Barranco de Blas og Cuevas Negras

I går havde vi regnvejr, så vi blev hjemme. I morges kørte vi til Teno halvøen for at gå en kombination af to ture. Da vi den 16. oktober gik ned fra Talavera til Los Silos, kiggede vi ned i en kløft, som hedder Barranco de Blas. Den så spændende ud, og der så ud til at være en sti i bunden. Den ville vi forsøge at gå op i, selvom vi ikke kunne finde nogen beskrivelser af den på nettet. Hvis det blev en kort tur, ville vi derefter gå op fra Los Silos ad stien til Cuevas Negras, som fortsætter til byen Erjos, så langt som vi kunne nå.

Vi kom kun ca. 1½ km op i Barranco de Blas, men det blev helt bestemt dagens højdepunkt. Stien til Erjos går næsten hele vejen i en skov uden udsigt, så den var ikke særligt spændende. Men den giver en god work-out, da den har en akkumuleret stigning på ca. 1100 m. Ialt gik vi ca. 13 km med en akkumuleret stigning på ca. 1500 m. Her er vores GPS tracks, set fra nord i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi kørte helt op ad den smalle vej, der går op til starten af Talavera stien og parkerede ved mundingen af Barranco de Blas. Dette område kaldes også Pina, som betyder ananas, men vi så nu ingen. Der er en masse bevoksning i bunden af kløften, men der var en fin ryddet sti hele vejen op. Det er formentligt gjort, for at man kan vedligeholde de vandinstallationer, som findes i kløften. Her er et billede, som viser et moderne vandrør foran den gamle akvædukt på klippesiden:

Kløften bliver efterhånden smallere og mere dramatisk, og der er lavet en trappe af en kombination af sten og beton, som er meget stejlere, end den ser ud til på dette billede:

Der løb lidt vand igennem kløften, og vi passerede et par små vandfald. Efter ca. 1½ km blev kløften meget smal, og Gunhild melder tilbage, at hvis vi vil gå længere end til dette hjørne, kommer vi til at gå i vand:

Det havde vi ikke lyst til, så vi vendte om her. Og kørte så hen til starten af den sti, der går fra Los Silos til Erjos via Cuevas Negras. Som sagt, var det en temmelig kedelig sti, da den næsten konstant går i en skov. Den går også konstant opad, fra en højde af ca. 125 m til 975 m i Erjos. Så det gjorde ikke så meget, at det var blevet overskyet. Vi kunne godt holde varmen. På vejen ned kom solen frem igen, og her er et billede fra den nederste del af stien. Den lille hvide plet er Gunhild:

Cuevas Negras betyder "sorte huler", og dem var der mange af langs den nederste del af stien. Det sted, der hedder Cuevas Negras ligger ca. 2 km oppe ad stien, og her var der ingen sorte huler at se. I stedet var der nogle ruiner af gamle huse, og et af de gamle huse var beboet af en tysk hippie med langt hår og skæg. Ham kom vi til at snakke med, da vi spurgte ham om indgangen til den tunnel, der skulle gå under bjerget mod vest over til Las Moradas stien. Den havde vi læst om på internettet. Det skulle være en 700 m lang tunnel, hvor der løber vand i bunden. Vi havde også læst, at man kan forvilde sig ind i en "vand-mine", hvor der kan være farlige gasser, og i 2007 var 6 vandrere omkommet derinde.

Det var formentlig grunden til, at hippien først ikke ville fortælle os om indgangen til tunnellen, som ligger i nærheden af hans hus, men da han forstod, at vi ikke havde tænkt os at gå igennem tunnellen tøede han op. Han havde boet i Cuevas Negras i 5 år og havde været med til redningsaktionen i 2007. Vi måtte love ham at fraråde enhver at gå igennem tunnellen, som i øvrigt er så lav, at man ikke kan gå oprejst igennem den.