2012-06-17: Poncebos - Camarmeña - Majada de Ondón

Efter en hviledag i går, hvor det samtidigt var dårligt vejr, overvejede vi grundigt, hvor vi skulle gå hen i dag, da det kunne se ud til at blive vores sidste dag med godt vejr. Valget faldt på en tur fra Poncebos (ca. 250 m) via landsbyen Camarmeña (ca. 450 m) op til folden "Majada de Ondón" i godt 1300 meters højde. Det er en forholdsvis kort tur, som så til gengæld er meget stejl. Udsigten skulle være fantastisk, og der blev vi i hvert fald ikke skuffet, som det kan ses af billederne nedenfor.

Da Google Earth er meget unøjagtigt i dette område, og da vores GPS track indeholdt mange fejl, er det svært at angive nøjagtige afstande og højder, men efter at redigere vores track efter bedste skøn, beregner vi en "3D afstand" (dvs. en skrå længde) på 9.7 km. GPSer måler normalt kun en 2D (dvs. flad) afstand, og på de fleste tracks er forskellen mellem 2D og 3D afstand forholdsvis lille. Men på dette track bliver forskellen at mærke, eftersom den gennemsnitlige stigning var på godt 30%. En sektion på 1.35 km havde en stigning på 40%:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi parkerede ved vandkraftværket i Poncebos. Det bliver forsynet med vand fra Canal de la Cía (se Ruta del Cares turen), som bliver ledt ned til kraftværket gennem to store grønne rør. Vi fandt en sti, som går op langs de grønne rør. Der går flere broer over rørene, og vi krydsede over to gange, til vi nåede en højde af ca. 400 m. Det sidste stykke af stien var meget stejlt og helt overgroet med ukrudt (deriblandt mange brændenælder), så vi valgte at gå på vejen det sidste stykke op til Camarmeña.

I Camarmeña gik vi op til Mirador Naranjo de Bulnes, hvorfra der er en fin udsigt til Picu Urriellu, der jo også kaldes Naranjo de Bulnes. Vi tog en del billeder, men det kunne vi godt have ventet med, da udsigten blev meget bedre, da vi kom lidt længere op ad stien:

Slugten, vi kigger op igennem, er Canal del Texu, hvor vi gik op til Bulnes den 28/5. Ruta del Cares går op igennem den slugt, man kan se mundingen af mellem de høje bjerge til højre i billedet.

På det næste billede er vi kommet lidt højere op, og vi kigger mod øst langs vejen, der går fra Poncebos til Tielve. Nederst ses parkeringspladsen ved tunnelbanen, el funicular:

Ruten fortsætter stejlt opad langs klippevæggen, der ses til venstre i billedet ovenfor. Vi holdt to pauser undervejs, inden vi kom op på en grøn bakketop i en højde af godt 1200 m. Herfra var udsigten helt fantastisk. Foruden det centrale massiv af Picos de Europa kunne vi nu også se det vestlige massiv (Macizo Occidental eller Cornión):

Fra bakketoppen var der kun godt en halv kilometer op til de maleriske bygninger ved Majada de Ondón, hvor vores GPS målte en højde af 1320 m. Her er en udsigt mod det centrale massiv:

Neden for bygningerne gik der heste og køer på græs. Der var nu begyndt at komme flere skyer op bag bjergene, hvilket fik silhuetten af bjergtoppene til at træde endnu tydeligere frem. Her kigger vi igen mod det vestlige massiv:

Vi så ikke frem til at skulle gå ned ad den stejle sti, men det gik faktisk bedre, end vi havde regnet med. På vejen ned så og hørte vi en flok gribbe, som åbenbart kappedes om at komme til ved et kadaver på en bjergrygning over for den, vi gik på.

Da vi kom ned, var himlen så godt som helt overskyet, så vi var meget heldige med vejret på denne tur. Den tog godt 7 timer, men vi holdt også mange pauser undervejs. Turen var meget flottere, end vi havde forventet, så det var en fin afslutning på vores vandreferie i Picos de Europa.

Se statistik for vores 19 vandreture i Picos de Europa på GPS statistik for vores ture.

2012-06-15: En tur i Ándara bjergene

Picos de Europa består af tre bjergmassiver, det vestlige, det centrale og det østlige massiv, som på spansk hedder henholdsvis Macizo Occidental (eller Macizo Cornión), Macizo Central (eller Macizo de los Urrieles) og Macizo Oriental (eller Macizo de Ándara). I dag gik vi en tur i det østlige massiv eller Ándara bjergene.

Vi fulgte et GPS track fra Wikiloc. Ruten går fra et sted på vejen mellem Sotres og Tresviso, som hedder Jito Escarandi og ligger i en højde af 1300 m, op til bjerghytten Refugio Casetón de Ándara i en højde af 1750 m. Derfra fortsatte vi op til den sydlige kant af Ándara bjergene i en højde af 2200 m, hvorfra vi havde en flot udsigt til en naturpark med det simple navn "Parque Natural de Fuentes Carrionas y Fuente Cobre Montaña Palentina". Det højeste bjerg i den park er Espigüete på 2450 m. Den højeste top i Ándara bjergene er Morra Lechugales på 2444 m. Blandt de mest populære toppe som mål for vandreture er Samelar på 2227 m og Valdomingueru på 2265 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vejen fra Tielve til Sotres er smal, men i god stand. Det kan man desværre ikke sige om vejen fra Sotres mod Tresviso. Den var kun delvist asfalteret og fuld af store huller. Undervejs havde vi en flot udsigt tilbage mod Sotres. Billedet er taget på vejen tilbage:

Der er en parkeringsplads ved Jito Escarandi, og der holdt allerede en del biler, da vi ankom dertil kl. halv elleve. Vi gik først 4 km op ad en jordvej med en moderat hældning på ca. 15%, til vi kom til bjerghytten, Refugio de Casetón de Ándara, efter knap halvanden time med én pause undervejs. Fra bjerghytten fortsatte vi opad på en smal sti. Her er et billede, som er taget fra stien lige over hytten:

I venstre side af billedet ses den vej, vi kom op ad. Oven for den ses en sti, som vi tog på vejen ned. Den er lidt kortere end vejen, som slår nogle hårnålesving på det sidste stykke op til hytten. Man ser også nogle rester fra den minedrift efter kobber, som man har foretaget i disse bjerge. Undervejs kom vi forbi flere mineskakter.

Vi var nu oppe i en højde af 1800 m og kom forbi de første pletter med sne. Der er mange stier i disse bjerge, og selv med vores GPS track var det sommetider svært at vælge den rigtige, f.eks. når stierne gik næsten parallelt, men i forskellig højde. Når man har gået et stykke ad en forkert sti, vil GPSen dog ret hurtigt afsløre, at man er gået forkert. Det skete for os én gang på vejen op. Her er vi på den rette sti, og udsigten bliver bare flottere og flottere:

På det næste billede kan man se et hul mellem to bjergtoppe, hvor der ligger en del sne. Det hul skal vi op igennem. Et sted gik stien over sneen, så vi valgte at gå tilbage og klatre op ad skråningen til højre for sneen:

Efter at være kommet igennem "hullet" i en højde af 2000 m fortsatte vi op ad en rygning, hvor vi fik et glimt af det centrale massiv i Picos de Europa mellem bjergtoppene mod vest:

Efter lige knap 8 km kom vi op til kanten med udsigt mod syd i en højde af 2200 m. Vi mener, det er Espigüete, som ses i højre side af horisonten:

Udsigten til den centrale del af Picos de Europa var blokeret af bjergene til højre for os, heriblandt Morra Lechugales, den højeste top i Ándara bjergene.

Turen ned blev lidt kortere, da vi undgik de strækninger, hvor vi gik forkert eller tilbage for at undgå sneen, og vi sparede lidt ved at tage stien forbi refugiet. Så det blev en tur på ialt 14.7 km med en akkumuleret stigning på ca. 1250 m. Det var en hård tur, men samtidigt den flotteste tur vi har gået. Udsigten fra toppen var bedre på Cabeza la Mesa, men på denne tur havde vi en flot udsigt så godt som hele vejen. Og så var hele ruten tør, da den lå oven over trægrænsen.

2012-06-14: Cabeza la Mesa

I dag var der udsigt til godt vejr, og udsigten holdt stik. Temperaturen fik et gevaldigt nøk opad. Det var ca. 10 grader varmere end i går, så vi kunne gå helt op til 1600 meters højde i shorts og T-shirt uden at fryse.

Vi havde planlagt at gå fra Tielve op til bjergtoppen "Cabeza la Mesa" og så gå samme vej tilbage. Stien derop var foruden at være stejl meget våd og mudret, så det var en vanskelig tur, og vi så ikke frem til at gå ned ad den glatte sti. Tæt ved toppen mødte vi en gruppe vandrere fra England med to lokale "mountain guides". De skulle gå ned til Sotres, og det var en tør sti, sagde de. Desuden tilbød de at give os et lift fra Sotres tilbage til vores bil ved Tielve, hvis vi ville følges med dem ned.

Det gjorde vi så, og vores rute kom derved til at se således ud:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi startede kl. 10:30 fra et sted lige før Tielve, hvor der står et skilt med "Conjunto etnográfico de interés". Vi er nu kommet et stykke op ad den jordvej, som stien starter med at følge, og kigger tilbage mod bjergene bag Tielve:

Vi startede i en højde af 670 m og holdt den første pause, da vi efter ca. 50 minutter nåede "Invernales del Vierru" i en højde af 1000 m. Jordvejen fortsætter lidt længere, men bliver så til en smal sti. Stien går gennem en tæt bøgeskov og var meget våd og mudret, da den også bruges af de mange køer, der findes i området. Det var temmeligt anstrengende at forsøge at undgå mudderet, og nogle steder var det umuligt. Et sted går stien i et vandløb, hvor man går på store sten og må klatre over væltede træer:

Så det var en lettelse, da vi nåede trægrænsen i en højde af godt 1300 m. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen fyrretræer i Picos de Europa. Det er bøgetræer, som gror op til trægrænsen. Det skyldes, at bjergene består af kalksten, og fyrretræer foretrækker en sur jordbund.  Vi holdt en pause ved trægrænsen, inden vi fortsatte op til toppen. Da vi kommer op på rygningen, får vi det første glimt af de høje bjerge i Picos de Europa. Cabeza la Mesa er toppen til venstre i billedet:

Så har vi nået toppen i en højde af 1610 m, og - som de skriver i vandrebøgerne - udsigten var hele besværet værd:

Den flotteste udsigt var den, som ses på billedet, mod det centrale massiv af Picos de Europa med den markante silhuet af Picu Urriellu til venstre for midten, men der var i øvrigt en flot udsigt hele vejen rundt. Her er vi på vej ned fra toppen og kigger i den retning, hvor vi kom op:

Som sagt i indledningen mødte vi en gruppe vandrere fra England, som vi fulgtes med ned til et sted lidt syd for Sotres, hvor de blev hentet i to vans. Her er vi næsten nede ved grusvejen, som vi fulgte de sidste 3 km:

Det blev en virkelig flot tur på ialt 11 km med en akkumuleret stigning på 1038 m.

2012-06-13: En rundtur mellem Tielve og Sotres

Efter to dage med en masse regn var der i dag udsigt til tørvejr med nogen sol, så vi var ivrige efter at komme ud og gå igen. I går gik vi dog en lille tur fra huset ned til købmanden i Carreña (7½ km frem og tilbage). Vi forsøgte at gå mellem bygerne, men kom til at gå tilbage i øsende regnvejr.

Det skulle blive en kølig dag i dag, så vi valgte en af de laveste ture i midten af Picos Europa. Det var en rundtur mellem landsbyerne Tielve og Sotres. Vi startede i en højde af 675 m og kom op til en højde af 1238 m undervejs. Sotres, som er den højest beliggende by i Asturias, ligger i en højde af ca. 1050 m. Her er vores rute i Google Earth, hvor vi kigger mod øst. Vi gik ruten med uret rundt:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi fulgte stort set den rute, der hedder "Ruta del Monte Camba", og som har Picos de Europa nr. PR-PNPE 20 eller Asturias nr. PR-AS 229, men tog en lidt kortere rute forbi Sotres. Vi fulgte først den officielle rute ud ad det lille sidespor, som ses foroven til højre på vores GPS track, men da vi kunne se, at det blev meget længere, vendte vi om og gik den anden vej. Turen blev på ialt 13½ km.

Vi startede fra Tielve lige før middag ved en temperatur på 12°C og står nu og kigger tilbage mod byen:

Det spanske meteorologiske institut, AEMET, havde lovet os opklaring over bjergene i løbet af eftermiddagen, men det blev mere og mere overskyet i stedet for. Man skulle kunne se Picu Urriellu fra denne rute, og vi mener, at vi så den underste del af det markante bjerg, men toppen fik vi aldrig at se.

Den første del af stien var ret stejl, og vi gik 315 m op i de første 50 minutter. Her er vi kommet op til "Majada de Valfrío" i 990 meters højde, hvor vi holdt vores frokostpause. Bjerget i venstre side af billedet er Monte Camba, som vores rute går rundt om:

Lidt højere oppe (ca. 1080 m) kom vi til "Majada de Tobaos", hvor vi på billedet kigger tilbage i retning mod Tielve:

Herfra gik stien lidt nedad igen, før den klatrede op til 1238 m i passet syd for Monte Camba. Stien var meget våd langs østsiden af Monte Camba, så det krævede mange steder lidt af en balanceakt at holde støvlerne tørre. Ikke desto mindre ankom vi til passet efter kun 2½ time.

Vi brugte lidt mere tid på tilbageturen, hvor vi holdt flere pauser. Her nærmer vi os Sotres, som har en flot beliggenhed mellem bjergene. Desværre hang skyerne nu meget lavt, så udsigten var ikke helt, hvad den kunne have været:

Fra Sotres følger ruten den gamle kærrevej mellem Sotres og Tielve. Den løber parallelt med den nye asfalterede vej (CA-1), som blev bygget for ca. 50 år siden. Vi havde ikke regnet med, at dette stykke ville være særlig interessant, men det viste sig at være en virkelig flot sti:

På trods af det kølige vejr og de lavtliggende skyer var det en flot tur, som vi var glade for, at vi tog.

2012-06-10: En tur fra Mier

Det ser ud til, at vejret i det nordlige Spanien er lige så ustabilt som i Danmark. Vi er i hvert fald i en ustabil periode lige nu, så vi må væbne os med tålmodighed med hensyn til at vandre i de høje bjerge. Det regnede i morges, og der var udsigt til byger om eftermiddagen, så vi fandt en rute af samme slags som den vi gik den 7. juni fra Oceño. Denne gang gik vi fra landsbyen Mier, som ligger 13 km øst for Las Arenas. Vi startede i en højde af 75 m og gik først op ad lang-distance stien GR-109 i retning mod Panes. Efter 4 km forlod vi GR-109 og fulgte PR AS-175 Senda del Jargú ca. 1½ km, til vi ramte de lavtliggende skyer i en højde af 625 m. Her vendte vi om og gik samme vej tilbage:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Fra den første del af stien havde vi en flot udsigt til landsbyen Mier, som ligger syd for en bro over Río Cares til venstre i billedet:

Lidt længere oppe stødte vi som sædvanligt på heste og køer på græs, men desuden var der her en flok æsler:

Ellers er der ikke meget at berette fra denne tur. Det var rimeligt varmt, ca. 22°C, med en smule sol, da vi startede fra Mier, men længere oppe blev det helt overskyet og ret køligt. På det sidste billede er vi kommet op i godt 600 meters højde, og skyerne ligger lige over os, så kort efter vendte vi om:

2012-06-09: Under Ruta del Cares

Det dårlige vejr fortsætter, og i dag skulle det blive rigtigt dårligt med risiko for regn hele dagen. Vi besluttede at prøve den sti langs Río Cares, som ligger neden for det første stykke af Ruta del Cares, som omtalt i vores indlæg for den 4. juni.

Det var tørvejr, da vi kørte fra Asiegu over middag, men det begyndte at regne, da vi ankom til Poncebos. Det var en lørdag, og på trods af det dårlige vejr var der en masse biler parkeret overalt. Vi måtte parkere lidt neden for afkørslen til tunnelbanen ved elværket. Derfra havde vi ca. 1½ km til enden af den grusvej, der går langs Río Cares. Den fortsætter ca. ¾ km længere som en bred sti. For enden af den brede sti var stien begravet i et stenskred, som Gunhild her er på vej over med sin røde paraply:

Men hvem er det så, der går længere henne på den smalle sti? Det ligner da ...

På trods af det dårlige vejr var det en flot tur langs floden. Vi gik langs en imponerende klippevæg, og vi må nok indrømme, at vi var en smule nervøse for nedfaldende sten, især fordi det regnede:

Nogle steder var vi dog godt beskyttet mod både regn og sten, som f.eks. her:

Regnen og blæsten tog til, så paraplyen var ikke nok, men heldigvis havde vi taget vores regnjakker med. Vi havde håbet, at vi kunne gå op til Ruta des Cares via den sti, der går op ad skråningen lidt længere fremme på det næste billede. På vores tur den 4. juni så vi, at der er en forbindelse mellem de to stier på dette sted:

Men vi opgav det, dels fordi det blæste kraftigt omkring dette hjørne, og dels fordi stien var en stejl jordsti, som ville være glat i regnvejr. Så vi gik samme vej tilbage. Det blev en tur på godt 7 km.

