2012-02-10: Poris de Candelaria

Der hang tunge skyer over bjergene hele vejen fra Garafía til Tijarafe, så vi opgav vores plan om at vandre i bjergene oven for Tinizara og tog i stedet PR LP 12.2 til Poris de Candelaria - også kendt som "Piratbugten". Vi har godt nok været i "Piratbugten" to gange før, i 2009 og 2010, men det er en utrolig flot vandretur, som man sagtens kan nyde flere gange. I 2010 fulgte vi hele den officielle rute, og det gjorde vi også denne gang. Vi var dog ikke klar over, at GPSen mange steder måler helt forkert, især i huler og dybe kløfter, så den længde vi målte i 2010 på 11.5 km er lidt for lang. På denne tur målte GPSen en længde på 11.8 km, men efter redigering af sporet i Google Earth bliver 2D længden reduceret til 10.4 km, med en 3D længde på ca. 11 km. Den akkumulerede stigning var på 930 meter, så det er en tur, der giver god motion:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi gik ruten i retning mod uret. Vejen ned går ca. 660 m ned på godt 3 km med en gennemsnitlig hældning på 22% på en meget stenet og ujævn sti, så vi blev temmelig overrasket, da vi pludselig så, at en flok mountain bikers kom ned af stien bag os:

Stien går mange steder meget yderligt, så det er en farlig sport. Det er en flot sti, og længere nede får man en fantastisk udsigt langs kysten. "Piratbugten" befinder sig under os:

Bugten går ind i en hule, hvor der er bygget en række små huse ind i klippesiden. Husene er blevet brugt af fiskere. Om bugten har været brugt af pirater er uvist, men "Piratbugten" er jo et godt navn til at tiltrække turister. I alle tilfælde er bugten meget usædvanlig og piktoresk, og vi har nydt hvert af vores 3 besøg:

Ved vores tidligere besøg havde vi stort set hele hulen for os selv, men i dag var der en del turister, selv om vejret ikke var det bedste. Det var overskyet hele vejen ned. Man kan køre ned til bugten ad en stejl betonvej, og de fleste turister kom den vej ned. Gunhild sidder ved et af husene lidt til højre for midten, hvor vi spiste vores frokost.

Returstien er betydeligt længere. Den går først et stykke op ad betonvejen og så ned til en lille strand ved mundingen af en kløft, som hedder Barranco de Jurado. Her er vi kommet et stykke ned og kigger over på den sti, vi skal gå op ad på den anden side af kløften:

I kløftens munding ligger er der bygget nogle fritidshuse. Efter et kort hvil fortsatte vi opad. Her er vi kommet et godt stykke op og kigger op mod Tijarafe, hvor vi startede fra. Himlen over bjergene ser truende ud, men heldigvis blev skyerne liggende deroppe. Vi fik faktisk lidt sol på vejen op:

I en højde af ca. 400 m kom vi forbi det sted, hvor vi i 2010 mødte den cigar-rygende Lope, som inviterede os på et glas vin i sin "bodega", som er bygget ind i klippesiden på et meget øde sted. Desværre var der ikke nogen hjemme denne gang.

På trods af det dårlige vejr blev det en fin tur, som tog ca. 5½ time. Det var ¾ time hurtigere end i 2010, men dengang brugte vi også mere tid i hulen og på vores besøg i Lopes bodega.