Del Aguadero ved Laujar de Andarax

I aftes rullede tågen ind over kysten og nåede helt op til Nechite, og der var udsigt til en lidt "køligere" dag med en forventet max temperatur på ca. 28°C. Så det var en god dag til at gå en lidt længere tur ved Laujar de Andarax, tænkte vi. Vi fandt et GPS track på Wikiloc for en sti, der hedder Del Aguadero og som har betegnelsen PR-A37. Her er et Google Earth billede af vores faktiske rute, og til sammenligning viser den grønne rute den tur vi gik den 13. juni:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Det blev en lang tur på godt 21 km og med en akkumuleret stigning på lige knap 1300 m, vores længste og hårdeste tur indtil nu. Vores rute afviger lidt fra PR-A37, da vores downloadede spor vildledte os på tilbageturen (vi gik mod uret rundt), hvor vi kom ind i et område uden stier og med højt græs og ukrudt, som var meget besværligt at gå i. Vi gik derfor op på en grusvej, som ledte os rundt om den kløft, man ser øverst til venstre i billedet. Så vores tur blev godt 3 km længere end den officielle PR-A37, som skærer tværs over den kløft (sammen med Sulayr).

På vejen op gik stien for en stor del i en fyrreskov, som gav os en del skygge, men af og til kom vi ud i et åbent område med en flot udsigt ned gennem kløften:

Gunhild holder en gren i hånden, som hun brugte til at holde fluerne væk med. Det var noget vi lærte i Los Padres National Forest, hvor der altid var mange fluer. Der var næsten lige så mange her, og det var både af den slags der bider såvel som de små irriterende fluer, der bliver ved med at summe rundt om hovedet på én.

Stien starter i en højde af ca. 950 m og når op til ca. 1650 m. Her er vi næsten nået op til det højeste punkt på østsiden af kløften (Barranco del Aguadero), hvorfra man kan se den grusvej, som vi gik tilbage ad på den anden side. Den slår et langt sving for at komme rundt om kløften til venstre i billedet, som hedder Barranco Najada de las Vacas.

Stien går ned til floden, hvor vi sad lidt med fødderne i det kolde vand, før vi gik op igen. Det var en stejl sti, som gik op til en højde af 1650 m igen. Stien følger nu GR-240 (Sulayr), og den skulle vi have fortsat med at følge, men det downloadede spor ledte os ned forbi Cortijo de las Rosas, og det var grunden til, at vi gik forkert, da vi ikke kunne følge sporet.

Da vi nåede den øverste ende af den kløft, hvor grusvejen slår det store sving, blev vi mødt af et kærkomment syn: Et lille vandfald, hvor vi kunne stå i støvregnen fra faldet og få kølet fødderne - eller hovedet - som Gunhild gør her:

På det sidste stykke afveg vi også lidt fra den officielle rute, der følger den samme vej, som vi gik den 13. juni. Vi gik ned ad en lavere vej, som var lidt kortere, men som medførte, at vi måtte krydse floden ad en træstamme og derefter gå langs floden et stykke, før vi kom op til vejen igen:

Det var en flot tur, men 21 km var lige i overkanten. Hvis vi havde sparet de ca. 3 km vi gik for langt, ville det have været perfekt.