søndag den 3. juni 2012

2012-06-03: To lokale vandreture i dårligt vejr

I går var der udsigt til regn om eftermiddagen, så vi tog en tidlig vandretur fra huset i Asiegu op imod Sierra de Cuera. Vi nåede heldigvis at komme hjem, inden det begyndte at regne. Vi fik en masse regn om aftenen og om natten, og her til morgen hang skyerne lavt. Så det gjaldt om at finde en rute, som ikke var for våd. Vi valgte en vej, som starter i Poo de Cabrales og går op på de bjerge, der går langs vejen fra Las Arenas til Poncebos. Det blev til en tur på 9 km i går og 11 km i dag:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Klik her for at se ruten i Google Earth


Tebrandi ligger ved foden af Sierra de Cuera og er et sted, hvor hyrderne holder til om sommeren. Det er godt 3 km dertil fra Casa de Pamirandi. Vejen derop er ret stejl. De stejleste stykker er belagt med beton, mens resten er er en grusvej. Her er en udsigt mod Picos de Europa fra turen derop:


Undervejs mødte vi en dame fra Asiegu, som synes det lyder flot, når man blæser i en konkylie ud over bjergene. Den havde hun fået af mayaerne i Mexico, sagde hun:


Der går en sti fra Tebrandi op til en bjergtop i Sierra de Cuera, som hedder Picu Tiedu. Da skyerne var begyndt at rulle ind over rygningen af Sierra de Cuera, valgte vi at gemme Picu Tiedu til en anden gang. I stedet gik vi et stykke hen ad bjergsiden, før vi vendte om.

På vejen ned kom vi forbi nogle Asturianske får, som så ret specielle ud. De er vist nok af en race, som hedder Xalda får:


På vejen tilbage var skyerne lige i hælene af os, men som sagt nåede vi at komme hjem i tørvejr.

Da vi gik fra Poo til Peña del Alba og Táranu den 27. maj, lagde vi mærke til en vej, som gik op ad den bjergskråning, der går langs vejen fra Las Arenas til Poncebos. Det så ud til at være en rimelig bred grus- eller jordvej, så vi håbede på, at den ikke ville være alt for opblødt efter nattens regn. Bortset fra nogle enkelte steder med vandpytter og mudder, gik det også udmærket. Vejen går først igennem et område med skov, men kommer så ud i det fri, og hvis vi havde haft klart vejr, ville der uden tvivl have været en storslået udsigt.

Vi startede først kl. 13:15 i håb om, at vejret ville klare op, men skyerne blev desværre hængende hele eftermiddagen. Her er et enkelt indtryk af hvordan det så ud:


Efter ca. 5½ km blev vejen lidt for mudret, til at vi syntes det var sjovt, men da var vi alligevel ved at være parate til at vende om.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar