fredag den 25. maj 2012

2012-05-25: Cabeza de Juan Robre

I dag gik vi en tur fra Las Arenas de Cabrales, som ligger godt 6 km fra Asiegu:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Det var en flot tur, som gik fra en højde af ca. 150 m i Las Arenas op til toppen af et bjerg, der hedder "Cabeza de Juan Robre" i en højde af ca. 875 m. I vores Rother vandre-guide hedder toppen "Cabezo de Juan Robre", men det mener vi er forkert. "Cabezo" betyder "bakke" på spansk, mens "cabeza" betyder "hovede", og toppen er kendt for at ligne et liggende hovede, som man tydeligt kan se på dette billede fra starten af vores vandretur:


Vi gik ruten mod uret rundt. På den første del gik stien jævnt opad, først gennem en skov og senere langs flotte klipper af lys granit ud til et punkt, hvorfra vi kunne se floden Rio Cares nedenfor:


På det næste billede nærmer vi os rutens hjørne mod øst, og vi kigger tilbage mod Las Arenas:


Ruten fortsætter op over en eng, som hedder Praderías de Nava, hvor der ligger en del gamle huse. De fleste er ruiner, men det så ud til, at et par af husene var beboet. Vi fortsatte nu gennem et område med store sten og en masse mudder, som køerne havde forvandlet til et sandt ælte. Vi undgik mudderet ved at gå en lille omvej. Sierra de Juan Robre har to høje bjerge, og vi kom nu ud på siden af det første bjerg. På det næste billede er vi på vej langs det første bjerg over mod "hovedet", Cabeza de Juan Robre, som er bjerget til venstre:


Og så er vi kommet op på næsen af Cabeza de Juan Robre, hvorfra vi havde en enestående udsigt til alle sider. I baggrunden ses de sneklædte toppe i Picos de Europa, og til højre kan vi se ned til Las Arenas, hvor vi kom fra:


Vi havde nu gået 7½ km, og vi kunne forestille os, at en nedstigning på ca. 725 m over en afstand af ca. 4 km ville blive stejl. Det blev den også, og det blev ikke mindre anstrengende af, at det var meget varmt og fugtigt. Da vi gik ned over den sydlige skråning af bakkerne mod Las Arenas, gætter vi på at temperaturen var nær ved 40°C. Det var som at gå i en bageovn. Da vi kom hjem til Asiegu kl. ca. 17:30 viste bilens termometer 30.5°C.

På trods af det varme vejr og den anstrengende nedstigning er vi enige om, at det var en meget flot tur. Lad os slutte med et billede af Cabeza de Juan Robre, taget fra Las Arenas. Til venstre for "hovedet" ses de bakker, som vi gik ned over på nedstigningen:

1 kommentar:

  1. Flot hiket i overaskende grønt terræn der, Abuelos, men der er vel stadigvæk masser af smeltevand fra højderne. Her har vi badet på vores gamle Vistestranda, besøgt Rebakken og spist græsk i sommerlune Stavanger. KH FamRossen.

    SvarSlet