2012-06-08: Ruta de Caoru

Vi venter på, at vejret bliver bedre, så vi kan komme lidt højere op i bjergene, men i dag var der desværre udsigt til køligt og mest skyet vejr. Vi ville helst ikke gå i skyerne igen som i går, hvor det faktisk var ret koldt, så vi valgte en sti fra Las Arenas, hvor vi kunne se, at toppen af det bjerg, vi gik op på, ikke var indhyllet i skyer.

Stien vi valgte hedder PR-AS 127 Ruta de Caoru. Den går fra Las Arenas til Tielve og følger en vej, som blev bygget af Romerne for mere end 2000 år siden. Den kaldes "Calzada Romana". Strækningen fra Las Arenas til Tielve er 12.8 km hver vej og går fra en højde af 150 m i Las Arenas op over et bjerg med en højde på 1238 m. Vi gik ca. 5½ km op til en højde af 1050 m og tilbage:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Den første del af ruten går igennem en skov, hvor man især lægger mærke til de mange ældgamle ædelkastanje træer:

I en højde af ca. 600 m kommer vi ud af skoven og har en flot udsigt mod Las Arenas og omegn. Byen i midten af billedet er Poo, og byen foroven er Asiegu, hvor vi bor. Den hvide streg på rygningen øverst til højre i billedet er vejen fra Asiegu til Tebrandi, hvor vi gik op den 2. juni. Den lyse klippe i midten af billedet er Peña Alba, som vi besteg den 27. maj, og lige neden for den ligger Carreña:

På det næste billede er vi oppe i godt 800 meters højde og kigger over mod Cabeza de Juan Robre (875 m høj), hvor vi var oppe den 25. maj. Herfra kan vi se næsten hele den rute, vi gik:

Calzada Romana var en stenbelagt vej, og stenene er bevaret på en stor del af ruten. Da vi kom op til en højde af ca. 900 m, kom vi til nogle områder med køer på græs. De kaldes på spansk for "majadas", som oversættes til "folde" på dansk. Det kunne også ligne folde med de stenmure, der ses på billedet nedenfor, men køerne er nu ikke spærret inde. De kan frit gå over det hele:

I dette område var der ingen sten på stien, så vi har en mistanke om, at bønderne har brugt stenene fra Romervejen til at bygge stenmure med.

Da vi startede kl. godt 10 var temperaturen 16°C, og i starten havde vi en del sol. Det tog os ca. 3 timer at gå de 900 m op til en højde af 1050 m. Nu var himlen blevet helt overskyet, og det var blevet ret køligt. Så efter en frokostpause besluttede vi at vende om. Nedturen tog 2½ time.

2012-06-07: En tur fra Oceño

Vejret var ustabilt fra morgenstunden med udsigt til regnbyger om eftermiddagen, så vi ville helst ikke gå på en smal sti og især ikke på en skovsti. Vi søgte derfor på Google Earth efter en grusvej eller lignende, som gik i åbent terræn, og som ikke lå for langt væk. Vi fandt én, som starter i landsbyen Oceño, og som ligger lidt øst for Las Arenas. Her er vores rute på et kort, hvor vi kigger mod syd:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi kørte fra Asiegu mod Las Arenas over middag og fortsatte 5½ km ad hovedvejen (AS-114) til Mildón, hvor vi drejede fra mod Oceño. De 4 km op til Oceño går i hårnålesving fra en højde af ca. 100 m op til ca. 500 m. Der er flere skilte, som viser en stigning på 12%. På trods af det overskyede vejr var der en flot udsigt på vejen op, og den var endnu flottere på vejen ned.

Ved starten af vores planlagte tur var der et skilt, som viste, at vi gik på vandresti PR-AS 159, og lidt længere oppe var der et større skilt med et kort over ruten, som hedder "Ruta de Trespandiu". Den første del af vores rute op til bebyggelsen Jaces faldt sammen med PR-AS 159, men derefter fortsatte vi op i bjergene mod syd, hvor PR-AS 159 drejer rundt om en bakke mod nord og fortsætter ned til broen Puente de la Vidre, som går over Río Cares ved Trescares.

