fredag den 9. marts 2012

La Palma 2012: Et sammendrag

La Palma er en vandrers paradis, men vores 4-ugers tur til La Palma fra 4. februar til 3. marts 2012 blev af to grunde ikke helt det, vi havde forventet. Den første grund var det sted, vi valgte som base, og den anden grund var det kolde vejr, La Palma havde i februar 2012.

Vi besøgte La Palma i 2009 og 2010, hvor vi gik på de mest populære vandrestier omkring og i La Palmas store krater, Caldera de Taburiente (verdens dybeste krater), langs vulkanerne på den sydlige del af øen, på mange stier langs vestkysten og på nogle enkelte stier på østkysten (se billeder of filmklip på moyn.dk). Den eneste del af øen, vi ikke havde besøgt, var nordkysten, som har nogle flotte vandrestier, men som tit har dårligt vejr med en masse vind, skyer og regn.

For at være tæt på nordkysten valgte vi at bo i Garafía på La Palmas nordvestlige hjørne. Det viste sig at være en fejltagelse, da vejret i Garafía var betydeligt dårligere end længere nede ad vestkysten. Der var meget blæst i Garafía, og de skyer som de fleste dage lå langs nordkysten strakte sig ofte ned over Garafía. På sådanne dage kørte vi sydpå langs vestkysten for at få bedre vejr, og så snart vi rundede hjørnet ved Puntagorda klarede vejret som regel op, og vinden lagde sig.

Vores ture til La Palma i 2009 og 2010 var i januar, som i begge tilfælde var betydeligt varmere end februar 2012. Her er en temperaturstatistik fra ElTiempo.es for Garafía:


I 2010 boede vi ved Tijarafe i en højde af 900 m, men det føltes koldere i Garafía, hvor vi boede i en højde af 550 m, og det var mest på grund af skyerne og blæsten. Den ideelle base for en vinter-vandreferie på La Palma er efter vores mening et sted på vestkysten mellem Tazacorte og Puntagorda i en højde på max 500 m.

Vores placering og det kolde vejr var grunden til, at de fleste af vores 22 vandreture kom til at foregå langs vestkysten. Men vi fik dog gået 5 ture på nordkysten i løbet af de sidste 2 uger, hvor vejret blev lidt bedre. Desuden gik vi 7 ture i Garafía området på øens nordvestlige hjørne. Vi opgav at køre op til krateret, hvor der var sne det meste af tiden. Her er et billede fra den 20. februar, som vi tog på vejen tilbage fra vores vandretur fra Don Pedro til El Tablado:


På trods af det kolde vejr og den dårlige placering af det hus, vi havde lejet, fik vi - som dagbogen viser - gået mange flotte ture, idet vi sørgede for at indrette os efter vejret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar