onsdag den 18. september 2013

2013-09-18: El Torcal de Antequera

Vores vært, Mark Dickens, er kunstmaler, og i vores casita hænger der et af hans billeder med nogle flotte klippeformationer (der er flere på hans website markdickensart.com). Han har fortalt os, at motivet er at finde i El Torcal de Antequera, som han bestemt mente, vi kunne have fornøjelse af at besøge. Det ligger lidt nord for Málaga og ca. 90 km fra Sayalonga.

I dag bestemte vi os for at tage en tur derop. Besøgscenteret i El Torcal, der blev etableret som en naturpark i 1978, åbner kl. 10, så vi tog afsted kl. 8:30. El Torcal ligger i en højde af 1200 m, og vores rute gik igennem Villanueva de Concepción, som ligger lige nedenfor mod syd. Da vi kørte igennem Villanueva, kunne vi se, at bjergene nord for byen var dækket af skyer:


Så vi var godt nok noget skeptiske, da vejen op til El Torcal gik lige ind i skydækket, og vores bil viste, at udetemperaturen faldt til 15°C. Stor var vores forbavselse, da skyerne forsvandt netop i det øjeblik, hvor besøgscenteret kom til syne. Under hele vores ophold i El Torcal havde vi solskin og varmt vejr.

Der er to ruter, man kan gå i El Torcal, en grøn rute på 1½ km og en gul rute på 3 km. Der findes også en rød rute på 4½ km, men den kan man kun få lov til at gå med guide på bestemte dage. Så vi valgte at gå den gule rute. Med de afstikkere vi gik undervejs, samt en ekstra lille sidetur op på en rygning, hvor der findes nogle fossiler i klipperne, fik vi gået ialt 5¼ km:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Geologisk set er El Torcal et såkaldt karst landskab, som er dannet for 150 millioner år siden (se en.wikipedia.org/wiki/Torcal_de_Antequera for en nærmere forklaring). De utrolige klippeformationer, der findes i El Torcal, består af eroderet kalksten, som oprindeligt er aflejret på bunden af et hav.

Her er et af de første indtryk, der mødte os på den gule rute:


Klippeformationerne mindede os om de formationer, vi har set i Chiricahua National Monument i Arizona (se en.wikipedia.org/wiki/Chiricahua_National_Monument). Her er formationerne dog af vulkansk oprindelse og består af en stenart, der kaldes rhyolite. Chiricahua er ca. 3 gange større end El Torcal, som dækker 17 km².

Her er et billede, som giver et indtryk af klippeformationernes størrelse:


Lige som Chiricahua har El Torcal flere imponerende balancerende klippeblokke (når de ses fra den rigtige vinkel), og begge steder er som regel nævnt på lister over verdens "most awesome natural balancing rocks", som f.eks. på papalengtraveladventure.com. Her er én fra El Torcal:


Et andet fælles træk mellem El Torcal og Chiricahua er, at man har givet klipperne navne efter hvad de ligner. Somme tider kan det være svært at få navnet til at passe. Her er et parti, som man i El Torcal kalder "The Castle" eller "Slottet":


Og her er en klippe, der kaldes "The Knight" eller "Ridderen":


I El Torcals kalksten, der som nævnt er aflejret på bunden af et hav, findes der fossiler af nogle bløddyr, som kaldes "ammoniter" eller "ammonoider". Dem ser man på den røde tur, men den meget hjælpsomme hollandske guide på besøgscenteret havde lovet at fortælle os, hvordan vi kunne finde nogle af dem, når vi kom tilbage fra den gule tur. Det gjorde han, og vi fandt 4 ammoniter oppe på et højt plateau ikke ret langt fra besøgscenteret. Der var samtidigt en flot udsigt deroppe fra:


Den ammonit, der ses på billedet var den største og mest tydelige af de fire, vi fandt. Her er et billede taget i modsat retning, som også giver et godt indtryk af størrelsen:


Det var en flot tur. El Torcal ligger jo ikke ret langt fra Málaga, og vi kan bestemt anbefale alle turister, der kommer på disse kanter, at lægge turen forbi El Torcal de Antequera.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar