mandag den 16. september 2013

2013-09-16: La Maroma

La Maroma er det højeste bjerg i "Parque Natural de las Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama" med en højde på 2066 m. Vi har en fin udsigt til bjerget fra vores casita. På de fleste dage i den tid vi har været her, er himlen klar over bjerget om morgenen, men meget ofte udvikler der sig skyer, som dækker toppen i løbet af eftermiddagen. Når man vil bestige bjerget, er kunsten derfor at vælge en dag, hvor bjerget ikke bliver indhyllet i skyer om eftermiddagen. Og her er de spanske vejrmeldinger ikke til megen hjælp, så det bliver nærmest et spørgsmål om held.

Her er et billede af vores udsigt, taget en formiddag hvor himlen var helt klar. La Maroma ses i venstre side af billedet:


Der er tre ruter, man kan vælge, når man skal bestige La Maroma: Fra El Alcazar, fra Canillas de Aceituno, eller fra El Robledal. Vi valgte ruten fra El Robledal, som foruden at være den korteste også skulle være den kønneste. El Robledal ligger på nordsiden af bjerget, så vi havde en køretur på ca. 55 km til rutens start, hvor de sidste 5 km var på en grusvej. Der var ingen andre biler at se, og vi mødte i øvrigt ingen på hele turen. Her er den rute vi gik, set fra nord:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Vi havde valgt en dag, hvor vejrudsigten lovede klart vejr, men allerede fra morgenstunden var der nogle skyer på himlen. Vi håbede på, at de ville brænde af op af dagen. Vi starter turen kl. 9:45 i en højde af 1090 m. Temperaturen er ca. 20°C. De første 2½ km går ruten i en skov på en grusvej. Efter godt en time når vi dette udsigtspunkt, som hedder Valle del Temple, hvor vi kigger mod nordøst:


Efter endnu en time kommer vi op i en højde, hvor der gror taks træer. På spansk hedder de tejos, og det er dem, Sierra de Tejeda er opkaldt efter:


Vi er nu kommet ud af skoven, og det ser ud som om vi er kommet over trægrænsen, men vi kan nu ikke tro, at trægrænsen på denne breddegrad kan være under 2000 m (på samme breddegrad i Californien er trægrænsen på ca. 12000 fod):


Efter tre timer når vi den sydlige kant af La Maroma. Højden er 1860 m. Her er en udsigt hen langs kanten mod øst:


Desværre er der en del skyer, og udsigten mod syd er meget diset. Den landsby, der ses midt i billedet, er muligvis Sedella:


Vejen til toppen går hen langs kanten mod vest. Når man ser bjerget nedefra, har man intet indtryk af, at der findes en kant som denne, og hvor dramatisk det ser ud, når man går langs kanten:


For at give et bedre indtryk er her et lille filmklip, som er optaget, mens vi går langs kanten:


Vi har nu kun godt 100 højdemeter op til toppen, men netop i dette øjeblik begynder skyerne at rulle ind over toppen, som snart er helt indhyllet i skyer:


Det er nu blevet ret køligt, og vi ser ingen grund til at gå op igennem den kolde sky til toppen, hvor vi ikke vil kunne se noget alligevel, så vi vælger at vende om.

Det blev en tur på ialt 13 km med en akkumuleret stigning på 950 m. På trods af skyerne synes vi, at det har været vores bedste tur indtil nu. Landskabet var flot, og stien var både nem at følge og tilpas stejl. Turen er absolut ikke ekstremt vanskelig, som nogle af guide bøgerne vil gøre den til.

1 kommentar:

  1. Hola' Abuelos!

    Venter i spænding på fortsættelsen af "up The Rope"/La Maroma:->!

    KH Vos5...i ordentligt efterårsvejr nu!

    SvarSlet