2012-06-15: En tur i Ándara bjergene

Picos de Europa består af tre bjergmassiver, det vestlige, det centrale og det østlige massiv, som på spansk hedder henholdsvis Macizo Occidental (eller Macizo Cornión), Macizo Central (eller Macizo de los Urrieles) og Macizo Oriental (eller Macizo de Ándara). I dag gik vi en tur i det østlige massiv eller Ándara bjergene.

Vi fulgte et GPS track fra Wikiloc. Ruten går fra et sted på vejen mellem Sotres og Tresviso, som hedder Jito Escarandi og ligger i en højde af 1300 m, op til bjerghytten Refugio Casetón de Ándara i en højde af 1750 m. Derfra fortsatte vi op til den sydlige kant af Ándara bjergene i en højde af 2200 m, hvorfra vi havde en flot udsigt til en naturpark med det simple navn "Parque Natural de Fuentes Carrionas y Fuente Cobre Montaña Palentina". Det højeste bjerg i den park er Espigüete på 2450 m. Den højeste top i Ándara bjergene er Morra Lechugales på 2444 m. Blandt de mest populære toppe som mål for vandreture er Samelar på 2227 m og Valdomingueru på 2265 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vejen fra Tielve til Sotres er smal, men i god stand. Det kan man desværre ikke sige om vejen fra Sotres mod Tresviso. Den var kun delvist asfalteret og fuld af store huller. Undervejs havde vi en flot udsigt tilbage mod Sotres. Billedet er taget på vejen tilbage:

Der er en parkeringsplads ved Jito Escarandi, og der holdt allerede en del biler, da vi ankom dertil kl. halv elleve. Vi gik først 4 km op ad en jordvej med en moderat hældning på ca. 15%, til vi kom til bjerghytten, Refugio de Casetón de Ándara, efter knap halvanden time med én pause undervejs. Fra bjerghytten fortsatte vi opad på en smal sti. Her er et billede, som er taget fra stien lige over hytten:

I venstre side af billedet ses den vej, vi kom op ad. Oven for den ses en sti, som vi tog på vejen ned. Den er lidt kortere end vejen, som slår nogle hårnålesving på det sidste stykke op til hytten. Man ser også nogle rester fra den minedrift efter kobber, som man har foretaget i disse bjerge. Undervejs kom vi forbi flere mineskakter.

Vi var nu oppe i en højde af 1800 m og kom forbi de første pletter med sne. Der er mange stier i disse bjerge, og selv med vores GPS track var det sommetider svært at vælge den rigtige, f.eks. når stierne gik næsten parallelt, men i forskellig højde. Når man har gået et stykke ad en forkert sti, vil GPSen dog ret hurtigt afsløre, at man er gået forkert. Det skete for os én gang på vejen op. Her er vi på den rette sti, og udsigten bliver bare flottere og flottere:

På det næste billede kan man se et hul mellem to bjergtoppe, hvor der ligger en del sne. Det hul skal vi op igennem. Et sted gik stien over sneen, så vi valgte at gå tilbage og klatre op ad skråningen til højre for sneen:

Efter at være kommet igennem "hullet" i en højde af 2000 m fortsatte vi op ad en rygning, hvor vi fik et glimt af det centrale massiv i Picos de Europa mellem bjergtoppene mod vest:

Efter lige knap 8 km kom vi op til kanten med udsigt mod syd i en højde af 2200 m. Vi mener, det er Espigüete, som ses i højre side af horisonten:

Udsigten til den centrale del af Picos de Europa var blokeret af bjergene til højre for os, heriblandt Morra Lechugales, den højeste top i Ándara bjergene.

Turen ned blev lidt kortere, da vi undgik de strækninger, hvor vi gik forkert eller tilbage for at undgå sneen, og vi sparede lidt ved at tage stien forbi refugiet. Så det blev en tur på ialt 14.7 km med en akkumuleret stigning på ca. 1250 m. Det var en hård tur, men samtidigt den flotteste tur vi har gået. Udsigten fra toppen var bedre på Cabeza la Mesa, men på denne tur havde vi en flot udsigt så godt som hele vejen. Og så var hele ruten tør, da den lå oven over trægrænsen.