fredag den 1. juni 2012

2012-06-01: Bufones de Pría

I dag ville vi kombinere en indkøbsdag med en tur til kysten. Vores nærmeste større supermarked er i Arriondas (Mercadona), og der kunne vi fint køre igennem på vejen tilbage fra kysten. Der var udsigt til en meget varm dag, så det var en god plan, syntes vi. Det blev også varmt, men desværre viste det sig, at tågen blev hængende langs kysten hele dagen. Ikke desto mindre var det en oplevelse at se den særprægede kyst ved Bufones de Pría, hvor vi gik en tur på 5½ km. Derefter tilbragte vi en times tid på den lille sandstrand ved Playa de Guadamía. På vejen tilbage gjorde vi holdt i Ribadesella for tapas. Her er et kort, der viser beliggenheden i forhold til Asiegu og Picos de Europa (set fra Biscayen):

Klik her for at se ruten i Google Earth
"Los Bufones de Pría" er en strækning på kysten nær ved en landsby, der hedder Llames, hvor klipperne er fulde af sprækker og huller, som i stormfuldt vejr bliver til gejsere. På engelsk kalder man sådanne huller for "blowholes" og på spansk "bufones".

Vi havde stille vejr, så vi så ingen gejsere, men vi kunne høre havet bruse nede i hullerne. Her er et eksempel:


I baggrunden ses en dyb, snæver bugt. For enden af den ligger den lille sandstrand, som hedder Playa de Guadamía, hvor vi senere gik ned. Længere ude ses tågen, som lå langs kysten, og som af og til bølgede ind over os.

Her er en video fra YouTube, som viser, hvordan "Los Bufones de Pría" kan se ud i stormfuldt vejr:




Vi gik ca. 3 km langs kysten. Her er nogle indtryk:




Efter turen langs kysten gik vi ned på Playa de Guadamía. Der var en del tang i strandkanten, men lidt længere oppe var der fint rent sand:


Da vi kom derned, var der ingen andre end os, men senere kom der et andet par. Gunhild var også en tur i vandet. Hun gætter på, at det har været ca. 17°C.

1 kommentar:

  1. Flot rå kyst der, Abuelos, synd med tågen, men det blev vist fin tur alligevel! Lakse-og havørredsæsonen åbnede jo i går, så i morgen må vi ud og prøve nye grejer i Retro. Fortsat God Tur!!!

    SvarSlet