På vejen op viste bilens udendørs termometer temperaturer ned til 11°C, men da vi ankom til Parador kl. 11, viste det 18°C, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Så vi startede derfra. Her er vores GPS rute set fra syd i Google Earth:
Klik her for at se ruten i Google Earth |
Da vi nåede kraterranden, kunne vi se, at der lå skyer over kysten mod sydøst, men det viste sig heldigvis, at de ikke dækkede "månelandskabet". Det sted, der kaldes Paisaje Lunar, har hvide klipper, men man kommer først igennem et område med sorte bjerge, som i nogle beskrivelser kaldes "det sorte månelandskab". Vi syntes faktisk, at det var flottere end det hvide:
Stien fra Parador kommer lige ned til den øverste del af stien fra Vilaflor, og Paisaje Lunar ligger 0.6 km henad Vilaflor stien. Der er dog et udsigtspunkt på Parador stien, hvorfra man kan se det hvide månelandskab. Vi gik helt derhen, hvilket forlængede ruten med 1.2 km. Når man har besøgt Utah, er det svært at blive imponeret af Paisaje Lunar, som er et meget lille område med nogle hvide hoodoos:
Returstien var betydeligt sværere at følge, så her var det godt at have et GPS track at gå efter. Stien gik op igennem et område med sort lava og fortsatte op til kraterranden gennem Valle de Ucanca. Det er den dal, vi kigger op i på dette billede:
Det var en flot dal at gå op igennem, og vi så flere planter, som vi ikke havde set før. Det var stadig ret varmt, men da vi kom op over kraterranden, blev vi mødt af en kold vind. Her starter vi på nedstigningen, som var den samme besværlige Ucanca nedstigning, som vi fulgte, da vi gik ned fra Guajara i 2009:
Da vi kom ned var klokken godt 18, så det blev en 7 timers tur på godt 16 km med en akkumuleret stigning på mere end 1300 m. Det skal her bemærkes, at når man kigger på rutens profil i Google Earth får man en kortere længde og en mindre stigning, da Google Earth ikke bruger de højdedata, som er målt af GPSen. Hvis man vil have en mere nøjagtig analyse af sit GPS track, kan den fås gratis på uTrack.
El Teide og Los Roques de Garcia er særlig flotte, når de ses fra vest i lyset af den nedgående sol, så vi kørte lidt ned af vejen mod Boca Tauce og tog dette billede:
En flot afslutning på en god vandretur.
Vældig flotte billeder af gamle Teide og omgivelser, muchas gracias, abuelos,- Go' synda'!!!
SvarSlet