El Morrón del Mediodía

Det var vores sidste vandretur på denne rejse, og for at sætte prikken over i'et besluttede vi os for at bestige El Morrón del Mediodia, en af Sierra Nevadas bjergtoppe i nærheden af Puerto de la Ragua med en højde på 2753 m. Her er vores faktiske rute i Google Earth set mod syd:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi startede fra Puerto de la Ragua i en højde af 2000 m ved 10-tiden, hvor temperaturen var godt 18°C. Der blæste en frisk brise, og da vi kom lidt højere op, blev det ret køligt, men vi kunne godt holde varmen, da vi konstant gik opad. Her kigger vi op mod tre bjergtoppe, som fra venstre til højre er El Morrón San Juanero (2610 m), El Morrón del Mediodía (2753 m) og Alto de San Juan (2786 m):

Vi startede med at gå til El Morrón San Juanero, idet vi gik tværs over bakkerne uden at følge nogen sti. Her holder vi pause på toppen, hvor vi har søgt læ for den kolde vind:

Der var en flot udsigt fra San Juanero, men den blev endnu flottere, da vi kom til Mediodía. Toppen til venstre er Mulhacén:

Ifølge vejrudsigten skulle temperaturen ved 2700 m nå op til 14°C i dag, men det føltes faktisk varmere her end på San Juanero. Vi fandt et godt sted med læ for vinden til at spise resten af vores frokost. Udsigten var enestående, og som I kan se, er vi nu nået op over "snegrænsen":

Turen blev på 12.2 km med en akkumuleret stigning på 840 m. Det blev en flot afslutning på vores vandre-ferie i Andalusien.

Fra Trevélez til Rio Culo de Perro

Efter en hviledag i går var vi klar til at vandre igen. Der var udsigt til en varm dag, så vi valgte at gå fra Trevélez, som er Spaniens højest beliggende landsby. Vi fulgte Walk 10 i Jeremy  Rabjohns' "Holiday Walks in The Alpujarra". For en gangs skyld kunne vi følge beskrivelsen, så nogenlunde i hvert fald. Her er et billede fra Google Earth af vores rute, hvor man samtidigt kan se, at vi går lige neden for Mulhacén, som med sine 3478 m er det højeste bjerg på det spanske fastland (Teide på Tenerife er det højeste bjerg i Spanien):

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi går først på den vestlige side af den kløft, hvor floden Rio Trevélez løber i bunden. Der var en flot udsigt til floden så godt som hele vejen op:

Efter ca. 5 km kom vi til en biflod, som hedder Rio Culo de Perro, og som vi skulle krydse. Rabjohns' bog indikerer, at der er en primitiv bro over floden, men den kunne vi ikke få øje på. Heldigvis havde vi vores vand-sko med, og da floden på dette sted er delt i to, gik det forholdsvis nemt med at krydse den på trods af en rivende strøm. Her er Gunhild kommet over den ene gren:

Stien fortsætter nu et par km nord for Rio Culo de Perro, hvor den først går højt op og derefter gradvist ned til Rio Trevélez på et sted, hvor der findes en bro. Fra den høje sektion havde vi den bedste udsigt til de sneklædte tinder af Sierra Nevada, som inkluderer Mulhacén:

På vejen ned til broen kom vi forbi nedenstående gård (cortijo på spansk). Overalt i Sierra Nevada er vi stødt på gamle ruiner, og nogle af disse gamle cortijos ser ikke ret meget bedre ud, men de er beboede og drives tilsyneladende stadigvæk.

På den anden side af Rio Trevélez fulgte vi en sti til et stykke neden for Rio Culo de Perro, hvor der er endnu en bro. Rabjohns siger nu, at man skal blive på den østlige side af floden til næste bro, men det var simpelthen umuligt. Der var ingen sti, man kunne følge, og på vestsiden var der heller ingen, så vi var nødt til at tage en omvej op over den vestlige skråning, indtil vi kom til et sted, hvor vi kunne se en sti langs flodens vestlige bred. Her lykkedes det os at klatre ned ad skråningen igen, og vi kunne nu følge stien derfra tilbage til Trevélez.

