mandag den 4. juni 2012

2012-06-04: Ruta del Cares

I formiddags klarede vejret op, og klokken 11 kørte vi via Las Arenas til Poncebos for at gå den mest populære sti i Picos de Europa: Ruta del Cares. Og det er ikke uden grund, at Ruta del Cares er den mest populære. Den er ret nem at gå uden større stigninger, så alle kan være med, og så går den på en bred klippehylde gennem en imponerende kløft i bjergene med floden Río Cares i bunden, så den er både flot og dramatisk.

GPSen har det altid svært i snævre kløfter, hvor signalet fra satellitterne kan være enten blokeret eller reflekteret fra væggene, så ruten bliver som oftest helt forkert. Som regel kan man redigere turens GPS spor i Google Earth, hvor man i de fleste tilfælde kan se stien, men her på Ruta del Cares er kortet i Google Earth ikke særlig præcist. Hvis man prøver at lægge ruten langs stien, som den ses i Google Earth, får man en højdeprofil, som er helt vanvittig. Det skyldes formentligt, at stien går på en klippehylde med stejle vægge både ovenfor og nedenfor, så en lille fejl i placeringen af stien på kortet kan medføre en stor fejl i højden.

Det spor, der vises på kortet nedenfor, er vores faktiske GPS spor, som er blevet redigeret efter bedste skøn, dvs. punkter som lå langt fra ruten er blevet fjernet eller flyttet:

Klik her for at se ruten i Google Earth
På det første billede er vi kommet godt en kilometer op ad stien. Vi holdt frokost ved ruinen, som ses ca. midt i billedet:


På det næste billede kigger vi op gennem kløften, hvor man kan se stien langs klippevæggen på højre side. Der er stadig lidt sne på den bagerste bjergtop:


Stien er lavet til at vedligeholde en vandkanal, Canal de la Cía, som blev bygget i 1916-21 for at lede vand gennem kløften til kraftværker ved Poncebos og Las Arenas. Kanalen ses nedenfor stenbuen på det næste billede. Nogle steder var kanalen åben for oven, og den var helt fyldt med vand. Andre steder forsvinder kanalen fuldstændig ind gennem bjerget, og man kan ikke undgå at blive imponeret over, at man kunne bygge en sådan kanal for næsten hundrede år siden:


Hele ruten fra Poncebos til Caín er godt 12 km lang, men for tiden er ruten spærret godt 7 km fra Poncebos på grund af et stenskred. Vi gik næsten helt op til det sted, hvor stien var lukket. Det er lige oven for vandfaldet:


Det meste af Ruta del Cares er hugget eller sprængt ind i klippevæggen. Her er et godt indtryk af den dramatiske sti. Det er Gunhild, som står på hjørnet med den røde T-shirt:


Ruten har sit navn efter floden Río Cares, som løber i bunden af slugten. Her er et billede, hvor man tydeligt ser floden:


Det sidste billede er taget ca. 3 km fra Poncebos, hvor der går en sti ned fra Ruta del Cares til en lavere sti, som går langs med floden. Den ses tydeligt på billedet. Den kunne vi godt tænke os at prøve engang:


Det blev en flot tur på godt 14 km. Det er absolut en tur, man ikke bør gå glip af, når man besøger Picos de Europa.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar