, at den var belagt med sæsonens første sne. Da vi så det, blev vi meget glade over, at det lykkedes os at komme op til toppen i sidste uge:


Vi gik op ad flere veje i San Miguel, som endte blindt. En af dem endte ved en kløft, og vi prøvede at gå op gennem bunden af kløften, men lige omkring det næste hjørne måtte vi give op, da vi kom til et tørt vandfald:


Husene i nabolaget er meget forskellige. Der er mange flotte palæer, men også mange usle rønner. Her er et billede fra et hus med nogle flotte blomster:



mandag den 17. oktober 2011

Fra Las Mercedes til Cruz del Carmen

Vi var nødt til at få et par nye vandresko til Gunhild, så vi kørte til La Laguna, hvor der findes et stort varehus for sportsartikler (Decathlon). Derefter kørte vi ud på Anaga halvøen til en by, der hedder Las Mercedes for at gå de nye sko til på en kort vandretur:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi gik fra udkanten af Las Mercedes op til et udsigtspunkt, der hedder Cruz del Carmen og tilbage. Det blev en tur på knap 5 km med en stigning på 350 m. Undervejs kom vi forbi dette udsigtspunkt, hvorfra man kan se ned til en dæmning. Vejret var meget diset, så udsigten var ikke særlig god:


Ved Cruz del Carmen ligger hovedkvarteret for Parque Rural de Anaga. Der er et besøgscenter, og stierne i området er forsynet med gangbroer og skilte, der i poetiske vendinger fortæller om naturen. Her står vi ved et af dem. Skiltet fortalte, at vi befandt os i Tenerifes ældste laurbærskov:


Det blev en fin lille tur, og skoene bestod prøven!


søndag den 16. oktober 2011

Fra Los Silos til Las Moradas og Talavera

I dag kørte vi til byen Los Silos på Teno halvøen, hvor vi gik en 12½ km rundtur i  det storslåede bjergrige terræn, som Teno er kendt for. Det blev faktisk en ret hård tur med en akkumuleret stigning på 1215 m, og da vi startede i en højde af ca. 100 m, var det både varmt of fugtigt. Her er vores GPS rute i Google Earth set fra nord:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi gik turen med uret rundt. Stien starter med at gå op gennem en kløft, der hedder Barranco Bucarón. Det var en flot stenbelagt sti, som var nem at gå på, selvom den var ret stejl. Efter et par km kom vi til Las Moradas, hvor der er nogle gamle ruiner:


Vi kigger her ned gennem Barranco de Bucarón mod Los Silos til venstre. På højre side af rygningen er der en flot kløft, som hedder Barranco de los Cochinos, men da det var mod solen, var det svært at tage billeder i den retning. Stien fortsætter opad rygningen og går ind i en skov, der mest består af laurbær træer. Vi møder flere andre stier, og der er skilte, der fortæller, hvor de går hen. Vi følger skiltene mod El Palmar og går til sidst på en ret smal bjergrygning med en flot udsigt til begge sider. Der var nu begyndt at komme skyer ind fra havet. Stien går rundt om den klippe, der ses på billedet, og fortsætter så hen ad rygningen:


Før vi kom rundt om klippen gik der en sti fra, som går ned til byen El Palmar. Her er en udsigt til El Palmar:


Længere nede af rygningen kommer vi til Talavera, som er opkaldt efter en af Tenerifes erobrere. Der står i dag nogle ruiner af en gammel landboejendom. Vi er nu nede i skyerne:


Stien fortsætter ned i en kløft, der hedder Barranco de Blas. Den er stejl og ikke så god at gå på, som den sti vi gik opad. Det sidste stykke er dog stenbelagt, og her er en udsigt fra den nederste del:


Det var en flot tur, som kunne have været endnu flottere, hvis vi havde haft klart vejr.