onsdag den 25. juli 2012

2012-07-25: Gjølsløysdalen

I søndags kørte vi fra Vrådal til Vierli Hyttegrend, som ligger 10 km nord for byen Rauland. Mandag og tirsdag havde vi dårligt vejr, så indtil i dag har vi har kun gået en 5 km tur op til toppen af skibakken. I dag skulle vejret klare op, men det var stadig overskyet og køligt, da vi tog afsted fra huset kl. 13. Vi besluttede at køre gennem Rauland ud ad vej 362, der går langs nordsiden af en stor sø, som hedder Totak.

Vi havde fundet en vej på Garmins Topo Norge kort, som går op over Hardangervidda lidt vest for Totak søen. Vi regnede med, at det var en grusvej, men da vi kom dertil, viste det sig, at det var en asfalteret vej, som kaldes Songavegen, og der var en afgift på 40 kr for at køre derind. Vi parkerede og gik 1.3 km ind ad vejen til et sted, hvor der går en sidevej fra mod Gjølsløysdalen. Da det var en jordvej, tog vi den i stedet for at fortsætte ad Songavegen. Her er vores rute i Google Earth, som i øvrigt har en meget dårlig opløsning i det meste af Norge:

Klik her for at se ruten i Google Earth
Det lille sidespor på ruten viser fortsættelsen af Songavegen, som går op til Songavatnet, der ses øverst til højre. Vejen til Gjølsløysdalen går langs en anden sø, som hedder Venemodammen.

Da vi startede på turen kl. 14, begyndte solen at kigge frem, og da vi kom tilbage godt 3 timer senere, var der næsten ingen skyer på himlen. Vejen langs Venemodammen går et godt stykke oppe over søen, og udsigten er for det meste blokeret af træer, men af og til var der et hul, som f.eks. her:


Ved enden af søen fortsætter jordvejen op i Gjølsløysdalen langs en elv. Bemærk broen, som går over elven længere oppe:


Broen var spærret med et hegn, men den så ud til at være solid nok til at man kunne gå over:


Ifølge Garmins Topo Norge kort skulle der kun være en kort sti på den anden side, mens vejen skulle fortsætte som en smal sti langt endnu på den side, vi gik på. Den sti kunne vi imidlertid ikke finde. Vi gik lidt rundt i buskadset oven for broen, hvor vi stødte på en flok får, inden vi opgav og gik tilbage.

Turen blev på ca. 9½ km. På vejen tilbage havde vi en flot solbeskinnet udsigt over Totak søen, hvor bjergene på nordsiden rejser sig op til Hardangervidda plateauet:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar