mandag den 9. september 2013

2013-09-09: En tur ved Sedella

Sedella er en lille landsby, som ligger i en højde af godt 650 m ca. 17 km fra Sayalonga. Vejret var klart, da vi kørte afsted kort før middag, men for en sikkerheds skyld tog vi vores paraplyer med. Vores plan var at gå en 10 km rundtur, som er beskrevet i Charles Davis' bog "Walk the Axarquía", hvor den kaldes "Loma de la Fuente". Vi havde det tilsvarende GPS track installeret på vores GPS.

Det viste sig umuligt at følge ruten ved at læse beskrivelsen i bogen, og selv med ruten installeret på GPSen var det vanskeligt, da der er masser af stier i området, og vi måtte tit vende om og gå tilbage, når vi opdagede, at den sti vi fulgte gradvist drejede væk fra ruten. Da vi til sidst gik langs med en vandkanal (acequia) og opdagede, at vi skulle have drejet fra noget tidligere, fortsatte vi langs kanalen i det håb, at vi kunne finde en vej tilbage til ruten fra det sted, hvor kanalen starter inderst i en dyb slugt.

Det viste sig at være umuligt, og da det samtidigt begyndte at tordne og regne, besluttede vi at opgive turen og gå tilbage til Sedella. Vi gik en lidt anden vej tilbage, som man kan se på kortet, hvor det grønne spor viser vores faktiske rute. Det rosa spor viser ruten for "Loma de la Fuente":

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi starter turen i Sedella ved middagstid. Ruten går ned og krydser Río de la Fuente via en gammel romersk bro, Puente Romano, som de åbenbart er meget stolte af i Sedella at dømme efter de mange store skilte, som viser vej til broen:


Vi fortsætter op over en stejl bjergskråning med mange stier, og man skal holde godt øje med ruten på GPSen for ikke at gå forkert. Vi passerer en gammel ruin og kigger her tilbage mod Sedella:


Da vi er på vej langs vandkanalen ind mod bunden af Río de la Fuente dalen, begynder himlen at se lidt truende ud:


Det varer da heller ikke længe, før vi hører de første tordenbrag, og da vi er kommet tilbage til det sted, hvor vi begyndte at gå langs vandkanalen, begynder det at regne. Her krydsede vi en GR-sti, nemlig GR-242, som er afmærket med de sædvanlige rød/hvide mærker. Vi tænkte, at den måtte værere nemmere at gå ned ad, især da vi nu gik med paraplyer. Vi håbede, at den ville gå ned til Sedella.

Det viste sig, at den også var svær at følge, og vi endte med at gå ned ad en stejl skråning, hvor der ikke var nogen tydelig sti. Længere nede ved bunden af dalen fandt vi en sti igen, men om det var GR-242 ved vi ikke, da der ikke var nogen mærker. Det viste sig, at vi var kommet ned i dalen lige oven for Puente Romano.

På vejen tilbage til Sedella, så vi mange små røde insekter på vejen:


Hvis der er nogen, der ved, hvad de hedder, så skriv gerne en kommentar.

Da vi kom tilbage til Sedella, gik vi lidt rundt i byen. Som vi har set i næsten alle de hvide landsbyer, vi har besøgt i Andalusien, er der altid nogen huse, der er flot udsmykkede med blomster:


Vores afkortede tur blev på ialt 7 km.

2 kommentarer:

  1. Ifølge "Collins Complete Guide to Mediterranean Wildlife" hedder de røde insekter "firebugs".

    SvarSlet
  2. Ifølge "Collins Complete Guide to Mediterranean Wildlife" hedder de røde insekter "firebugs".

    SvarSlet