På Google Earth ser det ud til, at vejen er en grusvej, men de første 2½ km er faktisk dels asfalteret og dels belagt med beton. Halvanden km oppe stod der en bænk, hvorfra der var en fin udsigt til Oceño:

Undervejs kom vi forbi både heste og køer, som gik frit omkring. Det ser ud til at være almindeligt i Asturias. I Asiegu har vi flere gange set både heste og køer gå forbi vores hus inde midt i landsbyen:

Efter 2½ km blev vejen til en grusvej, hvor kun de stejleste hjørner var belagt med beton. Skyerne lå lavt over bjergene ned til en højde af 800-900 m. Det var ellers et flot landskab, som uden tvivl ville have været meget flottere i klart vejr:

Vi nåede op til en højde af 920 m, og til slut gik vi i skyerne:

Vi gik til enden af vejen, hvor det sidste stykke er belagt med beton.  Derfra starter en sti, som vi havde planlagt at gå et stykke op ad, men vi opgav det på grund af skyerne. Vejen var 4½ km lang, men vores tur blev på godt 10½ km, da vi måtte gå tilbage for at hente et par solbriller, som vi havde lagt fra os ved enden af vejen.

2012-06-05: Camino de Tresviso

Vejrudsigten forudsagde, at der ville komme en front ind fra vest i løbet af eftermiddagen, så for at få godt vejr så længe som muligt valgte vi at gå på en af de østligste ruter i Picos de Europa området. Det er en sti, som starter på et sted, der hedder Urdón. Det kan ikke findes på Google's kort, men det ligger ca. 10 km fra Panes i retning mod Potes. Stien går op til landsbyen Tresviso. Indtil midt i 1900-tallet var denne sti Tresvisos eneste forbindelse til omverdenen, og stien kaldes også "Camino de Tresviso". Nu til dags har den fået et nummer, som er PR-PNPE 30.

Hvis Google Earth var unøjagtigt på Ruta del Cares, så er det da helt galt på Camino de Tresviso. Hvis man følger stien, som den ses i Google Earth hopper højden op og ned, men vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at stien konstant gik opad. Den gik fra 85 m i Urdón til godt 900 m på det højeste sted i Tresviso over en afstand på ca. 6 km, så det var en god motionstur. Hvis man åbner ruten i Google Earth og zoomer ind, vil man kunne se, hvor unøjagtigt Google Earth er i dette område:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Da vi kom til Panes, så landskabet lidt mere fladt ud, så vi blev meget overrasket, da vi kørte mod Potes. Det er en utrolig flot vej, som går mellem høje bjerge. Vi havde heller ikke de største forventninger til vandreturen, men det blev faktisk en virkelig flot tur.

Ved starten af turen passerer vi kraftværket i Urdón:

Efter at have krydset Río Urdón to gange begynder stien for alvor at gå opad. På det næste billede kan vi begynde at se murene langs de hårnålesving, som Camino de Tresviso er berømt for:

Og her kan man se, hvordan de ser ud oppe fra:

Billedet af Camino de Tresviso set oppefra er kendt fra postkort, men det giver ikke rigtigt noget indtryk af, hvor stejl stien faktisk er:

Det tog os 2½ time at gå de godt 800 vertikale meter op til Tresviso. Det er en hyggelig lille landsby med én bar:

Ja, der var en bar, men det er nu ikke den på billedet, som desværre var lukket. I baren købte vi et stykke af den picón ost, som Tresviso er berømt for. Det er en cremet, stærk, blå ost, som er lavet af en blanding af ko-, fåre- og gedemælk. Den er virkelig god, synes vi.

På vejen tilbage holdt vi en pause ved Río Urdón:

Det blev en flot tur på godt 12 km. Ifølge skiltet, som står ved starten af stien, skulle den være 5775 m hver vej, men vi gjorde den lidt længere ved at gå op over toppen af bjerget i Tresviso for at se udsigten til den anden side. Her kunne vi bl.a. se den asfalterede vej, som i dag forbinder Tresviso med omverdenen via Sotres.

Camino de Tresviso er en tur, som vi kan anbefale folk i god form. Vi så et par undervejs, som havde det rigtigt svært på vejen op. Stien er mange steder belagt med løst grus, som vores guidebog advarer imod, især på vejen ned, men stien er dog ikke så stejl, at det giver nogen problemer.