Det blev en tur på 14.7 km med en akkumuleret stigning på godt 980 m. Det var en meget flot tur, som desværre blev lidt ødelagt af stiens tilstand. Der var næsten konstant vand og mudder på stien, og det var anstrengende hele tiden at hoppe fra sten til sten. Et par steder var der så meget vand, at vi var nødt til at tage vandsko på for at komme igennem uden at få vores vandrestøvler gennemblødte.

Del Aguadero ved Laujar de Andarax

I aftes rullede tågen ind over kysten og nåede helt op til Nechite, og der var udsigt til en lidt "køligere" dag med en forventet max temperatur på ca. 28°C. Så det var en god dag til at gå en lidt længere tur ved Laujar de Andarax, tænkte vi. Vi fandt et GPS track på Wikiloc for en sti, der hedder Del Aguadero og som har betegnelsen PR-A37. Her er et Google Earth billede af vores faktiske rute, og til sammenligning viser den grønne rute den tur vi gik den 13. juni:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Det blev en lang tur på godt 21 km og med en akkumuleret stigning på lige knap 1300 m, vores længste og hårdeste tur indtil nu. Vores rute afviger lidt fra PR-A37, da vores downloadede spor vildledte os på tilbageturen (vi gik mod uret rundt), hvor vi kom ind i et område uden stier og med højt græs og ukrudt, som var meget besværligt at gå i. Vi gik derfor op på en grusvej, som ledte os rundt om den kløft, man ser øverst til venstre i billedet. Så vores tur blev godt 3 km længere end den officielle PR-A37, som skærer tværs over den kløft (sammen med Sulayr).

På vejen op gik stien for en stor del i en fyrreskov, som gav os en del skygge, men af og til kom vi ud i et åbent område med en flot udsigt ned gennem kløften:

Gunhild holder en gren i hånden, som hun brugte til at holde fluerne væk med. Det var noget vi lærte i Los Padres National Forest, hvor der altid var mange fluer. Der var næsten lige så mange her, og det var både af den slags der bider såvel som de små irriterende fluer, der bliver ved med at summe rundt om hovedet på én.

Stien starter i en højde af ca. 950 m og når op til ca. 1650 m. Her er vi næsten nået op til det højeste punkt på østsiden af kløften (Barranco del Aguadero), hvorfra man kan se den grusvej, som vi gik tilbage ad på den anden side. Den slår et langt sving for at komme rundt om kløften til venstre i billedet, som hedder Barranco Najada de las Vacas.

Stien går ned til floden, hvor vi sad lidt med fødderne i det kolde vand, før vi gik op igen. Det var en stejl sti, som gik op til en højde af 1650 m igen. Stien følger nu GR-240 (Sulayr), og den skulle vi have fortsat med at følge, men det downloadede spor ledte os ned forbi Cortijo de las Rosas, og det var grunden til, at vi gik forkert, da vi ikke kunne følge sporet.

Da vi nåede den øverste ende af den kløft, hvor grusvejen slår det store sving, blev vi mødt af et kærkomment syn: Et lille vandfald, hvor vi kunne stå i støvregnen fra faldet og få kølet fødderne - eller hovedet - som Gunhild gør her:

På det sidste stykke afveg vi også lidt fra den officielle rute, der følger den samme vej, som vi gik den 13. juni. Vi gik ned ad en lavere vej, som var lidt kortere, men som medførte, at vi måtte krydse floden ad en træstamme og derefter gå langs floden et stykke, før vi kom op til vejen igen:

Det var en flot tur, men 21 km var lige i overkanten. Hvis vi havde sparet de ca. 3 km vi gik for langt, ville det have været perfekt.

Et loop fra Mecina Bombarón til Lastonar

Vejrudsigten lovede lidt lavere temperaturer end i går, så vi besluttede at gå en tur fra Mecina Bombarón, som ligger i en højde af ca. 1200 m. Vi fandt et GPS track på Wikiloc med en ca. 16 km lang rundtur, som går op til et sted, der hedder Lastonar, hvor der er adgang til GR-240 (Sulayr), i en højde af ca. 2000 m. Her er vores faktiske rute:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi gik turen i retningen mod uret. Det første stykke var sammensat af stykker af jordvej og små lokale stier, hvoraf de fleste var tilgroet med ukrudt. Man skal holde godt øje med GPSen for at følge denne sti, og uden GPS sporet ville det have været helt umuligt. Efter ca. 5 km kom vi ud på en god grusvej, som gik i en fyrreskov. Det var lykken, da vi sjældent har svedt så meget, som vi gjorde på det første stykke.

Efter et par km forlod vi vejen og gik op gennem et brandbælte, som førte os til en gammel stenbygning, som formentligt er Lastonar, men der var ingen skilte:

Herfra gik vi tilbage via en anden grusvej, der til sidst møder GR-7, som vi fulgte tilbage til Mecina Bombarón. Det blev en lang tur på 16.7 km med en akkumuleret stigning på 945 m. På nedturen kom vi igennem et område med mange gule blomster af en ny slags, som ligner små takkede stjerner. De to rækker af kasser nedenfor er bistader, som der var mange af i dette område:

Til slut et billede fra et flot udsmykket hus i en af Mecina Bombaróns smalle og stejle gader:

El Chullo

Der var udsigt til endnu en meget varm dag, så vi besluttede at køre op til Puerto de la Ragua, som er et pas i Sierra Nevada bjergene i en højde af godt 2000 m, og gå en tur derfra. Vi nåede passet kl. 10, og bilens udendørs termometer viste en temperatur på 18.5°C. El Chullo er en bjergtop på godt 2600 m, som ligger på den østlige side af passet. Her er et billede af vores rute fra Google Earth, hvor vi kigger mod syd:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi er nu på vej op mod El Chullo, som er særlig flot på denne årstid, hvor den er dækket af gule blomster, en lavtvoksende plante af gyvel-familien:

Efterhånden som vi kommer højere op, kan vi begynde at se de sneklædte toppe af Sierra Nevadas højeste tinder:

Efter ca. 1½ time nåede vi toppen af El Chullo i en højde af godt 2600 m:

Der var kun 4 km til toppen af El Chullo, og vi ville gerne gå lidt længere, så vi fortsatte langs rygningen mod vest. Hele rygningen var et hav af gule blomster. Her kigger vi tilbage mod El Chullo:

Vi kom forbi et skilt som pegede østpå mod Lagunilla Seca, og vi forsøgte at følge stien, men den forsvandt for os, og vi vidste ikke, hvor Lagunilla Seca lå. Vi kunne se en sti lavere nede, så vi gik ned over skråningen til den sti, som viste sig at være returstien fra Lagunilla Seca. Den møder til sidst GR-240 (Sulayr), som vi fulgte tilbage til Puerto de la Ragua. Det blev endnu en flot tur på 13 km.

Da vi kørte derfra, viste bilen en udendørs temperatur på 24.5°C, og det var køligere højere oppe, så det var et perfekt sted at vandre på denne årstid. Da vi nåede tilbage til Nechite ved halvfem tiden var temperaturen igen på 34°C.

En 2-dages tur til Cabo de Gata naturpark

Øst for Almería ligger der et specielt område, som har fået status af en naturpark. Det hedder på spansk Parque Natural Cabo de Gata-Nijár og er det grønne område på nedenstående kort:

Det ville vi gerne se, så vi tog en 2-dages tur derud. Vi fik anbefalet et hotel i Agua Amarga, som hedder Hotel Family. Hotellet og den tilhørende restaurant køres af en fransk familie, og værelsesprisen inkluderer en fin 3-retters middag samt morgenmad. Det er et sted, vi varmt kan anbefale.

Vi kørte direkte til Agua Amarga, og da vi ankom ved middagstid lå der en tåge langs kysten, som også dækkede stranden. Men i løbet af et par timer klarede det op, og vi nød resten af eftermiddagen på stranden.  Gunhild sidder ved den røde parasol:

Det skulle være godt at snorkle langs denne kyst, og det var en af grundene til at vi tog derud. Vi snorklede først ved klipperne langs strandens sydlige ende, hvor der var en del fisk, men de var allesammen grå. Vi prøvede også ved den nordlige ende af stranden, men her var vandet for uklart, og der var en masse brandmænd (red jellyfish).

Her er et billede fra hotellet fra i morges, da vi var klar til at køre videre. Gunhild står på terrassen ved vores værelse:

Vores mål var Cabo de Gatas fyrtårn på halvøens sydlige spids, men der er ingen direkte vej dertil langs kysten. Vi kørte først via byen Fernán Pérez inde i landet ud til kysten igen ved Mirador Amatista. Undervejs kom vi forbi Rodalquilar, hvor der ligger en gammel guldmine:

Efter et stop ved Mirador Amatista, hvorfra der er en flot udsigt op og ned langs kysten, fortsatte vi til byen Isleta del Moro, hvor der ligger en klippe i havet lige ud for byen. Det mindede os om Morro Bay i Californien, men byen ser dog noget anderledes ud:

Der er faktisk to klipper ud for La Isleta. Den inderste er landfast, og her er udsigten fra toppen af den til den yderste klippe:

Herfra måtte vi igen køre ind i landet for at komme til fyrtårnet, Faro de Cabo de Gata. Der går en primitiv vej fra byen San José ned til fyrtårnet, men vi fik at vide, at uden firehjulstræk ville vi ikke have en chance. Vi havde ingen tåge denne morgen, men vejret var meget diset, så vores billeder er ikke alt for klare. Her ankommer vi til fyrtårnet ad en vej, som på det sidste stykke er meget stejl og meget smal:

På østsiden af fyrtårnet er der et udsigtspunkt, hvorfra man kan se nogle pittoreske klipper i vandet, som kaldes Arrecife de las Sirenas. Man siger, at de har fået det navn af søfarere, som hørte sælernes gøen fra klipperne og troede, at det var sirenernes sang:

Vi havde set billeder af dette område og troede, man kunne snorkle ved klipperne, men det var ikke tilladt. Vi måtte gå til en strand på vestsiden af fyrtårnet, som hedder Corralete Beach. Her snorklede vi langs klipperne ved den vestlige ende af stranden og så de samme grå fisk, som vi så i Agua Amarga. Vandet var varmt og meget klart, så vi ville gerne have snorklet noget mere, men vi kunne ikke holde ud at være på stranden for fluer. Desuden begyndte tågen at komme ind, og da vi kørte derfra ved 13-tiden, var fyrtårnet næsten helt forsvundet i tågen.

På vejen hjem gjorde vi holdt ved Las Salinas, som er en saltholdig indsø, hvor en flok flamingoer holder til. Man kan iagttage dem igennem en kikkert fra et overdækket udsigtspunkt. De var ret langt borte, men her er et billede taget med 16x zoom, hvor man lige kan skimte flamingoerne:

Som konklusion på denne tur kan vi sige, at vi nød turen og det at se noget andet, men snorkel-oplevelserne levede helt ikke op til vores forventninger, og Cabo de Gata kysten blegner en smule i sammenligning med Californiens kyst. Vi var godt tilfredse med at vende tilbage til Nechite igen, selvom temperaturen var 34°C, da vi kom hjem ved 17-tiden.

En tur på en lokal sti: Sendero del Agua

Da vi har planlagt en længere tur for de næste to dage, havde vi ikke lyst til at køre nogen steder i dag. Vi blev hjemme, men for at få lidt motion besluttede vi at gå den korteste af de lokale stier: Sendero del Agua, som går mellem Nechite, Válor og Mecina Alfahar. Vi gik først ad GR-7 fra Nechite til Válor. Her ankommer vi til Válor med udsigt til byens centrum med kirken:

Vi gik lidt rundt i byen og forsøgte så at finde fortsættelsen af Sendero del Agua. Men det viste sig at være vanskeligt. Der var ingen skilte, og de folk, vi spurgte, kunne ikke hjælpe. Efter nogle forsøg på at følge forskellige stier syd for byen, måtte vi give op og gå tilbage til vejen, som vi fulgte til et stykke før byen Mecina Alfahar. Her fandt vi en sti, som førte os ind til byen. Her er en udsigt til Mecina Alfahar, og det er Nechite, som kan skimtes ovenfor:

I Mecina Alfahar var der et stort skilt, som viste os fortsættelsen af Sendero del Agua. Fortsættelsen burde føre os tilbage til Nechite, men så nemt skulle det ikke være. Stien førte os tilbage til Válor! Så vi endte med at gå langs vejen tilbage til Nechite.

Så det der var planlagt som en nem lille spadseretur på ca. 4 km endte med at blive en tur på 7.6 km. Men hvad gør det?

En tur på Sendero Sulayr (GR-240) med sidespor

Med udsigt til endnu en varm dag planlagde vi at gå en tur på den høje sti, GR-240, som også kaldes Sendero Sulayr. Der er ikke så mange steder, man kan køre til GR-240, men et af stederne er vejen til Puerto de la Ragua, som går tværs over den østlige del af Sierra Nevada bjergene. Vi kørte derop, og med GPSens hjælp fandt vi det sted, hvor stien krydser vejen. Der er nogle pæle med de rød-hvide GR mærker ved vejen, men de er nemme at overse.

Vi startede i en højde af 1675 m og gik op ad stien mod vest. Her går stien op over en rygning, men følger stort set en konturlinie på godt 1800 m. Vi gik i en fyrreskov, og det så ud til at stien ville fortsætte sådan. Det var lidt for kedeligt, så da vi kom til kanten af rygningen og så et hjulspor, som gik op og ned ad rygningen, besluttede vi at prøve det i stedet for at fortsætte på GR-240. Her er den rute, vi gik:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi gik først ned ad rygningen til et punkt med nogle flotte klipper, hvorfra der var en god udsigt til hele landskabet mod syd med byen Bayárcal mod sydøst:

Vi gik derefter op ad rygningen og nåede til sidst op i en højde af godt 2200 m. Der var en behagelig temperatur på omkring 17-18°C i skyggen efter vores bedste skøn. Der var en masse flotte blomster i denne højde. De er i fuldt flor lige nu, og der var mange slags, som vi ikke havde set længere nede.

På denne tid af året kan det være svært at finde et sted med skygge midt på eftermiddagen, især i et område som her uden træer, så vi var heldige, da vi fandt denne lille hule:

Da vi kom tilbage til vejen, fulgte vi stien ned i kløften mod øst, hvor Arroyo de Palancón løber i bunden. Der står et skilt, som peger med Barranco del Riachuelo, som er den næste kløft langs stien, og hvortil der var 2.5 km. Stien var meget overgroet og så ikke ud til at blive brugt ret meget. Her er et billede fra bunden af kløften med broen over Arroyo de Palancón:

Endnu en fin tur, som blev på ialt 11.7 km.

En vandretur ved Laujar de Andarax

I dag tog vi på en vandretur med Peter og Sylvia, vores værtspar, og to af deres venner, Bill og Jane, som også bor i Nechite, ved en by der hedder Laujar de Andarax, som ligger en god halv times kørsel mod øst. Turen gik i et loop på hver side af floden Rio Andarax i en kombination af to regionale vandrestier, PR-A35 Senda de Monterrey og PR-A36 Senda de la Hidroeléctrica. Det blev en fin tur på ca. 9 km.

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Turen starter i en højde af 950 m, og efter en stejl opstigning på ca. 200 m fortsætter stien langs den østlige side af Rio Andarax i en gammel vandkanal, som går igennem nogle tunneller på sin vej langs klippevæggen. Her er et filmklip fra en af tunnellerne:



Her er et andet billede fra tunnelsektionen, taget fra et filmklip:

Efter at have krydset floden går vi tilbage på den vestlige side af floden. Her er et gruppebillede med udsigt til østsiden af kløften, hvor man ser den gamle hydroelektriske vandledning, som vi gik ovenover:

Vi passerede et vandfald på den øverste del af stien, og til slut kom vi til dette vandfald, som findes ved stiens begyndelse, hvor der er et rekreativt område, som hedder El Nacimiento:

En flot tur og et godt valg på en meget varm dag, da en stor del af stien har skygge. Da vi kom tilbage til Nechite ved 17-tiden, viste termometret 32°C.

Fra Juviles til Trevélez via GR-7

Der var udsigt til en varm dag, så vi valgte at gå et stykke af GR-7 fra Juviles til Trevélez, som ligger lidt højere end resten af GR-7. Vi startede i Juviles i en højde af 1270 m og gik så op over en rygning på 1765 m, hvorefter stien går nedad mod Trevélez, som ligger i en højde af 1450 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Det blev vores mest anstrengende tur indtil nu, med en akkumuleret stigning på 1265 m og en længde (ifølge GPSen) på 19.4 km. Men det blev også en af de flotteste ture, vi har gået. De første 4 km fra Juviles til kanten af rygningen var dog ikke særligt spændende, og vi var lige ved at vende om. Men vi fortsatte heldigvis, og da vi kom over rygningen, blev vi mødt af dette syn:

Det skulle være Mulhacén, det højeste punkt i Sierra Nevada på 3482 m i midten, og toppen til højre er Pico Veleta på 3394 m. Vi nød den flotte udsigt hele vejen ned til Trevélez, som har en skøn beliggenhed:

Her er vi kommet ned til byen, hvor vi krydser broen over Rio Trevélez:

Trevélez er stærkt præget af turismen. Vi sad lidt på en plaza midt i byen, hvor et orkester spillede traditionelle spanske melodier.

På vejen tilbage blev toppen af bjergene efterhånden dækket af skyer, som det sker næsten hver eftermiddag. Men vi var heldige med at have en klar udsigt til toppen hele vejen ned til Trevélez, så alt i alt blev det en meget vellykket tur.

Fra Cádiar til oven for Bérchules

Vi startede i Cádiar ligesom for tre dage siden, men denne gang gik vi mod nord i retning mod Bérchules, idet vi fulgte GR-7. Denne del af GR-7 har en god stigning fra ca. 920 m i Cádiar til ca. 1330 m i Bérchules over en strækning på ca. 5 km. På vejen op gik vi dog udenom byen Naríla og fortsatte lige til Alcútar, en lille by, som ligger ½ km før Bérchules. Her mødte vi to unge mænd til hest, som var i færd med at transportere halm, som anbringes i bøjlerne på hestens sider. Det er ellers sjældent, at man ser unge mennesker, som benytter sig af de traditionelle arbejdsmetoder:

I Bérchules kom vi forbi denne flotte kilde (fuente):

En af de gode ting ved at vandre i Las Alpujarras er, at selv de mindste byer har en kilde med rindende vand, som er rent og koldt, så man behøver sjældent at tage ret meget vand med.

Der var kun godt 5 km til Bérchules, og vi ville godt gå lidt længere, så vi fortsatte mod nord ad en lokal sti, som hedder "Junta de los rios". Den går langs siden af den kløft, hvor floden Rio Grande de Bérchules løber, og går forbi det sted for Rio Chico mødes med Rio Grande. Vi håbede at kunne gå dertil, men undervejs tog vi en forkert sti og måtte gå tilbage, og da vi havde gået 8½ km besluttede vi at vende om. På det sted lå der en gammel ruin i flotte omgivelser:

På vejen tilbage gik vi gennem byen Naríla. Hele turen blev ifølge GPSen på 16.7 km med en akkumuleret stigning på godt 830 m.

Klik her for at se ruten i Google Earth.