tirsdag den 7. juni 2011

Gennem torden og hagl oven for Nechite

Det ustabile vejr fortsætter. I går besluttede vi at tage til Almería for at se den mauriske fæstning, La Alcazaba, som skulle være ret imponerende. Det viste sig, at La Alcazaba var lukket netop den dag på grund af vedligeholdelse. Så vi kørte ud til Aguadulce i stedet for og havde en fin eftermiddag på stranden med skyfrit vejr og ca. 27°C. Aguadulce lå som i et smørhul af klart vejr med skyer på alle sider. Vandet var rimeligt varmt og vi fik begge en god svømmetur. Da vi kom til Nechite, havde de haft et frygteligt uvejr med hagl og torden og en masse regn.

Vores held skulle imidlertid vise sig at være kortvarigt. Vi besluttede, at vi i dag ville prøve at gå op til rygningen mellem de to kløfter hvor Rio Válor og Rio Nechite løber, fra Nechite siden. Ved hjælp af GPSen fandt vi den sti, som skulle gå op til rygningen fra grusvejen, men den var meget overgroet, og da vi var kommet et stykke op, blev det for vanskeligt at gå længere:

Klik her for at se ruten i Google Earth.
På det tidspunkt var himlen blevet meget mørk:


Det begyndte at tordne og regne, så vi søgte læ under et træ. Det varede ikke længe før regnen blev til hagl, og tordenen bragede omkring os:





Der var flere lyn, som var meget tæt på, og der var nogle tordenbrag, som vi aldrig har hørt magen til, hvor lyden gav genlyd fra kløftens sider.

Da torden og hagl omsider stilnede af, så vi kunne fortsætte, var vejen og kløftens skråninger helt hvide af hagl:


Vi nåede op til en højde af godt 1460 m, og vi stod i læ for tordenvejret i ca. 1400 meters højde. Da vi kom tilbage til Nechite, havde vi gået ialt 10.7 km, og solen begyndte at kigge frem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar