Vandre Dagbog

2012-03-01: Playa de Garome

2012-03-01T20:29:00.011+01:00

På den sidste vandredag på denne rejse valgte vi at gå ned til Playa de Garome, som ligger neden for landsbyen Tinizara. Man kan køre helt ned til bananplantagerne, som ses i Google Earth på rygningen mellem de to kløfter, Barranco de Garome og Barranco de Tinizara, men vi parkerede lidt højere oppe for at få en lidt længere vandretur ud af det. Resultatet blev en tur på ca. 8½ km med en akkumuleret stigning på 625 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Her er en udsigt til bananplantagen på den omtalte rygning. Bananpalmerne er overdækket med et net af kunststof, som kun tillader lidt sollys at komme igennem:

Vi startede i en højde af 550 m. Ruten går ned gennem bananplantagen, og ved den nederste ende starter selve nedstigningen til bunden af kløften fra en højde af godt 200 m. Det er en smal og dramatisk sti, som man flere steder har beskyttet ved at opsætte trådnet. Da vi er kommet et stykke ned, har vi denne udsigt til bunden, hvor man kan skimte nogle fritidshuse, som er bygget ind i klippen:

Og så er vi kommet næsten helt ned. Vi står og beundrer udsigten til stranden, Playa de Garome. Det er en strand af sorte lavasten, og der var en stærk brænding, så det var umuligt at bade, men flot var det med den hvide brænding mod den sorte strand:

Vi er nu helt nede, hvor vi forsøgte at gå til højre mod Playa del Camariño, men stien var så dårlig, at vi opgav det. Man kan også gå til venstre over til Playa de Garome ad en smal hylde, som smyger sig langs klippevæggen lige inden for brændingen:

Det gjorde vi senere, men først satte os først i skyggen ved et af husene og spiste vores frokost, mens vi nød udsigten. Det var særligt flot at se brændingen i modlys på baggrund af den sorte strand og den skyggefulde klippevæg mod syd:

Lige neden for hvor vi sad, var der en klippe, som brændingen af og til ramte med et kæmpe sprøjt, så Gunhild skulle lige prøve, hvor længe hun kunne stå der uden at blive våd:

Det blev en fin tur og en passende afslutning på vores vandreferie på La Palma, som har været domineret af vandringer som denne - ned ad høje klippevægge til kysten.

2012-02-29: Rundt om Barranco de la Luz

2012-02-29T21:44:00.009+01:00

Lige øst for Santo Domingo (der også kaldes Garafía) går der en dyb kløft, som hedder Barranco de la Luz. Vi planlagde at gå en rute, som var en kombination af GR-130, PR LP 9 og andre stier og veje. Det var meningen, at vi ville gå ned fra toppen af ruten langs den østlige kant af Barranco de la Luz på en sti, som er afmærket på vores kort, og som vi kunne skimte i Google Earth, men den viste sig at være helt overgroet med buske og krat. Så vi gik i stedet tilbage til den vej, som krydser kløften ud for bebyggelsen El Jaral, og gik ned langs vestsiden. Vores rute blev på godt 12 km med en akkumuleret stigning på 640 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi parkerede i Santo Domingo, og startede med at gå ad GR-130 mod øst, som straks går ned igennem Barranco de la Luz. Her kigger vi tilbage mod byen:

Vi er tit kommet forbi huse med appelsintræer, hvor der ligger en masse appelsiner på jorden og rådner. Det har altid undret og harmet os, at man ikke plukker appelsinerne. I El Jaral så vi dette hus med enormt mange appelsiner på træerene, som ikke så ud til at blive plukket:

Ved toppen af vores rute i en højde af ca. 750 m kom vi ud til kanten af Barranco de la Luz og forsøgte at gå ned ad den omtalte sti, men måtte opgive. Her er en udsigt til den øvre del af kløften:

Så vi må gå tilbage til El Jaral, hvorfra der går en vej gennem kløften, og vi fortsætter ned langs kløftens vestlige kant ad den samme stenbelagte vej, som vi gik på den 7. februar, da vi kom fra Llano Negro:

Til slut et billede af kirken i Santo Domingo:

Det var ikke den mest spændende tur, vi har gået, men der var dog nogle flotte udsigter undervejs, og for en gangs skyld havde vi skyfrit vejr.

2012-02-28: En strandtur til Callejoncito

2012-02-28T22:05:00.010+01:00

I 2010 besøgte vi en strand mellem Las Tricias og Garafía, som vi kaldte Puerto Viejo. Det hedder den på vores kort. Men nu er der kommet et skilt ved afkørslen fra LP-114, som siger "Callejoncito", og på den redningskrans der findes på stranden, står der også Callejoncito.

Man kan køre ned til en parkeringsplads i ca. 140 meters højde, men vi valgte at parkere nær afkørslen fra LP-114 i en højde af 312 m. Vi ville jo også gerne gå lidt. Her er vores rute:

Klik her for at se ruten i Google Earth

På vejen ned til Callejoncito har vi en flot udsigt til den pynt, der hedder Lomada Grande, som vi besøgte i 2010 (se www.ullerup.com):

Som det er almindeligt på La Palma består stranden mest af sten. I baggrunden kan man se nogle fritidshuse, som er bygget ind i klipperne:

Der var dog en lille plet med sand, hvor vi kunne ligge og nyde solen og lyden af brændingen. Heldigvis var der ingen andre end os:

Inden vi gik tilbage til bilen, gik vi en lille tur op i den kløft, der er lige bag stykket med sand. Det viste sig at være en flot kløft, som kunne minde lidt om de røde "slot canyons" i Arizona og Utah. Dog er klipperne ikke glatte, og det så ud til, at der tit faldt sten ned fra de ujævne klippevægge:

Vi tænkte først på at køre til stranden ved Puerto de Tazacorte, men vi var glade for, at vi valgte denne strand. Den er meget flottere, og vi slap for det mylder af mennesker, der altid er på stranden ved Tazacorte.

2012-02-27: Fra Franceses til Gallegos - og retur

2012-02-27T22:24:00.021+01:00

I går holdt vi en "fridag" og blev hjemme ved huset. Vejret var ikke særlig godt, så det med at ligge og dase i solen blev der ikke meget af. I morges var vejret klart i Garafía, så vi tog chancen og kørte igen til nordkysten. Da vi kom til El Tablado, var himlen helt overskyet, men heldigvis klarede det op, da vi kom til Franceses, hvorfra vi havde planlagt at starte dagens vandretur. Vi fik godt vejr et par timer, men så rullede skyerne ind, og resten af turen blev i gråvejr. Heldigvis var der ikke meget vind.

Vi parkerede på hovedvejen, LP-1, og gik ned til vandreruten GR-130. Vi fortsatte på GR-130 ned gennem Barranco de Franceses. Da vi var kommet et stykke op på den anden side af kløften, tog vi en sidesti, som går ud på og ned ad pynten Puerto de Gallegos. Det var absolut turens højdepunkt. Vi fortsatte derefter gennem landsbyen Gallegos og videre til bunden af den næste kløft, Barranco de Gallegos, hvor vi vendte om. Det blev en tur på ca. 11½ km med en ganske betragtelig akkumuleret stigning på ca. 1200 m, så vi følte os godt brugte, da vi kom tilbage til bilen efter lige knap 6½ time:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Efter at vi er gået igennem den østlige del af Franceses, kommer vi ud til kanten af Barranco de Franceses, hvorfra vi kan se over til Gallegos, som er vores mål:

Da vi er kommet et stykke ned i kløften, får vi en flot udsigt langs kysten mod vest, en strækning som vi efterhånden kender ret godt. Vi kan se pynten med La Fajana, på rygningen ses El Tablado omgivet af de to dybe kløfter, Barranco de Los Hombres og Barranco de Fagundo, og i baggrunden ses Punta de Juan Adalid:

La Palmas nordkyst er domineret af de mange flotte kløfter, og Barranco de Franceses er en af dem, omend knap så flot som Fagundo eller Los Hombres:

Til gengæld har Barranco de Franceses en imponerende pynt på østsiden, som hedder Puerto de Gallegos. Her er der lavet en trappe ned til vandet. Vi synes, at denne pynt er særlig flot, fordi den ikke er beskæmmet af fritidshuse, som de fleste af de andre pynter. Vores GPS målte en højde af 170 m på toppen af pynten. Her er vi kommet et godt stykke ned trappen:

På det næste billede sidder vi ved bunden af trappen og nyder udsigten og lyden af bølgerne. Vores GPS målte en højde af 30 m på dette sted, så det var en nedstigning på ca. 140 m:

Vi fortsatte op igennem landsbyen Gallegos og gik videre ad GR-130 i retning mod Barlovento til bunden af Barranco de Gallegos, som blegner lidt i forhold til de andre kløfter, vi har set på nordkysten. Der vendte vi om, og vi kigger nu tilbage mod Franceses, hvor vi kan se vores retursti sno sig op ad kløftens modsatte side. Det er en af den slags udsigter, som kan være lidt intimiderende, da det ser ud til at være meget langt op til byen:

På vejen op til Franceses kom vi forbi nogle marker med en plante, som kaldes ñame på spansk. Den hedder yams på engelsk, og i andre dele af verden kaldes den taro. Den bruges ligesom vi bruger kartofler:

Det blev en anstrengende men flot tur, med nedstigningen til Puerto de Gallegos som højdepunktet.

2012-02-25: Punta de Juan Adalid

2012-02-25T22:17:00.008+01:00

På La Palmas nordvestlige hjørne er der en pynt som hedder Punta de Juan Adalid, opkaldt efter landsbyen Juan Adalid, som ligger lige ovenfor. Juan Adalid er bedst kendt for sine 5 store vindmøller, som kan ses vidt omkring. De står på en bakke oven for landsbyen. I 2010 gik vi en tur fra Garafía (Santo Domingo) til vindmøllerne ved Juan Adalid. I dag kørte vi ned til vindmøllerne, hvor vi parkerede. Vejen derned er smal og snørklet, men også meget flot, da den går igennem et utroligt grønt og frodigt område. Det står i stærk kontrast til området neden for vindmøllerne, som ser helt ørkenagtigt ud med meget lidt vegetation.

Vi havde tegnet en rute i Google Earth, som vi fulgte, dog med flere afstikkere undervejs. Hele turen blev på knap 13 km med en akkumuleret stigning på 680 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth

På vejen ned fik vi øje på et lille kapel, som står på toppen af en bakke, der hedder Cerro del Cerradero, så vi tog først en afstikker derop. Nedenfor ses Punta de Juan Adalid, og til venstre for bakken er der en kløft, som hedder Barranco de Domingo:

Da vi kom ned til kysten, kunne vi se, at der er en sti, som går ned i kløften tæt på mundingen. Her kigger vi ned i den flotte bugt, som findes i mundingen. Den hedder Caleta de la Zorzita:

Her holdt vi en pause, mens vi nød udsigten, og fortsatte så op i kløften til den sti, som går op på den modsatte side. Her blev vi mødt af et utroligt flot syn. Kløften er bevokset med en masse kaktus af den slags, der hedder søjlevortemælk, som er særligt flotte mod baggrunden af de sorte lavasten:

Vi fortsatte ad den sti, som går op ad kløften mod vest, idet vi håbede, at den ville gå op langs kløften til en sti, som vi havde set på vejen ned, og som går tværs over kløften oven for Cerro del Cerradero. Det ville have været en fin rundtur, men desværre fortsatte stien langs kysten, så vi vendte om efter ca. ½ km.

Vi gik tilbage over kløften og fortsatte ud langs pynten, Punta de Juan Adalid. I 2010 snakkede vi med en lokal fyr, som vi mødte i Barranco de la Luz, og han fortalte om de mange små pools, som findes i klipperne ved Juan Adalid og viste os billeder, hvor de badede i disse pools. Vi gik rundt langs kanten af pynten, hvor vi kunne se ned til nogle flotte klippeformationer og mange små pools langs kysten. Vi kunne ikke umiddelbart se, hvordan man kommer derned:

Fra pynten fortsatte vi den rute, vi havde tegnet i Google Earth. Den gik op ad en stejl skråning øst for pynten. Der var en utydelig sti, men det var i øvrigt et nemt terræn at gå i, da det for det meste bestod af græs og klipper. Her kigger vi tilbage, da vi er kommet et stykke op:

På trods af landskabets lidt kedelige udseende og det kølige vejr blev det en fin tur med mange flotte indtryk. Undervejs mødte vi en gruppe med en lokal "hiking guide", som var forbavset, da han mødte os. Han fortalte, at han ellers aldrig mødte andre vandrere i dette område.

2012-02-24: Fra El Tablado til Franceses - og retur

2012-02-24T22:34:00.008+01:00

Det var klart vejr i Garafía, da vi kørte afsted mod nordkysten kl. 11:15. Det var også fint, da vi ankom til El Tablado, og de første par km af vores tur havde vi klart solskin. Men så begyndte skyerne at rulle ind, og resten af turen var mest skyet med lidt sol ind imellem. Ikke desto mindre blev det en meget flot tur. Vi har svært ved at sige, om det er denne tur eller turen fra Don Pedro til El Tablado, som har været den flotteste indtil nu.

Vi fulgte GR-130 med et par afvigelser. På vejen tilbage tog vi en afstikker ned til landsbyen La Fajana, som ligger helt nede ved kysten. Ruten blev på godt 11 km med en akkumuleret stigning på 980 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi er ankommet til El Tablado, som har en helt utrolig beliggenhed på en smal bjergrygning med en dyb kløft på hver side. Her kigger vi mod øst, som er den retning, vi skal gå:

Vi er nu kommet et lille stykke ned, og vi kigger ned i den kløft, vi skal gå igennem. Den hedder Barranco de Los Hombres. Nede ved kysten ligger La Fajana, som har en utrolig flot beliggenhed:

Lidt længere nede kommer vi til et udsigtspunkt, som hedder Mirador El Topo, hvorfra vi kigger op i kløften. Klippen lige til venstre for udsigtspunktet er en stenbue, og under den er der en dyb hule:

På det næste billede kan man tydeligt se den sti, vi kommer til at gå op ad på den anden side af kløften. Desuden kan man se den asfalterede vej, som går fra Franceses og ned til La Fajana:

Det var en flot tur ned til bunden og op igen på den anden side. Da vi kom til de første huse i Franceses vendte vi om og gik et stykke på den asfalterede vej på tilbagevejen. Vi er nu kommet ud til kanten af kløften igen og kigger over mod El Tablado og den sti, vi kom ned ad på vestsiden:

Men inden vi vi går i gang med at tackle den, tager vi en afstikker fra GR-130 ned til La Fajana. Vi går på asfaltvejen det sidste stykke derned og tager en markvej tilbage til GR-130 i bunden af kløften. Det er den vej, der ses oven for bananplantagen:

Vi går helt ud til den store klippe på Fajana-halvøen, hvor der er en flot udsigt langs kysten mod øst:

Det blev en meget flot tur, som tog os ialt 5¼ time.

2012-02-23: Puerto de Puntagorda og El Palito

2012-02-23T21:50:00.009+01:00

I går blev det en indkøbs- og stranddag. Det var overskyet og koldt i Garafía, så vi kørte til Puerto de Tazacorte, hvor det var letskyet og meget varmere. Gunhild fik sig sågar en svømmetur. Hun mener, vandet var ca. 18°C.

I morges var det igen overskyet i Garafía, så vi besluttede at tage lidt ned ad vestkysten. Vi fandt en vej på kortet til en pynt, som på vores kort hedder Punta del Serradero. Det ligger ud for Puntagorda, og da vi kom derud, stod der Puerto de Puntagorda på skiltene. Vi gik en rundtur på ca. 4 km ud til pynten og fortsatte så til den næste pynt mod syd. Der var vi også i 2010, hvor vi kaldte turen "Playa Camariño". Nu er der kommet skilte, som kalder stedet for El Palito, og ruten er blevet afmærket med grønne og hvide striber, som er det symbol, der bruges for lokale stier. Her er vores rute, som blev på godt 9 km med en akkumuleret stigning på knap 800 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Ved Puerto de Puntagorda er der en trappe, som går helt ned til vandet over en lodret strækning på ca. 100 m. Fra trappen er der en flot udsigt langs kysten:

Ligesom vi har set det på mange andre pynter langs kysten, har man her bygget fritidshuse ind i klipperne:

Vi holdt vores frokostpause på klipperne ved bunden af trappen, og et flottere sted kunne man ikke ønske sig:

Mens vi sad her, kom turistskibet "Bussard" forbi. Den sejler ud fra Puerto de Tazacorte, og det så ud til, at den vendte her ved Puerto de Puntagorda. I nederste venstre hjørne ses lidt af en pool, som er lavet på en genial måde, således at bølgerne hele tiden pumper vandet op og igennem poolen.

Vi fortsatte mod El Palito. Vi havde glemt, hvor stejl denne sti faktisk er. Google Earth måler en gennemsnitlig hældning på 30%. Da der er en del løst sand og grus på stien, er den også anstrengende at gå ned ad. Men flot er den. Her er et indtryk fra den øverste del:

Playa del Camariño ligger i den første lille bugt, der ses på billedet, men stien går faktisk ned i bugten før, så det er nok derfor, at stien ikke hedder Playa del Camariño. El Palito betyder "pinden", og vi gætter på, at navnet hentyder til den store fristående klippe, som ses til venstre i billedet tæt på klippevæggen. Bugten efter Playa Camariño er mundingen af Barranco de Garome, hvor Playa de Garome skulle findes.

Foruden at være anstrengende er stien til El Palito også meget flot med farverige klippevægge, og undervejs kommer man igennem en lille tunnel:

For enden af stien belønnes man med en god bænk, hvor man kan hvile ud inden opstigningen:

Vi prøvede at gå over til Playa del Camariño. Det kan ikke lade sig gøre langs stranden, men lidt højere oppe er det måske muligt. Vi gav imidlertid op, da vi kom til et faretruende hjørne lige efter den store klippe, som vi mener er "El Palito".

2012-02-21: En rundtur fra La Zarza til Don Pedro

2012-02-21T20:08:00.007+01:00

I morges var det skyfrit i Garafía, og satellitkortet viste ingen skyer omkring La Palma. Ikke desto mindre var det skyet, da vi ankom til La Zarza på nordkysten, og vi havde skyet og køligt vejr på det meste af vores tur. Men uanset vejret så blev det en flot vandretur igennem meget varieret terræn. Vi fulgte den rute, der hedder PR LP 9.2, og gik ruten med uret rundt:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Den første del af turen var den mest særprægede. Her går vi langs en bæk, som løber i bunden af en mindre kløft. Kløften er tilgroet med laurbærtræer, og der er meget fugtigt med masser af bregner og mos på træerne. Der hersker en eventyragtig atmosfære, som de næste billeder måske kan give et lille indtryk af:

Efter ca. 3½ km kommer vi ud af skoven, og efter yderligere 1½ km ad veje og stier ankommer vi til Don Pedro:

I går parkerede vi ved den store hvide bygning i baggrunden til højre. Derfra følger ruten GR-130 mod El Tablado på de næste 1½ km til kanten af Barranco de Fagundo. Her forlader vi GR-130 og går op langs kanten af kløften. Vi er i en højde af 365 m og skal op til La Zarza, som ligger i en højde af 1000 m. Det er en lang og anstrengende opstigning, som for det meste er ret kedelig uden meget udsyn bortset fra et par steder, hvorfra vi kan nyde synet af Fagundo kløften med El Tablado i baggrunden:

Undervejs holdt vi hvil ved en kilde, som hedder Los Dornajos, hvor der var et picnic bord. Det blev en tur på ialt 11.8 km med en akkumuleret stigning på 840 m.

2012-02-20: Fra Don Pedro til El Tablado - og retur

2012-02-20T21:53:00.011+01:00

Grunden til vi valgte Garafía som vores base var, at vi gerne ville udforske La Palmas nordkyst, hvor vi ikke har været på vores to tidligere ture til La Palma, og som skulle være særlig flot. Desværre har nordkysten også meget dårligt vejr, og indtil nu har det været skyet og blæsende hver dag. I dag vovede vi forsøget, da det så ud til at blive rimeligt klart vejr i Garafía. Men desværre var det overskyet, da vi kom til Don Pedro, og det blev en kold tur med skyer og blæst det meste af vejen. Vi fik dog en smule solskin på tilbagevejen. På trods af det dårlige vejr var det en meget flot tur, og nordkysten levede absolut op til sit omdømme:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Ruten går igennem en af La Palmas flotteste kløfter, Barranco de Fagundo. GPSerne har som regel problemer med at foretage nøjagtige målinger i dybe kløfter, og det skete også her, så den rute, der er vist ovenfor er redigeret så godt som muligt i Google Earth. Afstande og højdemålinger må derfor tages med et gran salt, men vi mener, at turen var på ca. 9½ km med en akkumuleret stigning på ca. 950 m. Det var i hvert fald en ret god motionstur.

Efter 1½ kilometers gang fra Don Pedro nåede vi til kanten af Barranco de Fagundo, hvorfra vi kunne kigge over til vores mål, landsbyen El Tablado. Dette billede er taget på tilbagevejen, hvor vi fik nogle enkelte solstrejf. På den modsatte side af kløften ses den sti, vi skulle gå op ad:

Det var en dramatisk sti ned til bunden af kløften, hvor vi gik ned gennem flodlejet til kysten:

For at komme helt ned til vandet måtte man gå ned ad en stige, som man kan se lidt af til højre i billedet. Den så dog meget skrøbelig ud, så vi nøjedes med udsigten fra kanten.

På vejen op til El Tablado fik vi et godt indtryk af den sti, vi var kommet ned ad. Pynten hedder Proís de Don Pedro:

Her er et eksempel på, hvordan stien så ud:

Vi er nu kommet igennem kløften på vejen tilbage og kigger tilbage mod El Tablado. På det forrige billede stod Gunhild ved den gule pil:

Til slut et billede taget op igennem Barranco de Fagundo, da vi er kommet op til kanten af kløften på San Pedro siden:

Denne tur bliver ofte beskrevet som en af La Palmas flotteste vandreture, og det kan vi kun tilslutte os.

2012-02-19: Rundt om Cueva de Agua

2012-02-19T21:13:00.008+01:00

I dag tog vi en tur i området omkring landsbyen Cueva de Agua. Den 6. februar gik vi en tur ad GR-130 på den strækning, der kaldes Cueva de Agua, men stien går ikke gennem landsbyen. Vi planlagde en tur, som gik gennem landsbyen og derfra op i bjergene mod øst:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Cueva de Agua er en lille original La Palma landsby, som stort set er uberørt af turismen. Her er en udsigt til byen fra stien ovenfor til venstre på kortet:

Vi fortsatte af den sti, til den ikke gik længere. Stien fulgte en akvædukt og den endte ved Barranco de Fernando Porto, hvor vandet bliver ledt over kløften i en rørledning, som vi har set det i flere andre kløfter. Herfra havde vi en fin udsigt ned i Barranco de Fernando Porto, som vi gik op igennem den 14. februar:

Vi gik op ad bjergsiden til højre i billedet og endte med at komme op på den pynt, der stikker ud i kløften. For enden af pynten ligger der en gård, som holder geder. Gederne ses til højre for bygningerne, som er delvist bygget ind i klipperne:

Vi gik tilbage og fortsatte derefter ad en sti, som går op langs den næste kløft mod syd. Den hedder Barranco del Atajo. Det er stien øverst til højre på kortet. Det er en flot sti, som går langs en smal bjergrygning igennem en fyrreskov med udsigt til kløften mellem træerne. Der er ikke mange turister, som finder den sti. Vi gik tilbage til den øverste del af landsbyen ad landevejen, og fortsatte så nedad på en sti, som går langs kanten af Barranco del Atajo. Her er en udsigt fra det stykke:

Til slut har vi et kønt motiv fra den nederste del af Cueva de Agua med et drageblodstræ i blomst:

Alt i alt en fin tur på godt 10 km.

2012-02-18: Ned gennem Barranco de Izcagua

2012-02-18T19:22:00.009+01:00

Med et par forkølede hoveder og mere dårligt vejr blev det kun til en kort tur på 5½ km i dag. Vi valgte at gå ned i Barranco de Izcagua ad en godt gemt rute, som vi fandt i 2010, og så prøve at gå ned gennem kløften, idet vi håbede, at kløften ville skærme os for den kølige blæst. Det lykkedes os at gå ca. 1½ km ned langs bunden af kløften, inden vi blev standset af et fald, som vi ikke kunne klatre ned ad:

Klik her for at se ruten i Google Earth

I 2010 fandt vi en gammel vej, som går ned til bunden af Barranco de Izcagua fra Puntagorda siden (sydsiden). Noget af vejen er belagt med beton. Her kigger vi op i kløften mod det sted, hvor vi gik over den 9. februar:

Der er godt 1 km ned til bunden, hvor der findes en bygning og en installation, som ikke længere bruges. Det så ud som det gjorde i 2010. Vejen er uden tvivl lavet for at betjene denne aktivitet, hvad den så end har været:

Vi fortsatte nu ned gennem kløften. Det gik fint det første stykke, hvor vi gik i et flodleje af sand. Et stykke nede kom vi forbi et vandrør, som går tværs over kløften. Dette vandrør fortsætter i en akvædukt af beton oven for kløften, og vi har set, hvorledes denne akvædukt krydser andre kløfter langs La Palmas vestkyst:

Længere nede blev kløften smallere, og der var en masse vegetation, som vi skulle igennem. Det værste var, at der nogle steder var fuldt af brombærranker. Flere steder var der små fald, som vi måtte klatre ned ad, men efter ca. 1½ km kom vi til et, som var lidt for dybt. Her er vi på vej op igen over et af de fald, som vi kunne klare:

På vejen op stødte vi på en bjergbestiger, som var i gang med at klatre op ad kløftens væg mod nord:

Gad vide om denne bjergbestiger hører til "Izcagua Grupo Montañero", som vi har læst om på www.izcagua.com?

2012-02-17: Punta de Gutierrez

2012-02-17T20:45:00.009+01:00

Vi tog afsted ved 11-tiden og kørte til Puntagorda og derfra ud mod et punkt på kysten, som hedder Punta de Gutierrez. Vi havde fundet en jordvej på kortet, som gik ud til pynten, men ellers vidste vi ikke noget om stedet. Det viste sig at være et interessant sted med en flot udsigt langs La Palmas klippekyst. Der er lavet en trappe, så man kan gå ned til en højde på ca. 50 m over havet, og der er også en sti, som går helt ned til stranden. Her er vores rute, som blev på ialt 9½ km:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Da vi var kommet et stykke ned åbenbarede der sig en flot udsigt langs kysten mod nord. Den første pynt er Lomada Grande, og i baggrunden ses Puerto de Garafía med klippen Proís de Santo Domingo ude i vandet:

Punta de Gutierrez er splittet i to dele af en snæver kløft, og Google Earth viser, at der går en vej til begge sider af pynten. Der er dog ikke meget af en vej tilbage på den nordlige side, men vi gik alligevel derud over stok og sten. På pynten er der bygget tre store mure, men vi kan ikke forestille os, hvad formålet med dem har været. Herfra kunne vi kigge over på den sydlige side af pynten, hvor der er to udsigtspunkter og en imponerende trappe, som går ned langs kanten af den stejle pynt:

Det lykkedes os at gå gennem kløften over til den sydlige pynt. Deved sparede vi en omvej på ca. 3 km. Vi fik vores frokost på det nederste udsigtpunkt, hvor der er en bænk, og var så klar til at gå ned ad den utrolige trappe. Her står Gunhild et stykke nede:

Det nederste udsigtspunkt befinder sig i en højde af godt 100 m, og man kan gå ned til ca. 50 m over havet. De skummende pletter på havoverfladen skyldes undersøiske klipper, som når lige op til overfladen. Den trappe er så fantastisk, at man skulle tro, at turisterne ville flokkes til stedet, men vi så ingen.

Man kan køre dertil i bil, men det skal helst være en firehjulstrækker. For enden af vejen er der en sti, som går helt ned til vandet. I modsætning til trappen er der ikke gelænder hele vejen ned, og en stor del af stien er belagt med løst sand og grus, så vi nøjedes med at gå et lille stykke ned. Det er Gunhild, der står og vinker:

På vejen tilbage tog vi en afstikker til et udsigtspunkt, der hedder Mirador Montaña de Matos. Det var i mellemtiden blæst op, så udsigten langs kysten var ikke så klar, som da vi kom. Udsigten op imod bjergene var bedre:

Det blev afslutningen på en fin tur, som langt oversteg vores forventninger.

2012-02-16: En rundtur fra Puerto de Tazacorte

2012-02-16T19:21:00.010+01:00

Indtil nu har vejret været koldere og mere ustabilt, end det var på vores to tidligere besøg på La Palma, som begge var i januar. Ejeren af det hus, vi har lejet, bekræfter, at det har været usædvanlig koldt for februar, og han mener, det har noget at gøre med den kuldebølge, det meste af Europa har oplevet. I går var det særlig koldt med mange regnbyger, så vi blev hjemme.

Udsigten var heller ikke særlig god for i dag, så vi besluttede at køre ned til Puerto de Tazacorte og gå en tur derfra. Puerto de Tazacorte ligger midt på vestsiden af øen helt nede ved vandet og er et af de varmeste og mest solrige steder på La Palma. Vi gik ruten i retning mod uret:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi starter vores tur med at gå ned til stranden i Puerto de Tazacorte. Herfra kigger vi op gennem Barranco de las Angustias mod La Palmas store krater, Caldera Taburiente, hvor der ligger sorte skyer over toppen:

Vi fortsætter mod byen Tazacorte, som ligger lidt oppe i landet. Undervejs går vi igennem nogle bananplantager og tager en afstikker ud mod kysten, hvor vi til vores forbavselse finder en anlagt strandpromenade, som hedder "Paseo Litoral". Nedenfor er der en flot sort sandstrand, hvor der ikke er et menneske. Her er vi på vej tilbage fra kysten mod Tazacorte gennem bananplantagerne:

Efter et besøg i et supermarked i Tazacorte fortsætter vi mod Los Llanos ad hovedvejen. Vi fik lidt regn undervejs, hvor vi fik brug for vores medbragte paraplyer. Lige før vi kommer til Los Llanos støder vi på GR-130, som vi tager ned gennem Barranco de las Angustias. Her er vi kommet et godt stykke ned og kigger op gennem kløften, som på det nederste stykke er fuld af bananpalmer:

Da vi kommer lidt længere ned, får vi en flot udsigt over bananpalmerne til Puerto de Tazacorte, som ligger i kløftens munding:

Tilbage i Puerto de Tazacorte går vi en tur ned til stranden, inden vi kører hjem. Selv på en kølig dag som denne med dårligt vejr over det meste af øen, er det varmt nok i Puerto de Tazacorte til at folk ligger på stranden:

Det blev en fin tur på godt 11 km, som tog ca. 4 timer.

2012-02-14: Barranco de Fernando Porto

2012-02-14T21:10:00.008+01:00

Det var endnu en morgen med udsigt til en overskyet og kølig dag, så vi blev hjemme til over middag og gik så en tur fra huset i Garafía. Vi havde set, at der gik en jordvej op i en kløft lige syd for Santo Domingo. Den hedder Baranco de Fernando Porto, og på Google Earth kunne vi se, at det måske var muligt at lave et loop tilbage til huset, hvis vi kunne komme op af kløften længere inde. Det lykkedes minsandten, men det var ikke nemt:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Som man kan se på højdeprofilen, var det en stejl opstigning med en gennemsnitshældning på det markerede stykke på 35.5%. Og her var der ingen sti. Vi gik skråt op ad en meget stejl skråning, der bestod af en blanding af klipper, løst sand og grus, samt kaktus, kleinia og lignende vækster, som kan være meget generende for en vandrer. Eller måske skulle jeg snarere sige for en klatrer, for dette stykke foregik mest på alle fire.

Det så ud til, at der var en klippehylde et stykke oppe, som man kunne gå henad, og den prøvede vi først at komme op til:

Vi prøvede temmelig længe på at komme op til den hylde, men måtte til sidst opgive, og vi gik så langsomt opad skråt hen ad klippesiden i stedet for:

Da vi langt om længe kom op til toppen ventede der os en grim overraskelse. Vi troede, at vi kom op på den side af kløften, hvor vores hus ligger, men vi var kommet op på en pynt, som stikker ud i kløften, så vi måtte gå endnu ca. 250 m igennem revl og krat, før vi kom til en sti, der førte os over til den anden side af kløften. Her står vi på pynten med en dyb kløft på begge sider af os:

Turen var kun på godt 7 km, men på grund af det vanskelige og stejle terræn var det den hårdeste tur, vi har gået hernede indtil nu.

2012-02-13: Playa de la Veta

2012-02-13T20:34:00.006+01:00

I dag kørte vi til Aguatavar, som ligger lidt nord for Tijarafe, for at gentage en af vores flotteste vandreture fra 2010. Det er en tur ned til en fin lille strand med sort lavasand, hvor der er bygget en lille hyggelig landsby af fritidshuse op imod en stejl klippevæg, som er ca. 450 m høj. Turen derned er både flot og dramatisk, da stien går igennem en snæver tunnel og så hen ad en smal klippehylde i ca. 150 meters højde:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Man kan køre ned til en lille parkeringsplads i 190 meters højde, men vi valgte ligesom sidst at gå fra en højde af 535 m, dels for at få lidt ekstra motion og dels for at undgå at skulle køre ned ad den decideret farlige vej til parkeringspladsen. Her ankommer vi til parkeringspladsen, og billedet giver et lille indtryk af, hvor stejl og smal vejen er:

Et stykke neden for parkeringspladsen kommer vi til en kort tunnel. Da vi var her i 2010, havde vi ingen lygte med, og det lykkedes os da heller ikke at gå igennem den lave tunnel uden at slå hovedet. Men denne gang havde vi hver en lygte med. Her er Gunhild lige kommet ud af tunnellen:

Da vi kom lidt længere ned, blev det deværre overskyet, så vores billeder er ikke helt så gode, som de kunne have været. Her er et kig ned til den sorte sandstrand med fritidshusene lige ovenfor:

Der er ikke mange strande på La Palma, så det er ikke så sært, at folk har valgt at bygge deres fritidshuse ved denne idylliske strand, selv om det er lidt besværligt at komme dertil:

Vi var de eneste folk på Playa de la Veta på dette tidspunkt, og vi nød stilheden, som kun blev forstyrret af lyden fra bølgerne, mens vi spiste vores frokost på trappen til et af husene. Derefter gik vi en tur langs kysten mod nord, hvor vi kom forbi det sted, hvorfra beboerne søsætter deres både. Mellem de to store klipper kan man skelne en del af en betonmole:

På vejen op mødte vi flere par, som var på vej ned, og da vi kom op til parkeringspladsen, var der 5 biler parkeret. Det blev en vellykket tur på 8½ km, selv om vejret drillede os.

2012-02-12: Puerto de Garafía

2012-02-12T18:54:00.006+01:00

I går var det vores indkøbsdag, og vi kørte til hovedstaden Santa Cruz for at handle. Der er udvalget lidt større end i El Paso. Vi kørte langs nord- og østkysten til Santa Cruz, en strækning på 66 km, som tog os 1½ time. På tilbagevejen kørte vi op over den nordlige kant af det store krater, Caldera Taburiente. Den vej bliver angivet af Google som den hurtigste. Den er ganske vist den korteste på 58 km, men den er endnu mere snørklet end de fleste veje på La Palma (som alle er snørklede), så den rute tog os 2 timer. Google siger 1 time og 4 minutter, men det er helt umuligt. Kraterranden var indhyllet i skyer, og da vi var højest oppe (godt 2200 m) var buskene dækket af et tykt lag is!

Så i dag havde vi ikke lyst til at køre. Vi valgte at gå en tur fra huset ned til Puerto de Garafía, som vi også besøgte for en uge siden. Denne gang gik vi en lidt anden rute, og vi gik helt ned på pynten:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Det blev en fin tur, som blev endnu bedre af, at vi havde det hidtil bedste vejr, som vi har haft her i Garafía. Solen har skinnet hele dagen, og der har ikke været ret meget vind. Temperaturen er dog stadig lidt på den lave side med kun ca. 18°C i skyggen.

Vi gik turen med uret og kom derfor ned til pynten, som også kaldes Punta de Santo Domingo, fra den anden side. På nedstigningen er der en flot udsigt til pynten og til klippen ude i vandet, Proís de Santo Domingo:

Bemærk fritidsboligerne, som er bygget ind i klippesiden. Da det var en søndag, var nogle af boligerne besat af den lokale befolkning, og vi kunne lugte, at der var nogen, som var i gang med at ryge fisk:

Der er flere andre klipper i vandet lidt nord for pynten, og her er en af dem, som hedder Roque de las Tabaibas:

Det blev en flot tur på lige knap 10 km med en akkumuleret stigning på 690 meter. Turen tog 4 timer.

2012-02-10: Poris de Candelaria

2012-02-10T21:35:00.009+01:00

Der hang tunge skyer over bjergene hele vejen fra Garafía til Tijarafe, så vi opgav vores plan om at vandre i bjergene oven for Tinizara og tog i stedet PR LP 12.2 til Poris de Candelaria - også kendt som "Piratbugten". Vi har godt nok været i "Piratbugten" to gange før, i 2009 og 2010, men det er en utrolig flot vandretur, som man sagtens kan nyde flere gange. I 2010 fulgte vi hele den officielle rute, og det gjorde vi også denne gang. Vi var dog ikke klar over, at GPSen mange steder måler helt forkert, især i huler og dybe kløfter, så den længde vi målte i 2010 på 11.5 km er lidt for lang. På denne tur målte GPSen en længde på 11.8 km, men efter redigering af sporet i Google Earth bliver 2D længden reduceret til 10.4 km, med en 3D længde på ca. 11 km. Den akkumulerede stigning var på 930 meter, så det er en tur, der giver god motion:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi gik ruten i retning mod uret. Vejen ned går ca. 660 m ned på godt 3 km med en gennemsnitlig hældning på 22% på en meget stenet og ujævn sti, så vi blev temmelig overrasket, da vi pludselig så, at en flok mountain bikers kom ned af stien bag os:

Stien går mange steder meget yderligt, så det er en farlig sport. Det er en flot sti, og længere nede får man en fantastisk udsigt langs kysten. "Piratbugten" befinder sig under os:

Bugten går ind i en hule, hvor der er bygget en række små huse ind i klippesiden. Husene er blevet brugt af fiskere. Om bugten har været brugt af pirater er uvist, men "Piratbugten" er jo et godt navn til at tiltrække turister. I alle tilfælde er bugten meget usædvanlig og piktoresk, og vi har nydt hvert af vores 3 besøg:

Ved vores tidligere besøg havde vi stort set hele hulen for os selv, men i dag var der en del turister, selv om vejret ikke var det bedste. Det var overskyet hele vejen ned. Man kan køre ned til bugten ad en stejl betonvej, og de fleste turister kom den vej ned. Gunhild sidder ved et af husene lidt til højre for midten, hvor vi spiste vores frokost.

Returstien er betydeligt længere. Den går først et stykke op ad betonvejen og så ned til en lille strand ved mundingen af en kløft, som hedder Barranco de Jurado. Her er vi kommet et stykke ned og kigger over på den sti, vi skal gå op ad på den anden side af kløften:

I kløftens munding ligger er der bygget nogle fritidshuse. Efter et kort hvil fortsatte vi opad. Her er vi kommet et godt stykke op og kigger op mod Tijarafe, hvor vi startede fra. Himlen over bjergene ser truende ud, men heldigvis blev skyerne liggende deroppe. Vi fik faktisk lidt sol på vejen op:

I en højde af ca. 400 m kom vi forbi det sted, hvor vi i 2010 mødte den cigar-rygende Lope, som inviterede os på et glas vin i sin "bodega", som er bygget ind i klippesiden på et meget øde sted. Desværre var der ikke nogen hjemme denne gang.

På trods af det dårlige vejr blev det en fin tur, som tog ca. 5½ time. Det var ¾ time hurtigere end i 2010, men dengang brugte vi også mere tid i hulen og på vores besøg i Lopes bodega.

2012-02-09: Rundt om Barranco de Izcagua

2012-02-09T20:40:00.012+01:00

Det regnede stadig, da vi stod op, men ved 10-tiden klarede det op, og da vi kørte kl. ca. 10:30 var himlen stort set skyfri. Vi kørte til Las Tricias for at gå en tur op i landet rundt om en dyb kløft, som hedder Barranco de Izcagua. Det blev en flot tur på godt 10½ km. Vi gik ruten i retning med uret:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi startede i en højde af 800 m ved Las Tricias og nåede op til 1230 m ved Mataburros, hvor der ligger nogle gamle bygninger. Selvom det var forholdsvis højt oppe, kunne vi fint holde varmen i shorts og T-shirt, da solen skinnede, og der var ikke ret meget vind.

En stor del af ruten gik i en fyrreskov med de flotte langnålede kanariske fyrretræer. Mange steder i skoven var der pletter med blomstrende mandeltræer, som gjorde skoven endnu flottere:

Ruten krydser kløften Barranco de Izcagua to gange, på den øverste del og igen på den nederste del på vejen tilbage til Las Tricias. Her er vi kommet ned i bunden af kløften på den øverste del, hvor der er nogen, der har moret sig med at lave en masse varder. De bliver normalt brugt til at afmærke ruten, så hvad gør vi nu? Heldigvis var der her kun én vej, man kunne gå. Ruten bestod i øvrigt af både Senderos Locales (afmærket med grøn/hvide striber), Pequeño Recorridos (gul/hvide striber) og Gran Recorridos (rød/hvide striber):

Den nederste krydsning af Barranco Izcagua gik via GR-130 (rød/hvide striber), og på dette sted er kløften temmelig dyb, så det blev en flot afslutning på turen:

La Palma er fuld af huler, og i nogle af dem har man bygget boliger, både permanente og midlertidige. En overgang var der mange hippier, som boede i huler på La Palma. Mange af de forladte huler er stadig forsynet med døre. Her er et eksempel fra vejen mellem Las Tricias og Santo Domingo:

2012-02-08: Fra Puntagorda mod Tijarafe ad GR-130

2012-02-08T20:25:00.007+01:00

I morges regnede det i Garafía, så vi valgte at køre sydpå, hvor der skulle være bedre chancer for tørvejr. Det viste sig at holde stik. Da vi kom til Puntagorda, var det tørt og delvist skyet. Vi gjorde holdt lidt syd for Puntagorda ved "Los Dragos", et udsigtspunkt hvor der står et iøjnefaldende skævt drageblodstræ. Her er der adgang til GR-130, som er den sti, der går hele øen rundt. Vi gik i retning mod Tijarafe. Efter godt 6 km vendte vi om, og på tilbagevejen skar vi et par udsving af ved at gå på landevejen, så hele turen blev på 11½ km:

Klik her for at se ruten i Google Earth

GR-130 går her igennem et beboet område via en kombination af veje og stier. Haverne domineres på denne tid af de blomstrende mandeltræer, som er meget flotte. Her er et godt indtryk:

Undervejs var der mange flotte udsigter ned gennem kløfterne, som der findes et utal af langs La Palmas vestkyst. Her er et eksempel fra Barranco de Garome:

Da vi kom tilbage til huset i Garafía, regnede det stadigvæk. Med håbet om at vejret bliver bedre i de kommende dage, bringer vi her et billede fra terrassen, som blev taget dagen efter vi ankom:

Mellem træerne kan vi se ud over havet mod vest.

2012-02-07: Llano Negro

2012-02-07T21:35:00.013+01:00

Det blæste kraftigt i morges, så vi besluttede at blive hjemme til middagstid og så gå en tur fra huset. Jeg tegnede en rute i Google Earth, hvor man kan se selv de mindste stier. Ruten blev derefter konverteret til GPS format og uploaded til vores GPS. På den måde kan man lave interessante ruter, som man ikke ville have nogen chance for at kunne følge uden en GPS.

Her er den faktiske rute, vi gik:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Via en kombination af veje og stier gik vi fra huset i 550 meters højde op til en lille landsby, der hedder Llano Negro, og som ligger i en højde af ca. 925 m. For at komme ind på den retursti, som vi havde planlagt at følge, måtte vi igennem en lukket gitterport, som heldigvis ikke var låst. Lidt længere nede var stien helt overgroet, men det var kun på en kort strækning.

Vi kom nu ind i en fyrreskov, og den stærke blæst hylede i trætoppene. Det nordvestlige hjørne af La Palma er kendt for at være stormomsust, og her er et billede, hvor man kan se, at træerne tager facon efter de fremherskende nordøstlige vinde:

Stien gennem fyrreskoven gik flere km ad en dyb hulvej, som skærmede os mod blæsten. Vi havde solskin, men der var skyer mod nord, og da vi nærmede os Santo Domingo, kunne vi se en flot regnbue mod nord:

Lidt efter begyndte det at støvregne. Det så mærkeligt ud, da himlen over os var blå, men regnen kom drivende over bjergene fra øst. Vi havde heldigvis vores regnjakker med. Fra Santo Domingo tilbage til huset havde vi planlagt at gå en speciel rute gennem en kløft, som skulle hedde Barranco de los Tangues. Den går op lidt nord for vores hus.

Det gik godt nok med at komme gennem kløften, men da vi fandt den vej, der skulle føre os det sidste stykke op af kløften, opdagede vi, at den var helt overgroet med buske og krat. Den slags detaljer kan man trods alt ikke se på Google Earth:

Det blev endnu værre længere oppe, så det blev en langsommelig affære at komme igennem dette stykke på ca. 350 m, men det lykkedes da. Hvis der er nogen, som kunne tænke sig at prøve denne rute, vil vi anbefale at tage en machete med. Man kunne selvfølgelig også vælge at gå op ad den sti, vi gik ned ad i forgårs. Bortset fra vejen op af kløften var det en fin tur på 10.7 km, som tog os ialt 4¾ time.

2012-02-06: Cueva de Agua

2012-02-06T21:52:00.010+01:00

GR-130 er en vandrerute, som går hele vejen rundt langs La Palmas periferi. Mellem Punta Gorda og Garafía er der et stykke, som kaldes Cueva de Agua ("Vandhulen"). Stien går her lidt oven for landevejen, LP-114, som den krydser flere gange. Vi havde tænkt os at gå et loop ad GR-130 og tilbage via LP-114. Her er den rute, vi gik:

Klik her for at se ruten i Google Earth

GR-130 går igennem en flot slugt. Her kigger vi ned gennem slugten, hvor vi kan se LP-114, som vi skal følge på tilbagevejen:

Vi kom forbi en hule undervejs. Om den har noget et gøre med navnet "Cueva de Agua" er uvist. Der var i hvert fald ingen vand i den:

Da vi kom ned til vejen igen, havde vi kun gået 3 km, så for at gøre turen lidt længere gik vi ned ad forskellige sideveje og -stier, som vi kom forbi. Fra en af dem havde vi en flot udsigt til Punta Lomada, som vi besøgte i 2010 (se www.ullerup.com):

Til den anden side kunne vi se Puerto de Garafía, hvor vi var i går. Som I kan se, er vejret blevet varmt nok til at gå i shorts og T-shirt. Det blev en fin lille tur på 8.8 km.

2012-02-05: Ankomst til Garafía på La Palma

2012-02-05T17:00:00.007+01:00

Vi tog afsted fra Aalborg lufthavn i går morges kl. 6, hvor temperaturen var -14°C. Vi fløj med Norwegian til Gran Canaria og derfra med Islas Airways via Tenerife N til La Palma, hvor vi ankom kl. 16:30. Vi fik vores lejebil i lufthavnen og kørte derfra til vores lejede hus i Garafía på øens nordvestlige hjørne, med et stop ved supermarkedet i El Paso for at handle. Her er et kort med ruten, som samtidigt giver en oversigt over den nordlige del af La Palma med det store krater, Caldera de Taburiente:

Selv om temperaturen var ca. 30 grader varmere end i Aalborg, var det ret køligt med en temperatur på 16°C og en kraftig vind fra nordøst. Ejeren af huset fortalte os, at det var den hidtil koldeste dag for denne vinter. Så vi håber det bliver varmere de næste dage.

Det var dog stadig ret køligt i morges, og den stærke blæst fortsætter. Vi gik en tur fra huset ned til Puerto Garafía på kysten og tilbage til huset via Santo Domingo. Det blev en tur på 8½ km:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Santo Domingo er hovedstaden i den kommune, der hedder Garafía, men sommetider kaldes byen for Garafía. Læs mere om Garafía på Wikipedia ved at klikke her (engelsk) eller oversat til dansk her.

Stien til kysten gik langs kanten af en kløft, og her er et billede, som fortæller lidt om, hvor frodig La Palma er, og hvorfor den kaldes "La Isla Bonita", Den Kønne Ø:

Foruden at være køn har La Palma også et dramatisk landskab, som det næste billede giver et indtryk af:

Det er udsigten fra Puerto de Garafía, som vi også besøgte i januar 2010 (dengang kaldte vi pynten for Punta de Santo Domingo, se www.ullerup.com). Selv om vi havde en hård vind på ca. 15 m/s, var brændingen omkring klippen mindre end den var i januar 2010, så vi valgte ikke at gå helt ned til de huleboliger, som findes ude på pynten.

Casa Mona ligger heldigvis i læ for de fremherskende nordøstlige vinde, så da vi kom tilbage fra vandreturen, kunne vi sågar sidde udenfor i solen. Terrassen har skygge fra træerne, så Gunhild sidder på hjørnet ved siden af solvarmeanlægget:

Flere billeder og info om Casa Mona kan findes på Eco Casa La Palma.

En rundtur fra Cruz del Carmen

2011-11-05T19:55:00.011+01:00

Der var flere vandreture på Anaga halvøen, som vi ikke fik gået, da Anaga har haft meget dårligt vejr i de sidste par uger. Anaga har, efter vores mening, det flotteste landskab på Tenerife, så vi besluttede, at den sidste dag - som var i dag - ville vi gå en tur på Anaga uanset vejret. Vi var heldige. Vi fik en dag med en del solskin og ingen regn.

Vi valgte at gå en rundtur fra Cruz del Carmen, som var stykket sammen af tre Wikiloc tracks. Den gik først ned til Batán de Abajo, derfra op til Chinamada, videre til Las Carboneras, og derfra tilbage til Cruz del Carmen. Det blev en fantastisk flot rute, men også en god work-out med en total længde på 14 km og en akkumuleret stigning på lige knap 1100 m. Turen tog os 5½ time. Her er vores rute set fra nord i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi startede med at gå ned igennem en laurbærskov, hvor stien var våd og fedtet. Vi gik i retning af El Batán, som består af to landsbyer, Batán Arriba ("Øvre Batán") og Batán Abajo ("Nedre Batán"). Mens vi gik igennem skoven, kunne vi se nogle glimt af Batán Arriba, som så ud til at bestå af et par fincas. Da vi kom ud af skoven kunne vi se Batán Abajo på skråningen forude:

Vi gik ikke op til selve landsbyen Batán Abajo, men drejede fra ned gennem slugten, hvor der var terrasser med vinmarker. Nær ved bunden lå dette hus, som var bygget ind i klipperne:

Efter et kort stykke i bunden af slugten begyndte stien at gå op ad klippeskråningen mod nordøst. Her er vi netop startet på opstigningen. På toppen af bjergrygningen kan vi se husene i Chinamada. Hvordan kommer vi nogensinde derop, tænker Gunhild:

Det var en temmelig stejl sti, hvor dele af stien gik ad trappetrin, som var hugget ind i klipperne. Vi er nu kommet et godt stykke op og kigger tilbage mod Batán Abajo:

Det lykkedes at komme op til Chinamada, som vi også besøgte i 2009 (se www.ullerup.com), hvor vi gik op fra Punta del Hidalgo. Chinamada er berømt for sine huse, som er bygget ind i klipperne. Vi fortsatte ad en asfalteret vej til Las Carboneras og videre derfra ad stien TF-10 tilbage til Cruz del Carmen. På denne strækning havde vi en flot udsigt til byen Taborno og dens vartegn, Roque de Taborno, som vi besøgte den 21/10. Her er et kig tilbage fra TF-10 mod Las Carboneras med Roque de Taborno i baggrunden og landsbyen Taborno på bjergrygningen til højre:

Det blev en flot tur og en værdig afslutning på en god vandreferie på Tenerife.

Tenerifes skjulte perle: Paseo Litoral del Sauzal

2011-11-04T20:09:00.012+01:00

Med kun 4 dage tilbage af vores 5 uger på Tenerife valgte vi i forgårs, hvor vi havde godt vejr, at tage vores stranddag nr. 2 i Puerto de la Cruz. Desværre var brændingen så stærk, at vi ikke kunne komme til at svømme, men det var alligevel dejligt at være ved vandet. Vi havde så håbet at kunne vandre de sidste 3 dage, da vi stadig har en liste med 6 vandreture på vores ønskeseddel. Men i går regnede det stort set hele dagen, så det blev kun til endnu en byvandring i La Orotava.

I morges havde vi stadig byger. Det klarede op i løbet af formiddagen, men med udsigt til ustabilt vejr, så vi havde ikke lyst til at tackle nogen af de resterende 6 vandreture, som alle indebar en lang køretur. Vi kiggede lidt på Google Earth og fandt et par steder på kysten lidt nord for Puerto de la Cruz, som så interessante ud. Det første sted lå i kommunen El Sauzal neden for Puntillo del Sol. Her gik der en vej i hårnålesving ned til kysten, hvor der så ud til at være en vej eller sti langs kysten ca. en km til hver side.

Vi kunne imidlertid ikke finde vejen, som viste sig at starte bag en mur med lukkede porte. Vi kørte ned i naboområdet, hvor vi mødte nogle lokalkendte folk, som forklarede os, hvorledes vi kunne gå over til vejen ad en primitiv sti. Her er den rute vi gik, set fra nord i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vejen var ny-anlagt og så ikke ud til at blive brugt. Gad vidst hvorfor man ikke laver en ny vej lidt bredere:

Da vi kom ned til kysten fandt vi en parkeringsplads uden biler, og en flot anlagt strandpromenade med udsigtspunkter, bænke, trapper ned til vandet, forklarende skilte, etc. Kysten var fantastisk flot med en hvid brænding mod sorte klipper:

Der var ikke et menneske at se dernede. Vi var faldet over en perle af en kyststrækning, og vi havde det hele for os selv.

Skiltene fortalte, at dette var "Paseo Litoral del Sauzal", men der var ingen forklaring på, hvorfor adgangen til denne flotte strandpromenade var lukket. Den naturstensbelagte sti er godt 2 km lang og går ud på den pynt, som ses på billedet ovenfor. Pynten hedder El Puertito. Et af skiltene fortalte, at dette anlæg havde kostet lige knap 5 millioner Euros.

Projektet havde inkluderet fjernelse af godt 400 primitive fritidshuse, som før i tiden skændede kysten. Dette skilt viser, hvordan disse fritidshuse var bygget ind i huler i klippesiden:

Og sådan ser det ud i dag, efter at husene er blevet fjernet:

Oppe på skråningen er man begyndt på at bygge et nyt hotel. Det står på en klippeside, der har lige så mange huller som en schweizisk ost, og desuden befinder vi os på en vulkanø. Vi var enige om, at vi i hvert fald ikke skal bo på det hotel.

Flere steder var der lavet stier eller trapper helt ned til vandet, men vi gad nok vide hvor tit havet er stille nok til, at man kan tage sig en svømmetur:

Til slut et kig mod sydvest med Teide i baggrunden:

Turen blev på ialt 8 km. Vi kan stadig ikke forstå, at vi var så heldige at finde dette sted. Men hermed er hemmeligheden givet videre. Hvis I har lyst til at gå en tur langs en flot klippekyst uden en masse mennesker, så er Paseo Litoral del Sauzal lige sagen.

En rundtur fra Teno Alto

2011-11-01T21:32:00.010+01:00

Ifølge vejrudsigten skulle dagen i dag blive den bedste i denne uge med en skyfri himmel over stort set hele øen. Men som så ofte før, viste det sig, at man ikke kan stole på vejrudsigterne for de Kanariske Øer. Baseret på vejrudsigten besluttede vi at tage til Teno for at gå en rundtur mellem Teno Alto og Punta de Teno. Vi havde fundet et GPS track på Wikiloc, som så spændende ud, men vidste ellers intet om ruten. Vi kunne enten starte fra Punta de Teno eller fra Teno Alto. Vejen til Punta de Teno går via den vej, som vi startede vores vandring fra, da vi gik til Teno Alto via Camino del Risco. Den har selvimodsigende skilte, som siger, at vejen til Punta de Teno er permanent lukket, men at al kørsel er på eget ansvar. Vejen er meget udsat for nedfaldende klippestykker især i regnvejr eller blæsevejr. Desuden skal man køre igennem en lang tunnel, som er meget lav og snæver og uden lys.

På basis af disse oplysninger valgte vi at starte fra Teno Alto. Men efter at have gennemført turen, er vi noget i tvivl om vejen fra El Palmar til Teno Alto er mindre farlig end vejen til Punta de Teno. Det var en stejl, smal og snørklet vej med dårlig belægning, og mange steder lå der nedfaldne sten på vejen.

Vi kom ikke helt ned til Punta de Teno, men mere om det nedenfor. Turens højdepunkt var uden sammenligning sideturen til Meseta el Frontón. Udsigten derfra er fantastisk, og det undrer os, at dette udsigtspunkt ikke er mere kendt og besøgt. Det er hele turen til Teno Alto værd. Her er et billede af vores rute i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Da vi kom til Teno Alto, som ligger i en højde af ca. 780 m, var det blevet overskyet, og der blæste en kold vind. Vi fulgte vores GPS track, som først gik ud til det sted, hvor vi kom op ad Risco stien den 23/10. Derefter gik vi i zigzag ned over en skråning, hvor der ikke var nogen tydelig sti at følge, indtil vi kom til bunden af en kløft. Den fulgte vi et kort stykke til en primitiv dæmning, hvor der var et stejlt fald. Det er det nederste punkt til venstre på vores GPS spor, som vist ovenfor. Vi holder frokostpause lige neden for toppen af dæmningen:

Vejen videre frem gik ad en meget smal bjerghylde på venstre side af kløften og så decideret farlig ud. Så vi besluttede at klatre ud af kløften for at se, om vi kunne gå over til returstien fra Punta de Teno. Og det lykkedes. Her er vi på vej ud af kløften, som var godt 100 m dyb:

Vi kom op over et bjerg, der hedder Montaña Bermejial. På den østlige side gik vi ned over en skråning, hvor vi til vores store overraskelse kom ned til en asfalteret vej, som længere nede fortsatte som en betonvej. Så vidt vi kunne se, går denne vej kun ud til nogle huse, som ligger i dette øde område. Her er et af dem:

Vi fandt returstien, som var mærket med gul/hvide striber. Det ville sikkert være nemmere at følge denne "officielle" sti ned til Punta de Teno. Vi valgte at gå op mod Teno Alto, hvor vi undervejs ville tage en ca. 2 km lang sidesti til et udsigtspunkt, der hedder Meseta el Frontón. Og det kom vi ikke til at fortryde. Det er et af de flotteste udsigtspunkter, vi har set på Tenerife. Det ligger på toppen af en ca. 650 m høj klippeskrænt, som stikker ud i havet, så man har en fantastisk udsigt langs kysten til begge sider. Mod syd kunne vi se Fortaleza de Masca, og mod nord Punta de Teno, som vi kigger imod på det næste billede. I baggrunden til venstre ses et stykke af La Gomera, og vi kunne også tydeligt se La Palma:

På det sidste billede zoomer vi ind på Punta de Teno. Den lille bugt er som regel beskyttet mod brændingen og er et populært badested for de lokale, som trodser den farlige vej derud:

Det blev en flot tur på trods af det dårlige vejr og den mislykkede nedstigning til Punta de Teno. Meseta el Frontón reddede dagen. Vi gik ialt ca. 12½ km med en akkumuleret stigning på lige knap 1000 meter.

Blandt vulkaner i Izaña området

2011-10-31T21:33:00.007+01:00

I morges var det stadig skyet i La Orotava, og toppen af El Teide var skjult bag skyerne. Men vi har efterhånden lært, at skyerne ofte ligger lavt, og at det er almindeligt, at kystområderne er dækket af skyer, mens El Teide og hele den øverste del af øen er skyfri. Sådan var det også i dag. Vi kørte op gennem skyerne, og da vi kom til El Portillo, skinnede solen fra en skyfri himmel.

Fra El Portillo kørte vi ca. 5 km ud ad TF-24, som går til La Laguna. Dette område kaldes Izaña og er en del af Parque Nacional del Teide. På det bjerg, som hedder Izaña, ligger der er række observatorier inden for astrofysik og meteorologi. Nationalparkens Sti nr. 20 går til en række små vulkaner i et loop på ca. 8 km. Vi ville gerne gå lidt længere, så vi havde fundet et GPS track på Wikiloc, som var på ca. 13 km. Det startede fra parkeringspladsen ved Sti nr. 8. Vi endte med at gå en kombination af vores Wikiloc track og Sti nr. 20, som vist på dette billede fra Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Billedet viser også beliggenheden af observatorierne og de forskellige vulkaner. Volcán de Fasnia og Volcán de Siete Fuentes er de nyeste. De var i udbrud i henholdsvis 1705 og 1704.

Vores rute blev lige på lige knap 13 km. Det var en nem rute med en akkumuleret stigning på mindre end 400 m. Vi gik mod uret rundt, og efter den første time havde vi gået 4½ km. Det er ca. dobbelt så hurtigt som vores normale gennemsnitsfart i vanskeligt terræn. Vi kom nu til den første vulkan, som var Volcán de Siete Fuentes. Den ses her med Teide i baggrunden:

Da vi lidt længere nede af vejen kiggede os tilbage, så billedet sådan ud:

Det motiv var ikke til at stå for. Den jordvej vi gik på endte ved et pigtrådshegn, hvorfra vi gik over stok og sten ca. ½ km, til vi mødte en ny jordvej. Den førte os op til Volcán de Fasnia, hvorfra vi fulgte skiltene for Sti nr. 20 tilbage til landevejen (TF-24). Her er en udsigt til observatorierne på Izaña, set mellem Montaña Negra og Volcán de Fasnia, som også kaldes Montaña del Roquilo:

Da vi kom tilbage til landevejen, kunne vi se, at kysterne på begge sider af øen var dækket af skyer. Her er en udsigt mod nord, dvs. mod La Orotava. På vejen hjem kørte vi gennem skyerne:

Det var ikke den mest dramatiske eller udfordrende vandretur, men vi nød det gode vejr, de fine udsigter, og den fred og ro, der hvilede over landskabet.

Mesón el Monasterio

2011-10-30T18:34:00.007+01:00

Det ustabile vej fortsætter, så vi blev hjemme i går, og i dag nøjedes vi med at gå en tur fra hvor vi bor. Vejret var nogenlunde i formiddags med diset solskin her i La Orotava, men det skulle blive mere overskyet om eftermiddagen. Og sådan blev det også. Men vi nåede da at gå en tur på godt 8 km i rimeligt godt vejr. Vi gik mod vest i retning mod Los Realejos for at kigge på et gammelt kloster, som er blevet omdannet til en samling hyggelige restauranter, der ligger på et lille bjerg ved navn La Montañeta. Stedet hedder Mesón el Monasterio og ligger på grænsen mellem bydelen La Luz og Los Realejos:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Forude kan vi nu se det lille bjerg, som kaldes La Montañeta, og bygningerne nedenfor er Mesón el Monasterio:

Vi er nu ved indgangen til El Monasterio. Bemærk tønderne i højre side. De var til salg:

Bag restauranterne er der en have med mange flotte blomster, kaktus og palmer:

Den cementerede havesti fortsætter som en grus-sti op til toppen af bjerget, hvorfra vi havde denne udsigt i retning mod det sted, hvor vi bor:

Der var også en flot udsigt til kysten. Den udsigt kunne man også få fra nogle af de restauranter, der findes på Mesón el Monasterio. Klik her for at gå til stedets egen websbside med flere oplysninger og billeder.

Paisaje Lunar

2011-10-28T23:19:00.011+02:00

I går havde vi endnu en dag med regnvejr i La Orotava, så det blev kun til en spadseretur i La Orotavas store shopping center, La Villa. I morges så det ud til at blive godt vejr midt på øen, så vi kørte op til Teide og videre til Parador de Cañadas del Teide, som er et af de mange unikke Parador-hoteller, der køres af den spanske stat. Det ligger i den sydøstlige side af krateret. Herfra kan man blandt andet gå en rundtur til et område neden for kraterranden, som kaldes "Paisaje Lunar" eller "Månelandskabet". Alternativt kan man gå op til Paisaje Lunar fra byen Vilaflor, som ligger lavere, og stien er lidt kortere. Vores backup plan var at køre til Vilaflor, hvis det skulle vise sig, at det var meget koldt ved Parador, som ligger i godt 2100 meters højde.

På vejen op viste bilens udendørs termometer temperaturer ned til 11°C, men da vi ankom til Parador kl. 11, viste det 18°C, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Så vi startede derfra. Her er vores GPS rute set fra syd i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Ruten går rundt om et bjerg på kraterranden, som hedder Guajara. Det er Tenerifes fjerde-højeste bjerg på 2715 m, som vi besteg i 2009 (se www.ullerup.com). Vi gik ruten med uret rundt. Op- og nedstigningen til kraterranden, som har en højde på godt 2400 m, viste sig at følge samme rute, som vi fulgte, da vi besteg Guajara. Her er et billede fra opstigningen, hvor man lige kan skimte toppen af Teide bag klipperne langs stien:

Da vi nåede kraterranden, kunne vi se, at der lå skyer over kysten mod sydøst, men det viste sig heldigvis, at de ikke dækkede "månelandskabet". Det sted, der kaldes Paisaje Lunar, har hvide klipper, men man kommer først igennem et område med sorte bjerge, som i nogle beskrivelser kaldes "det sorte månelandskab". Vi syntes faktisk, at det var flottere end det hvide:

Stien fra Parador kommer lige ned til den øverste del af stien fra Vilaflor, og Paisaje Lunar ligger 0.6 km henad Vilaflor stien. Der er dog et udsigtspunkt på Parador stien, hvorfra man kan se det hvide månelandskab. Vi gik helt derhen, hvilket forlængede ruten med 1.2 km. Når man har besøgt Utah, er det svært at blive imponeret af Paisaje Lunar, som er et meget lille område med nogle hvide hoodoos:

Returstien var betydeligt sværere at følge, så her var det godt at have et GPS track at gå efter. Stien gik op igennem et område med sort lava og fortsatte op til kraterranden gennem Valle de Ucanca. Det er den dal, vi kigger op i på dette billede:

Det var en flot dal at gå op igennem, og vi så flere planter, som vi ikke havde set før. Det var stadig ret varmt, men da vi kom op over kraterranden, blev vi mødt af en kold vind. Her starter vi på nedstigningen, som var den samme besværlige Ucanca nedstigning, som vi fulgte, da vi gik ned fra Guajara i 2009:

Da vi kom ned var klokken godt 18, så det blev en 7 timers tur på godt 16 km med en akkumuleret stigning på mere end 1300 m. Det skal her bemærkes, at når man kigger på rutens profil i Google Earth får man en kortere længde og en mindre stigning, da Google Earth ikke bruger de højdedata, som er målt af GPSen. Hvis man vil have en mere nøjagtig analyse af sit GPS track, kan den fås gratis på uTrack.

El Teide og Los Roques de Garcia er særlig flotte, når de ses fra vest i lyset af den nedgående sol, så vi kørte lidt ned af vejen mod Boca Tauce og tog dette billede:

En flot afslutning på en god vandretur.

Barranco de Blas og Cuevas Negras

2011-10-26T23:09:00.039+02:00

I går havde vi regnvejr, så vi blev hjemme. I morges kørte vi til Teno halvøen for at gå en kombination af to ture. Da vi den 16. oktober gik ned fra Talavera til Los Silos, kiggede vi ned i en kløft, som hedder Barranco de Blas. Den så spændende ud, og der så ud til at være en sti i bunden. Den ville vi forsøge at gå op i, selvom vi ikke kunne finde nogen beskrivelser af den på nettet. Hvis det blev en kort tur, ville vi derefter gå op fra Los Silos ad stien til Cuevas Negras, som fortsætter til byen Erjos, så langt som vi kunne nå.

Vi kom kun ca. 1½ km op i Barranco de Blas, men det blev helt bestemt dagens højdepunkt. Stien til Erjos går næsten hele vejen i en skov uden udsigt, så den var ikke særligt spændende. Men den giver en god work-out, da den har en akkumuleret stigning på ca. 1100 m. Ialt gik vi ca. 13 km med en akkumuleret stigning på ca. 1500 m. Her er vores GPS tracks, set fra nord i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi kørte helt op ad den smalle vej, der går op til starten af Talavera stien og parkerede ved mundingen af Barranco de Blas. Dette område kaldes også Pina, som betyder ananas, men vi så nu ingen. Der er en masse bevoksning i bunden af kløften, men der var en fin ryddet sti hele vejen op. Det er formentligt gjort, for at man kan vedligeholde de vandinstallationer, som findes i kløften. Her er et billede, som viser et moderne vandrør foran den gamle akvædukt på klippesiden:

Kløften bliver efterhånden smallere og mere dramatisk, og der er lavet en trappe af en kombination af sten og beton, som er meget stejlere, end den ser ud til på dette billede:

Der løb lidt vand igennem kløften, og vi passerede et par små vandfald. Efter ca. 1½ km blev kløften meget smal, og Gunhild melder tilbage, at hvis vi vil gå længere end til dette hjørne, kommer vi til at gå i vand:

Det havde vi ikke lyst til, så vi vendte om her. Og kørte så hen til starten af den sti, der går fra Los Silos til Erjos via Cuevas Negras. Som sagt, var det en temmelig kedelig sti, da den næsten konstant går i en skov. Den går også konstant opad, fra en højde af ca. 125 m til 975 m i Erjos. Så det gjorde ikke så meget, at det var blevet overskyet. Vi kunne godt holde varmen. På vejen ned kom solen frem igen, og her er et billede fra den nederste del af stien. Den lille hvide plet er Gunhild:

Cuevas Negras betyder "sorte huler", og dem var der mange af langs den nederste del af stien. Det sted, der hedder Cuevas Negras ligger ca. 2 km oppe ad stien, og her var der ingen sorte huler at se. I stedet var der nogle ruiner af gamle huse, og et af de gamle huse var beboet af en tysk hippie med langt hår og skæg. Ham kom vi til at snakke med, da vi spurgte ham om indgangen til den tunnel, der skulle gå under bjerget mod vest over til Las Moradas stien. Den havde vi læst om på internettet. Det skulle være en 700 m lang tunnel, hvor der løber vand i bunden. Vi havde også læst, at man kan forvilde sig ind i en "vand-mine", hvor der kan være farlige gasser, og i 2007 var 6 vandrere omkommet derinde.

Det var formentlig grunden til, at hippien først ikke ville fortælle os om indgangen til tunnellen, som ligger i nærheden af hans hus, men da han forstod, at vi ikke havde tænkt os at gå igennem tunnellen tøede han op. Han havde boet i Cuevas Negras i 5 år og havde været med til redningsaktionen i 2007. Vi måtte love ham at fraråde enhver at gå igennem tunnellen, som i øvrigt er så lav, at man ikke kan gå oprejst igennem den.

Halvvejs rundt om Helvedeskløften

2011-10-24T22:57:00.018+02:00

Eller måske skulle vi sige "næsten halvvejs". Der var udsigt til skyet vejr med regnbyger over den nordlige del af Tenerife, så vi planlagde at køre til Santiago del Teide på Teno halvøen og gå en tur i bjergene vest for byen. Hvis vejret skulle være dårligt der, havde vi en backup plan. Vi ville så køre til Adeje, som ligger længere sydpå og gå en tur rundt om den kendte "Helvedeskløft", Barranco del Infierno.

Da vi kom til Santiago del Teide rullede skyerne op over bjergen fra vest, så vi aktiverede vores backup plan og kørte videre til Adeje. På nedenstående billede fra Google Earth kan man se den rute, vi havde planlagt at gå som et grønt spor, og den del vi gik som et blåt. Men mere om det nedenfor:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Barranco del Infierno er en populær sti blandt turisterne på Sydtenerife. Det er en nem spadseretur på ca. 6½ km til vandfaldet i bunden af kløften og tilbage. Vi gik den tur i 2007 (se www.ullerup.com). Den grønne sti er ca. 14½ km lang med en akkumuleret stigning på godt 1300 m, så den var lidt mere af en udfordring. Det sted Google kalder "Itonche" bliver normalt kaldt for Ifonche. Heldigvis var vi startet på turen imod urets retning, da vi efter ca. 5 km så os nødsaget til at vende om. Vi kom til et sted, hvor det meste af stien var faldet ned i et klippeskred. Der var kun en meget smal sti tilbage langs en klippevæg med et dybt lodret fald. Hvad der gjorde det endnu værre var, at klippevæggen på det sted bulede udad, så man var nødt til at gå sidelæns med maven mod væggen og tyngdepunktet på kanten af et frit fald. Den risiko ville vi ikke løbe, så vi vendte om. Vores tur blev på 10 km med en akkumuleret stigning på 950 m.

Da vi kom til Adeje, så vi desværre, at der lå en masse skyer over bjergene, men da vi nu var kommet helt derned (1¾ times kørsel fra La Orotava), ville vi i hvert fald prøve at gennemføre vandreturen. Her er vi på vej op. Skyerne ligger helt nede over bjergtoppene. Bjerget i baggrunden er Roque del Conde, som vi besteg i 2008 (se www.ullerup.com). Vi havde en flot udsigt over kysten fra Costa Adeje til Los Cristianos, hvor solen skinnede hele dagen:

Vi er nu kommet til det sted, hvor vi vendte om. Klippeskredet er inde i hjørnet, delvist skjult af bevoksningen. Der er et dybt og så godt som lodret fald nedenfor. Den smalle hylde, man kunne gå på, så ud til at være resterne af en gammel vandkanal, som ikke så alt for pålidelig ud:

På vejen ned lettede skyerne delvist og vi fik nogle enkelte solstrejf:

Alt i alt en flot tur på trods af vejret og den afkortede rute.

Teno Alto via Camino del Risco

2011-10-23T22:20:00.012+02:00

Efter en hviledag i går var vi klar til en ny udfording. Det var strålende klart vejr i morges, og med udsigt til en flot dag satte vi kursen mod Teno halvøen. Vi kørte igennem Buenavista del Norte og fortsatte et par km i retning mod Punto Teno. Her fandt vi et sted at parkere et par hundrede meter før starten af Camino del Risco, som går op til Teno Alto. Fra Teno Alto fortsatte vi ad en sti over en bjergrygning til El Palmar, og derfra gik det tilbage via en kombination af veje og stier til Buenavista og videre til vores parkeringsplads. Det blev en både flot og spændende tur på 14½ km med en akkumuleret stigning på 1140 m. Her er vores GPS track set i Google Earth fra en nordøstlig retning:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vores guide bog fortæller, at for ca. 40 år siden var Camino del Risco den eneste forbindelse mellem landsbyen Teno Alto og en større by, og hver dag bragte man brød fra Buenavista op til Teno Alto via denne sti. Lægen måtte også hentes nede fra dalen, hvorfra han red op til Teno Alto på et muldyr. Den historie er svær at tro på, efter man har gået på Camino del Risco, som er en stejl bjergsti, der går 620 m op på en afstand af 1.8 km, og som mange steder går på smalle klippehylder. Måske er navnet et ordspil, for man skulle tro, at navnet må betyde "Risiko-vejen", men det ville hedde "Camino del Riesgo". "Risco" betyder klippefremspring, og dem var der mange af undervejs. Her er vi kommet et stykke op og har en flot udsigt til Buenavista:

Vi kigger tilbage på et typisk stykke af Camino del Risco. Det var altid spændende at gå rundt om et hjørne som det man ser ca. midt i billedet. Nogle af disse hjørner var meget skarpe, og når man gik imod et sådant, var det som at gå ud i det tomme rum:

Her er endnu et billede fra Risco stien, som vi sent vil glemme:

Fra toppen af stien var der en flot udsigt over havet mod vest, hvor vi kunne se øerne La Gomera og La Palma. Vi gik videre til Teno Alto, hvor vi holdt en pause og fik os en is. Det er ellers sjældent, at man kan købe is i de små landsbyer. Fra Teno Alto gik det videre over en bjergrygning ned til byen El Palmar, som vi kigger ned på her:

Fra El Palmar gik vi tilbage til Buenavista og ud til vores parkerede bil via lokale veje og stier. Det blev en flot rundtur, hvor den bedste del uden sammenligning var Camino del Risco.

En rundtur fra Taborno

2011-10-21T22:15:00.015+02:00

Anaga halvøen, som udgør den nordlige spids af Tenerife, er den flotteste del af øen, og vi foretog nogle flotte vandreture der i 2009 (se www.ullerup.com). I dag gik vi en rundtur fra byen Taborno, som vi også besøgte i 2009. Taborno ligger i et helt utroligt flot og dramatisk terræn. Tæt ved byen stikker Roque de Taborno op, en høj klippe, som kan ses vidt omkring. Vores rundtur blev på 10 km. Det var meget kortere end i går, men turen var mindst dobbelt så hård med en akkumuleret stigning på godt 1000 m, og stierne var ret udfordrende at gå på. Til gengæld var turen mere end dobbelt så flot. Her er vores rute i Google Earth, set fra nordøst:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi gik turen med uret rundt, men det ville måske have været nemmere at gå den anden vej rundt, da nedstigningen var meget stejl og gik ad en vanskelig og dårligt vedligeholdt sti. Først tog vi en lille afstikker for at kikke på Roque de Taborno:

Vi er nu tilbage ved starten af nedstigningen. Der står et skilt med "Peligro", som betyder "Fare",
og det var berettiget, da stien flere steder gik på smalle klippehylder:

Desuden var stien meget stejl og delvist overgroet med brombærranker, så det blev en langsom nedstigning. Men hele vejen kunne vi nyde en spektakulær udsigt, som denne her:

Ved bunden af stien kom vi ud til et vandløb, som løber ned gennem Barranco de Afur og ud til en lille strand, der hedder Playa del Tamadite. Vi havde taget badetøj med, men vi kunne se, at stranden var fuld af sten, og der var en del brænding, så det ville ikke blive nemt at gå i vandet der. Vi fortsatte derfor op gennem Barranco de Afur, som også er en flot kløft. Den går op til Las Casas de Afur, som består af tre klynger af huse, som på dansk kunne kaldes Nedre Afur, Mellem Afur og Øvre Afur. På dette billede nærmer vi os Nedre Afur:

Herfra gik det stejlt op ad en sti belagt med beton til Mellem Afur, hvor der er et flot udsigtspunkt ("Mirador"), der også bruges som parkeringsplads. På det næste billede er vi kommet op til Øvre Afur, hvorfra vi kan se Nedre Afur til venstre i billedet og Mellem Afur i midten:

Det blev en fantastisk flot tur, selvom vejret ikke var det aller bedste. De 10 km tog os 6 timer, hvilket fortæller lidt om, hvor vanskelig turen var.

Volcán Chinyero

2011-10-20T22:41:00.008+02:00

Det var stadig overskyet om morgenen, men ved middagstid klarede det en smule op, så vi besluttede at tage en tur til Volcán Chinyero, hvor Tenerifes sidste vulkanudbrud fandt sted i 1909. Man kan mange steder læse, at Teides sidste udbrud var i 1909, men udbruddet fandt faktisk sted lidt nordvest for Teide i det krater, der hedder Chinyero. Der er lavet en flot sti på 5.7 km, som går rundt om krateret ("Circular Chinyero"), og der er adgang til stien fra Boca Tauce vejen (TF-38). For at spare ca. 30 km kørsel hver vej, gik vi ind fra vejen til San José de los Llanos (som ligger ca. der, hvor Google markerer El Tanque på kortet). Det gjorde så vandreturen "lidt" længere. Vi gik ialt godt 17½ km. Det var dog en nem sti med en akkumuleret stigning på kun 580 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Jeg havde tegnet en rute fra vejen (TF-373) til Chinyero i Google Earth, men da vi kom til det sted, hvor ruten startede, opdagede vi, at der er en officiel sti til Chinyero derfra. Den hedder TF 43.1 og er afmærket med gule og hvide mærker. Stien er 4.8 km lang og er nem at følge. Den går først over "sletterne" (los llanos) og derefter igennem en skov af kanariske fyrretræer med deres karakteristiske lange nåle. Vi gik en anden vej tilbage via stier og jordveje, som vi kunne følge på GPSen (den nederste del af ruten).

På vejen op til Chinyero fik vi pludselig øje på toppen af Teide mellem træerne og skyerne. Der var stadig sne på toppen:

Vi er nu startet på "Circular Chinyero" stien, som går igennem et område af lava. Vi kan se en del af krateret forude, og i baggrunden til højre ses Pico Viejo. Til venstre for Pico Viejo ligger El Teide, som nu er skjult i skyer:

Vi gik rundt om Chinyero med uret og er nu kommet til ca. "klokken 4", hvor vi kan se ind i krateret:

Her er et nærbillede af krateret, som er taget fra en position nær "klokken 5":

Det var en interessant vandretur, selvom Chinyero ikke er så dramatisk som Pico Viejo eller Teide. Der er mange vandrestier i dette område, som mærkeligt nok ikke er omtalt i de fleste vandre guides.

En byvandring i San Miguel

2011-10-19T23:17:00.004+02:00

De sidste to dage har der ligget skyer over Tenerife, og det har også regnet lidt af og til. Men her til eftermiddag var vi bare nødt til at komme ud og gå, så vi gik en tur på 8 km i vores nabolag mod vest, som er en forstad til La Orotava, der hedder San Miguel.

El Teide har været skjult bag skyerne det meste af tiden, men undervejs kom toppen til syne, og vi kunne se, at den var belagt med sæsonens første sne. Da vi så det, blev vi meget glade over, at det lykkedes os at komme op til toppen i sidste uge:

Vi gik op ad flere veje i San Miguel, som endte blindt. En af dem endte ved en kløft, og vi prøvede at gå op gennem bunden af kløften, men lige omkring det næste hjørne måtte vi give op, da vi kom til et tørt vandfald:

Husene i nabolaget er meget forskellige. Der er mange flotte palæer, men også mange usle rønner. Her er et billede fra et hus med nogle flotte blomster:

Fra Las Mercedes til Cruz del Carmen

2011-10-17T21:54:00.037+02:00

Vi var nødt til at få et par nye vandresko til Gunhild, så vi kørte til La Laguna, hvor der findes et stort varehus for sportsartikler (Decathlon). Derefter kørte vi ud på Anaga halvøen til en by, der hedder Las Mercedes for at gå de nye sko til på en kort vandretur:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi gik fra udkanten af Las Mercedes op til et udsigtspunkt, der hedder Cruz del Carmen og tilbage. Det blev en tur på knap 5 km med en stigning på 350 m. Undervejs kom vi forbi dette udsigtspunkt, hvorfra man kan se ned til en dæmning. Vejret var meget diset, så udsigten var ikke særlig god:

Ved Cruz del Carmen ligger hovedkvarteret for Parque Rural de Anaga. Der er et besøgscenter, og stierne i området er forsynet med gangbroer og skilte, der i poetiske vendinger fortæller om naturen. Her står vi ved et af dem. Skiltet fortalte, at vi befandt os i Tenerifes ældste laurbærskov:

Det blev en fin lille tur, og skoene bestod prøven!

Fra Los Silos til Las Moradas og Talavera

2011-10-16T22:58:00.026+02:00

I dag kørte vi til byen Los Silos på Teno halvøen, hvor vi gik en 12½ km rundtur i det storslåede bjergrige terræn, som Teno er kendt for. Det blev faktisk en ret hård tur med en akkumuleret stigning på 1215 m, og da vi startede i en højde af ca. 100 m, var det både varmt of fugtigt. Her er vores GPS rute i Google Earth set fra nord:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi gik turen med uret rundt. Stien starter med at gå op gennem en kløft, der hedder Barranco Bucarón. Det var en flot stenbelagt sti, som var nem at gå på, selvom den var ret stejl. Efter et par km kom vi til Las Moradas, hvor der er nogle gamle ruiner:

Vi kigger her ned gennem Barranco de Bucarón mod Los Silos til venstre. På højre side af rygningen er der en flot kløft, som hedder Barranco de los Cochinos, men da det var mod solen, var det svært at tage billeder i den retning. Stien fortsætter opad rygningen og går ind i en skov, der mest består af laurbær træer. Vi møder flere andre stier, og der er skilte, der fortæller, hvor de går hen. Vi følger skiltene mod El Palmar og går til sidst på en ret smal bjergrygning med en flot udsigt til begge sider. Der var nu begyndt at komme skyer ind fra havet. Stien går rundt om den klippe, der ses på billedet, og fortsætter så hen ad rygningen:

Før vi kom rundt om klippen gik der en sti fra, som går ned til byen El Palmar. Her er en udsigt til El Palmar:

Længere nede af rygningen kommer vi til Talavera, som er opkaldt efter en af Tenerifes erobrere. Der står i dag nogle ruiner af en gammel landboejendom. Vi er nu nede i skyerne:

Stien fortsætter ned i en kløft, der hedder Barranco de Blas. Den er stejl og ikke så god at gå på, som den sti vi gik opad. Det sidste stykke er dog stenbelagt, og her er en udsigt fra den nederste del:

Det var en flot tur, som kunne have været endnu flottere, hvis vi havde haft klart vejr.

Pico del Teide

2011-10-14T22:52:00.020+02:00

I går blev vi hjemme, dels for at samle kræfter til Teide turen og dels fordi vejret var overskyet og temmelig køligt. I morges var det stadig overskyet, men Erika fortalte os i går, at det tit kan være klart ved Teide, selvom det er overskyet langs kysten. Så vi tog chancen og kørte afsted kl. 7:30, mens det stadig var mørkt. Da vi nåede op til El Portillo, lettede skyerne, og Teide stod flot mod den klare himmel i solopgangen:

Det viste sig heldigvis, at der ikke var 1700 højdemeter op til toppen, men "kun" ca. 1370, da stien starter i en højde af 2350 m, og toppen er på 3718 m. Her er vores GPS track:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Klokken 8:30 var vi klar til at starte turen. Temperaturen var 9°C. De første 3½ km går stien ad en grusvej med en jævn hældning. Her er et billede fra den første km, hvor man lige kan skimte toppen af Teide og et af tovbanens tårne:

Fra grusvejen, som går i zigzag op til en højde af 2850 m, var der en flot udsigt til en formation i det store krater, som kaldes La Fortaleza:

De store sten, der ligger nedenfor, kaldes for "Teide æg". De er dannet ved, at små klumper af lava er rullet ned over den stadig flydende lavastrøm, og undervejs er de vokset som snebolde.

I ca. 2850 meters højde fortsætter ruten som en smal sti op igennem et område af sort lava, og ved ca. 3270 m kommer vi til en hytte, som hedder Refugio de Altavista:

Her kan man overnatte, hvis man har en reservation. Det er populært at overnatte her, så man kan gå op til toppen af Teide tidligt om morgenen og se solopgangen derfra. Da vi kom til hytten, var den låst. Der var et bord og en bænk udenfor, hvor vi holdt frokostpause.

Stien fortsætter nu op til endestationen for tovbanen igennem et område med meget ujævnt og takket lava, der minder om den type lava, man på Hawaii kalder for "a'a". Toppen af Teide kommer til syne:

Vi er nu oppe i en højde, hvor man tydeligt kan mærke, at luften er tynd. Stien er ret stejl, så her må man gå langsomt. Tovbanen ligger i en højde af 3550 m. For at komme de sidste 170 m op til toppen, skal man vise en reservation, som man kan få på internettet (www.reservasparquesnacionales.es). For at få den er man nødt til at reservere i god tid i forvejen, så det er umuligt at vide, om vejret vil blive godt. Der er tit skyer omkring toppen af Teide, og det kan være meget blæsende og koldt. Vi var meget heldige. Vi havde stort set ingen skyer og kun en let brise. Der var forudsagt en temperatur på toppen på 3-4°C (se sidepanelet), men det føltes varmere.

Vi kan i hvert fald anbefale, at man får skaffet tilladelsen, for synet af krateret og udsigten fra toppen af Teide var i dobbelt forstand turens absolutte højdepunkt. Her er vi på vej op af det sidste stykke til toppen, som også er det stejleste stykke. Nedenfor ses tovbanestationen:

Da vi nåede randen af det det lille krater på toppen, kunne vi se, at der stadig kommer damp ud af sprækker i krateret. Der var en stærk lugt af svovl, og vi kunne se gule aflejringer af svovl i bunden af krateret:

Og så har vi nået toppen i 3718 meters højde. Udsigten var fantastisk. Her kigger vi mod nord, hvor vi kan se skyerne langs kysten, som også dækker Orotava dalen, hvor vi startede fra i morges:

Vi mødte en del, som gik op og så tog ned med tovbanen. Der var også nogen, som tog tovbanen op og gik ned. Og så var der dem, som gik op den ene dag og ned den næste, med en overnatning i Refugio de Altavista. På denne dag så det ud til, at vi var de eneste, der gik op og ned på samme dag. Det var vi ret stolte af. Det blev en tur på ialt 19 km, som tog lige knap 10 timer ialt. Det tog os ca. 5½ time at gå op og knap 4 timer at gå ned. En fantastisk flot tur!

Pico Viejo

2011-10-12T23:02:00.013+02:00

Den næsthøjeste top på Tenerife er Pico Viejo på godt 3100 m. Så den ville være en god forberedelse på turen til El Teide. Pico Viejo er et krater på sydvestsiden af El Teide. Det blev dannet ved et udbrud i 1798. Sti nr. 9 går fra en højde af godt 2000 m op til Pico Viejo, så det er en stigning på knap 1100 m. Her ses vores rute i Google Earth. På vejen tilbage fulgte vi ikke sti nr. 9 hele vejen. Turen blev på ialt 14 km:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Stien går næsten plant de første ca. 1½ km og begynder så at stige op gennem et område af sort lava. Her kigger vi op imod Pico Viejos krater:

Vi er nu kommet et stykke op og kigger tilbage mod vest, hvor vi kan se Teno halvøen stikke ud til højre. I baggrunden til venstre ses øen La Gomera:

Vi havde læst nogle beskrivelser af stien på internettet, hvor den blev omtalt som en "helvedes-sti", da den er stejl og belagt med et lag sand og lavagrus, så man hele tiden skrider tilbage. Så vi frygtede det værste. Men vi syntes nu ikke, at stien var så slem, som den blev udråbt til. Der var dog nogle etaper, som var ret hårde, specielt på de sidste 3-400 højdemeter.

Stien går rundt om sydsiden af Pico Viejos krater, og man kommer op til kraterranden på den side, der vender over imod El Teide. Det var et flot syn med Teide på den ene side og Pico Viejos farverige krater på den anden:

Vi klatrede lidt ned i krateret, hvor vi sad på en hylde og holdt hvil, mens vi nød den flotte udsigt:

Det tog godt 4 timer at gå op, men kun 3 timer at gå ned. Det var faktisk ret nemt at gå ned, da man et stort stykke af vejen kunne halvvejs glide ned ved at sætte hælen i det løse sand og grus på stien. Så det gik fint med at klare 1100 m, men kan vi klare 1700 m på én dag?

--------------

SIDSTE NYT: Undersøisk vulkanudbrud ved øen El Hierro. Beboere evakueret. Klik her for detaljer.

--------------

Camino Candelaria til La Cruzita

2011-10-11T22:35:00.002+02:00

Vi har på denne tur planlagt at prøve, om vi kan gå op til toppen af El Teide. For at gøre det skal man have en tilladelse, som man før i tiden skulle afhente på et kontor i hovedstaden Santa Cruz, men nu kan den fås via internettet på www.reservasparquesnacionales.es. Der er optaget mange dage frem i tiden, så vi lavede en reservation hjemmefra, som er gyldig den 15. oktober. At gå op til toppen af El Teide er en udfordring, da man skal gå fra ca. 2000 meters højde op til godt 3700 m. For at komme i form til at klare den udfordring valgte vi i dag en af de stejle stier fra Aguamansa. Den gik fra 1080 m op til La Cruzita i lige knap 2000 meters højde, en opstigning på ca. 900 m over en afstand på ca. 4 km. Her er stiens profil fra vores GPS track:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Stien gik først igennem en skov, men kom efter de første par km ud i et lidt mere spændende terræn med klipper som disse:

På det øverste stykke havde vi en flot udsigt til Teide såvel som til Orotava dalen og kyststrækningen mod nord:

På toppen ved La Cruzita var der udsigt mod Tenerifes østkyst og byerne nedenfor. Stien fortsætter ned på den anden side til byen Arafo og er i øvrigt en gammel pilgrimsrute, som hedder "Camino de Candelaria". Efter et kort hvil på toppen gik vi samme vej tilbage. En flot tur.

En strandtur i Puerto de la Cruz

2011-10-10T22:42:00.003+02:00

Mandag er blevet vores indkøbs- og stranddag. I dag var det vores mening at tage ned til stranden øst for det kunstige pool-område i Puerto de la Cruz, som kaldes Lago Martiánez. Det er den strand, der ses her med Lago Martiánez ude på pynten:

Som det ses på billedet, var der en kraftig brænding på stranden, så vi gik videre til klippekysten på den anden side af Lago Martiánez:

Her fandt vi en bugt, som havde mindre brænding, og vi kunne gå i vandet fra en trappe på den cementmole, der stikker ud mellem klipperne. Og selv om det var en smule hårdt at ligge på den stenbelagte platform, var det faktisk dejligt at slippe for at få sand i alting:

Vandet var ca. 22°C, så det var perfekt. Vi havde snorkel og svømmebriller med, og der var en del fisk at se mellem klipperne.

Choza Classic plus Ruta del Agua

2011-10-09T23:15:00.003+02:00

Vi kørte til Aguamansa for at gå en rundtur ad en sti, som vi havde downloaded fra internettet, og som kaldes "Choza Classic". Det var en ret nem tur på ca. 8 km uden større stigninger. Undervejs kom vi forbi en sidesti på ca. 2 km, som hedder "Ruta del Agua", og den så ret spændende ud, så den tog vi. Det er den øverste del af vores GPS track, som vist her i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth

"Ruta del Agua" gik stejlt op ad trapper som disse:

Det gik ca. 200 m op over en afstand af 700 m. Vores tommelfingerregel siger, at når en sti går 200 m op over 1 km, så er den ret stejl. Fra toppen af trapperne havde vi en flot udsigt til Teide:

Stien hedder "Ruta del Agua", fordi den går langs med en gammel akvædukt, som man kan se resterne af på dette billede:

Det blev alt i alt en flot tur på ca. 11 km med en akkumuleret stigning på 790 m. "Choza Classic" var en udmærket "skovtur", men det var helt bestemt "Ruta del Agua", som gjorde turen til noget særligt.

"King of the North" fra Pino Alto

2011-10-08T23:18:00.002+02:00

Vi havde ikke lyst til at køre ret langt i dag, så vi valgte at gå ad en sti fra en landsby, der hedder Pino Alto, som ligger kun ca. 6 km øst for hvor vi bor. Stien går hele vejen op til Aguamansa og kaldes også for "King of the North":

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi parkerede ved et bus stoppested mellem La Florida og Pino Alto og gik så ca. 2½ km op ad den enormt stejle asfalterede vej igennem Pino Alto, indtil vi kom til selve stien. Her er en udsigt ned over Pino Alto til La Orotava og Puerto de la Cruz nedenfor:

Vi fortsatte op ad stien, som senere blev til en jordvej. Den gik gennem en skov med mange forskellige slags træer, inklusive en masse eucalyptus træer med deres karakteristiske løse bark:

På grund af træerne var der ingen udsigt fra stien, så det blev lidt ensformigt i længden. Da vi efter godt 6 km havde nået en højde af 1000 m, vendte vi om, og da vi nåede tilbage til bilen, som var parkeret i 490 meters højde, havde vi gået ialt 12½ km.

Arenas Negras i Las Cañadas

2011-10-06T22:26:00.002+02:00

Der var udsigt til en varm dag, så vi tog kurs mod Las Cañadas, som er området omkring vulkanen Teide, og som ligger i ca. 2000 meters højde. Vi gik en tur fra El Portillo, som er det sted, man kommer ind i Las Cañadas, når man kører op fra La Orotava. Her er vores GPS track set fra øst:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Vi gik først ad en sti, der er afmærket som nr. 4, og som går langs den indvendige kant af krateret mod øst. Det er en 15 km lang sti, som er næsten helt plan, så efter 4 km begyndte det at blive lidt ensformigt. Vi gik tilbage til sti nr. 2, som går rundt om et af randbjergene, det der hedder Arenas Negras. Det var en flot sti med en fin udsigt til Teide såvel som til havet øst for Tenerife. Vi gik ialt 12½ km og nåede op i en højde af godt 2300 m.

Her er en udsigt til Teide taget fra køreturen derop:

Og som kontrast er her et billede af Teide taget inde fra krateret. Bemærk tovbanen på venstre side af bjerget:

Det var ret køligt i starten, da vejret var skyet, og der blæste en kold vind. Men da vi kom op til toppen af sti nr. 2, kom solen frem, og det blev meget varmere. Derfra tog vi dette billede:

Cuevitas de Limón

2011-10-05T22:10:00.007+02:00

I dag gik vi vores første "rigtige" vandretur. Det var overskyet om morgenen, og vejrudsigten lovede tørt vejr men med risiko for byger, så vi ville ikke køre for langt væk og besluttede os for en tur i den øvre del af Orotava dalen. På Google Maps via Netkvik fandt vi en genvej fra vores hus til Aguamansa på kun 9 km. Den var godt nok kort, men da den gik lige opad fra ca. 400 til godt 800 m var den enormt stejl. Vi har sjældent kørt på en vej så stejl som denne her, i hvert fald ikke på så lang en strækning som her, hvor vi måtte køre ca. 2½ km i første gear:

Vi parkerede ved et picnic område, der hedder La Caldera, lige efter byen Aguamansa. Det ligger i en højde af 1200 m. Herfra går der mange stier, og vi valgte en, som går via Cumbre Dorsal til Güimar. Vores plan var at gå til et sted, der hedder Cuevitas de Limón, som ligger i ca. 1800 meters højde, og så gå tilbage derfra. Her er vores GPS track i Google Earth set fra nord:

Klik her for at se ruten i Google Earth

Det blev en tur på ca. 10 km med en stigning på 650 m. Det meste af vejen gik vi i en skov uden udsigt. Her er et billede fra det sted, hvor vi vendte om (lidt forbi Cuevitas de Limón), og hvorfra vi havde en fin udsigt til Teide mellem træerne:

På vejen tilbage gik vi langs med en flot kløft, som ligger lige oven over et lille picnic område, der hedder Choza Chimoche:

En byvandring i La Orotava

2011-10-04T22:47:00.000+02:00

Det regnede om morgenen, og vejrudsigten lovede mere af det samme, så vi besluttede at nøjes med at gå en eftermiddagstur i La Orotava. Den er blevet officielt udnævnt som Spaniens kønneste by, så den måtte vi jo se, selvom vi generelt ikke er så vilde med større byer. Vores hus ligger ca. 2 km fra centrum. Den kønneste del af byen er den gamle historiske bydel, hvor vi gik rundt en times tid.

Her er den gamle kirke, Iglesia de la Concepción, som ligger midt i den historiske bydel, set fra en lidt usædvanlig vinkel:

Og sådan ser den ud indvendig:

Her er et kig ned gennem en af gaderne i den gamle bydel med et af de afmærkede historiske huse på venstre side:

Og til slut endnu et billede af en gammel historisk bygning, Casa de los Balcones:

Ankomst til La Orotava på Tenerife

2011-10-03T22:38:00.004+02:00

Den 2. oktober 2011 fløj vi fra Aalborg via Amsterdam og Madrid til Tenerife Nord, hvor vi ankom med 1½ times forsinkelse kl. 18:15 lokal tid. Det tog ca. en halv time at køre derfra til det hus, vi har lejet i La Orotava:

Klik her for at gå til et interaktivt kort over ruten.

Det småregnede i aftes, men her til morgen er vejret ved at klare op, og her er en udsigt mod nordvest fra vores have, hvor vi kan se ned over byen Puerto de la Cruz til havet:

Huset, vi har lejet, er et af tre huse, som hedder Casa Erika 1-3. Se flere detaljer og billeder på www.casaerika.com.

Efter en indkøbstur gik vi om eftermiddagen en kort tur på ca. 5 km langs kysten øst for Puerto de la Cruz. Her ligger en lille strand, der hedder Playa Bollullo med sort lavasand:

Vi fortsatte forbi Playa Bollullo, hvor der ligger endnu en flot sort sandstrand. Vi gik ned til det punkt, hvor Gunhild står på billedet, og sad der lidt og nød udsigten:

El Morrón del Mediodía

2011-06-23T20:55:00.007+02:00

Det var vores sidste vandretur på denne rejse, og for at sætte prikken over i'et besluttede vi os for at bestige El Morrón del Mediodia, en af Sierra Nevadas bjergtoppe i nærheden af Puerto de la Ragua med en højde på 2753 m. Her er vores faktiske rute i Google Earth set mod syd:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi startede fra Puerto de la Ragua i en højde af 2000 m ved 10-tiden, hvor temperaturen var godt 18°C. Der blæste en frisk brise, og da vi kom lidt højere op, blev det ret køligt, men vi kunne godt holde varmen, da vi konstant gik opad. Her kigger vi op mod tre bjergtoppe, som fra venstre til højre er El Morrón San Juanero (2610 m), El Morrón del Mediodía (2753 m) og Alto de San Juan (2786 m):

Vi startede med at gå til El Morrón San Juanero, idet vi gik tværs over bakkerne uden at følge nogen sti. Her holder vi pause på toppen, hvor vi har søgt læ for den kolde vind:

Der var en flot udsigt fra San Juanero, men den blev endnu flottere, da vi kom til Mediodía. Toppen til venstre er Mulhacén:

Ifølge vejrudsigten skulle temperaturen ved 2700 m nå op til 14°C i dag, men det føltes faktisk varmere her end på San Juanero. Vi fandt et godt sted med læ for vinden til at spise resten af vores frokost. Udsigten var enestående, og som I kan se, er vi nu nået op over "snegrænsen":

Turen blev på 12.2 km med en akkumuleret stigning på 840 m. Det blev en flot afslutning på vores vandre-ferie i Andalusien.

Fra Trevélez til Rio Culo de Perro

2011-06-22T22:57:00.011+02:00

Efter en hviledag i går var vi klar til at vandre igen. Der var udsigt til en varm dag, så vi valgte at gå fra Trevélez, som er Spaniens højest beliggende landsby. Vi fulgte Walk 10 i Jeremy Rabjohns' "Holiday Walks in The Alpujarra". For en gangs skyld kunne vi følge beskrivelsen, så nogenlunde i hvert fald. Her er et billede fra Google Earth af vores rute, hvor man samtidigt kan se, at vi går lige neden for Mulhacén, som med sine 3478 m er det højeste bjerg på det spanske fastland (Teide på Tenerife er det højeste bjerg i Spanien):

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi går først på den vestlige side af den kløft, hvor floden Rio Trevélez løber i bunden. Der var en flot udsigt til floden så godt som hele vejen op:

Efter ca. 5 km kom vi til en biflod, som hedder Rio Culo de Perro, og som vi skulle krydse. Rabjohns' bog indikerer, at der er en primitiv bro over floden, men den kunne vi ikke få øje på. Heldigvis havde vi vores vand-sko med, og da floden på dette sted er delt i to, gik det forholdsvis nemt med at krydse den på trods af en rivende strøm. Her er Gunhild kommet over den ene gren:

Stien fortsætter nu et par km nord for Rio Culo de Perro, hvor den først går højt op og derefter gradvist ned til Rio Trevélez på et sted, hvor der findes en bro. Fra den høje sektion havde vi den bedste udsigt til de sneklædte tinder af Sierra Nevada, som inkluderer Mulhacén:

På vejen ned til broen kom vi forbi nedenstående gård (cortijo på spansk). Overalt i Sierra Nevada er vi stødt på gamle ruiner, og nogle af disse gamle cortijos ser ikke ret meget bedre ud, men de er beboede og drives tilsyneladende stadigvæk.

På den anden side af Rio Trevélez fulgte vi en sti til et stykke neden for Rio Culo de Perro, hvor der er endnu en bro. Rabjohns siger nu, at man skal blive på den østlige side af floden til næste bro, men det var simpelthen umuligt. Der var ingen sti, man kunne følge, og på vestsiden var der heller ingen, så vi var nødt til at tage en omvej op over den vestlige skråning, indtil vi kom til et sted, hvor vi kunne se en sti langs flodens vestlige bred. Her lykkedes det os at klatre ned ad skråningen igen, og vi kunne nu følge stien derfra tilbage til Trevélez.

Det blev en tur på 14.7 km med en akkumuleret stigning på godt 980 m. Det var en meget flot tur, som desværre blev lidt ødelagt af stiens tilstand. Der var næsten konstant vand og mudder på stien, og det var anstrengende hele tiden at hoppe fra sten til sten. Et par steder var der så meget vand, at vi var nødt til at tage vandsko på for at komme igennem uden at få vores vandrestøvler gennemblødte.

Del Aguadero ved Laujar de Andarax

2011-06-20T22:30:00.008+02:00

I aftes rullede tågen ind over kysten og nåede helt op til Nechite, og der var udsigt til en lidt "køligere" dag med en forventet max temperatur på ca. 28°C. Så det var en god dag til at gå en lidt længere tur ved Laujar de Andarax, tænkte vi. Vi fandt et GPS track på Wikiloc for en sti, der hedder Del Aguadero og som har betegnelsen PR-A37. Her er et Google Earth billede af vores faktiske rute, og til sammenligning viser den grønne rute den tur vi gik den 13. juni:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Det blev en lang tur på godt 21 km og med en akkumuleret stigning på lige knap 1300 m, vores længste og hårdeste tur indtil nu. Vores rute afviger lidt fra PR-A37, da vores downloadede spor vildledte os på tilbageturen (vi gik mod uret rundt), hvor vi kom ind i et område uden stier og med højt græs og ukrudt, som var meget besværligt at gå i. Vi gik derfor op på en grusvej, som ledte os rundt om den kløft, man ser øverst til venstre i billedet. Så vores tur blev godt 3 km længere end den officielle PR-A37, som skærer tværs over den kløft (sammen med Sulayr).

På vejen op gik stien for en stor del i en fyrreskov, som gav os en del skygge, men af og til kom vi ud i et åbent område med en flot udsigt ned gennem kløften:

Gunhild holder en gren i hånden, som hun brugte til at holde fluerne væk med. Det var noget vi lærte i Los Padres National Forest, hvor der altid var mange fluer. Der var næsten lige så mange her, og det var både af den slags der bider såvel som de små irriterende fluer, der bliver ved med at summe rundt om hovedet på én.

Stien starter i en højde af ca. 950 m og når op til ca. 1650 m. Her er vi næsten nået op til det højeste punkt på østsiden af kløften (Barranco del Aguadero), hvorfra man kan se den grusvej, som vi gik tilbage ad på den anden side. Den slår et langt sving for at komme rundt om kløften til venstre i billedet, som hedder Barranco Najada de las Vacas.

Stien går ned til floden, hvor vi sad lidt med fødderne i det kolde vand, før vi gik op igen. Det var en stejl sti, som gik op til en højde af 1650 m igen. Stien følger nu GR-240 (Sulayr), og den skulle vi have fortsat med at følge, men det downloadede spor ledte os ned forbi Cortijo de las Rosas, og det var grunden til, at vi gik forkert, da vi ikke kunne følge sporet.

Da vi nåede den øverste ende af den kløft, hvor grusvejen slår det store sving, blev vi mødt af et kærkomment syn: Et lille vandfald, hvor vi kunne stå i støvregnen fra faldet og få kølet fødderne - eller hovedet - som Gunhild gør her:

På det sidste stykke afveg vi også lidt fra den officielle rute, der følger den samme vej, som vi gik den 13. juni. Vi gik ned ad en lavere vej, som var lidt kortere, men som medførte, at vi måtte krydse floden ad en træstamme og derefter gå langs floden et stykke, før vi kom op til vejen igen:

Det var en flot tur, men 21 km var lige i overkanten. Hvis vi havde sparet de ca. 3 km vi gik for langt, ville det have været perfekt.

Et loop fra Mecina Bombarón til Lastonar

2011-06-19T20:01:00.005+02:00

Vejrudsigten lovede lidt lavere temperaturer end i går, så vi besluttede at gå en tur fra Mecina Bombarón, som ligger i en højde af ca. 1200 m. Vi fandt et GPS track på Wikiloc med en ca. 16 km lang rundtur, som går op til et sted, der hedder Lastonar, hvor der er adgang til GR-240 (Sulayr), i en højde af ca. 2000 m. Her er vores faktiske rute:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi gik turen i retningen mod uret. Det første stykke var sammensat af stykker af jordvej og små lokale stier, hvoraf de fleste var tilgroet med ukrudt. Man skal holde godt øje med GPSen for at følge denne sti, og uden GPS sporet ville det have været helt umuligt. Efter ca. 5 km kom vi ud på en god grusvej, som gik i en fyrreskov. Det var lykken, da vi sjældent har svedt så meget, som vi gjorde på det første stykke.

Efter et par km forlod vi vejen og gik op gennem et brandbælte, som førte os til en gammel stenbygning, som formentligt er Lastonar, men der var ingen skilte:

Herfra gik vi tilbage via en anden grusvej, der til sidst møder GR-7, som vi fulgte tilbage til Mecina Bombarón. Det blev en lang tur på 16.7 km med en akkumuleret stigning på 945 m. På nedturen kom vi igennem et område med mange gule blomster af en ny slags, som ligner små takkede stjerner. De to rækker af kasser nedenfor er bistader, som der var mange af i dette område:

Til slut et billede fra et flot udsmykket hus i en af Mecina Bombaróns smalle og stejle gader:

El Chullo

2011-06-18T21:24:00.007+02:00

Der var udsigt til endnu en meget varm dag, så vi besluttede at køre op til Puerto de la Ragua, som er et pas i Sierra Nevada bjergene i en højde af godt 2000 m, og gå en tur derfra. Vi nåede passet kl. 10, og bilens udendørs termometer viste en temperatur på 18.5°C. El Chullo er en bjergtop på godt 2600 m, som ligger på den østlige side af passet. Her er et billede af vores rute fra Google Earth, hvor vi kigger mod syd:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi er nu på vej op mod El Chullo, som er særlig flot på denne årstid, hvor den er dækket af gule blomster, en lavtvoksende plante af gyvel-familien:

Efterhånden som vi kommer højere op, kan vi begynde at se de sneklædte toppe af Sierra Nevadas højeste tinder:

Efter ca. 1½ time nåede vi toppen af El Chullo i en højde af godt 2600 m:

Der var kun 4 km til toppen af El Chullo, og vi ville gerne gå lidt længere, så vi fortsatte langs rygningen mod vest. Hele rygningen var et hav af gule blomster. Her kigger vi tilbage mod El Chullo:

Vi kom forbi et skilt som pegede østpå mod Lagunilla Seca, og vi forsøgte at følge stien, men den forsvandt for os, og vi vidste ikke, hvor Lagunilla Seca lå. Vi kunne se en sti lavere nede, så vi gik ned over skråningen til den sti, som viste sig at være returstien fra Lagunilla Seca. Den møder til sidst GR-240 (Sulayr), som vi fulgte tilbage til Puerto de la Ragua. Det blev endnu en flot tur på 13 km.

Da vi kørte derfra, viste bilen en udendørs temperatur på 24.5°C, og det var køligere højere oppe, så det var et perfekt sted at vandre på denne årstid. Da vi nåede tilbage til Nechite ved halvfem tiden var temperaturen igen på 34°C.

En 2-dages tur til Cabo de Gata naturpark

2011-06-17T20:59:00.013+02:00

Øst for Almería ligger der et specielt område, som har fået status af en naturpark. Det hedder på spansk Parque Natural Cabo de Gata-Nijár og er det grønne område på nedenstående kort:

Det ville vi gerne se, så vi tog en 2-dages tur derud. Vi fik anbefalet et hotel i Agua Amarga, som hedder Hotel Family. Hotellet og den tilhørende restaurant køres af en fransk familie, og værelsesprisen inkluderer en fin 3-retters middag samt morgenmad. Det er et sted, vi varmt kan anbefale.

Vi kørte direkte til Agua Amarga, og da vi ankom ved middagstid lå der en tåge langs kysten, som også dækkede stranden. Men i løbet af et par timer klarede det op, og vi nød resten af eftermiddagen på stranden. Gunhild sidder ved den røde parasol:

Det skulle være godt at snorkle langs denne kyst, og det var en af grundene til at vi tog derud. Vi snorklede først ved klipperne langs strandens sydlige ende, hvor der var en del fisk, men de var allesammen grå. Vi prøvede også ved den nordlige ende af stranden, men her var vandet for uklart, og der var en masse brandmænd (red jellyfish).

Her er et billede fra hotellet fra i morges, da vi var klar til at køre videre. Gunhild står på terrassen ved vores værelse:

Vores mål var Cabo de Gatas fyrtårn på halvøens sydlige spids, men der er ingen direkte vej dertil langs kysten. Vi kørte først via byen Fernán Pérez inde i landet ud til kysten igen ved Mirador Amatista. Undervejs kom vi forbi Rodalquilar, hvor der ligger en gammel guldmine:

Efter et stop ved Mirador Amatista, hvorfra der er en flot udsigt op og ned langs kysten, fortsatte vi til byen Isleta del Moro, hvor der ligger en klippe i havet lige ud for byen. Det mindede os om Morro Bay i Californien, men byen ser dog noget anderledes ud:

Der er faktisk to klipper ud for La Isleta. Den inderste er landfast, og her er udsigten fra toppen af den til den yderste klippe:

Herfra måtte vi igen køre ind i landet for at komme til fyrtårnet, Faro de Cabo de Gata. Der går en primitiv vej fra byen San José ned til fyrtårnet, men vi fik at vide, at uden firehjulstræk ville vi ikke have en chance. Vi havde ingen tåge denne morgen, men vejret var meget diset, så vores billeder er ikke alt for klare. Her ankommer vi til fyrtårnet ad en vej, som på det sidste stykke er meget stejl og meget smal:

På østsiden af fyrtårnet er der et udsigtspunkt, hvorfra man kan se nogle pittoreske klipper i vandet, som kaldes Arrecife de las Sirenas. Man siger, at de har fået det navn af søfarere, som hørte sælernes gøen fra klipperne og troede, at det var sirenernes sang:

Vi havde set billeder af dette område og troede, man kunne snorkle ved klipperne, men det var ikke tilladt. Vi måtte gå til en strand på vestsiden af fyrtårnet, som hedder Corralete Beach. Her snorklede vi langs klipperne ved den vestlige ende af stranden og så de samme grå fisk, som vi så i Agua Amarga. Vandet var varmt og meget klart, så vi ville gerne have snorklet noget mere, men vi kunne ikke holde ud at være på stranden for fluer. Desuden begyndte tågen at komme ind, og da vi kørte derfra ved 13-tiden, var fyrtårnet næsten helt forsvundet i tågen.

På vejen hjem gjorde vi holdt ved Las Salinas, som er en saltholdig indsø, hvor en flok flamingoer holder til. Man kan iagttage dem igennem en kikkert fra et overdækket udsigtspunkt. De var ret langt borte, men her er et billede taget med 16x zoom, hvor man lige kan skimte flamingoerne:

Som konklusion på denne tur kan vi sige, at vi nød turen og det at se noget andet, men snorkel-oplevelserne levede helt ikke op til vores forventninger, og Cabo de Gata kysten blegner en smule i sammenligning med Californiens kyst. Vi var godt tilfredse med at vende tilbage til Nechite igen, selvom temperaturen var 34°C, da vi kom hjem ved 17-tiden.

En tur på en lokal sti: Sendero del Agua

2011-06-15T21:50:00.003+02:00

Da vi har planlagt en længere tur for de næste to dage, havde vi ikke lyst til at køre nogen steder i dag. Vi blev hjemme, men for at få lidt motion besluttede vi at gå den korteste af de lokale stier: Sendero del Agua, som går mellem Nechite, Válor og Mecina Alfahar. Vi gik først ad GR-7 fra Nechite til Válor. Her ankommer vi til Válor med udsigt til byens centrum med kirken:

Vi gik lidt rundt i byen og forsøgte så at finde fortsættelsen af Sendero del Agua. Men det viste sig at være vanskeligt. Der var ingen skilte, og de folk, vi spurgte, kunne ikke hjælpe. Efter nogle forsøg på at følge forskellige stier syd for byen, måtte vi give op og gå tilbage til vejen, som vi fulgte til et stykke før byen Mecina Alfahar. Her fandt vi en sti, som førte os ind til byen. Her er en udsigt til Mecina Alfahar, og det er Nechite, som kan skimtes ovenfor:

I Mecina Alfahar var der et stort skilt, som viste os fortsættelsen af Sendero del Agua. Fortsættelsen burde føre os tilbage til Nechite, men så nemt skulle det ikke være. Stien førte os tilbage til Válor! Så vi endte med at gå langs vejen tilbage til Nechite.

Så det der var planlagt som en nem lille spadseretur på ca. 4 km endte med at blive en tur på 7.6 km. Men hvad gør det?

En tur på Sendero Sulayr (GR-240) med sidespor

2011-06-14T19:41:00.006+02:00

Med udsigt til endnu en varm dag planlagde vi at gå en tur på den høje sti, GR-240, som også kaldes Sendero Sulayr. Der er ikke så mange steder, man kan køre til GR-240, men et af stederne er vejen til Puerto de la Ragua, som går tværs over den østlige del af Sierra Nevada bjergene. Vi kørte derop, og med GPSens hjælp fandt vi det sted, hvor stien krydser vejen. Der er nogle pæle med de rød-hvide GR mærker ved vejen, men de er nemme at overse.

Vi startede i en højde af 1675 m og gik op ad stien mod vest. Her går stien op over en rygning, men følger stort set en konturlinie på godt 1800 m. Vi gik i en fyrreskov, og det så ud til at stien ville fortsætte sådan. Det var lidt for kedeligt, så da vi kom til kanten af rygningen og så et hjulspor, som gik op og ned ad rygningen, besluttede vi at prøve det i stedet for at fortsætte på GR-240. Her er den rute, vi gik:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi gik først ned ad rygningen til et punkt med nogle flotte klipper, hvorfra der var en god udsigt til hele landskabet mod syd med byen Bayárcal mod sydøst:

Vi gik derefter op ad rygningen og nåede til sidst op i en højde af godt 2200 m. Der var en behagelig temperatur på omkring 17-18°C i skyggen efter vores bedste skøn. Der var en masse flotte blomster i denne højde. De er i fuldt flor lige nu, og der var mange slags, som vi ikke havde set længere nede.

På denne tid af året kan det være svært at finde et sted med skygge midt på eftermiddagen, især i et område som her uden træer, så vi var heldige, da vi fandt denne lille hule:

Da vi kom tilbage til vejen, fulgte vi stien ned i kløften mod øst, hvor Arroyo de Palancón løber i bunden. Der står et skilt, som peger med Barranco del Riachuelo, som er den næste kløft langs stien, og hvortil der var 2.5 km. Stien var meget overgroet og så ikke ud til at blive brugt ret meget. Her er et billede fra bunden af kløften med broen over Arroyo de Palancón:

Endnu en fin tur, som blev på ialt 11.7 km.

En vandretur ved Laujar de Andarax

2011-06-13T22:30:00.007+02:00

I dag tog vi på en vandretur med Peter og Sylvia, vores værtspar, og to af deres venner, Bill og Jane, som også bor i Nechite, ved en by der hedder Laujar de Andarax, som ligger en god halv times kørsel mod øst. Turen gik i et loop på hver side af floden Rio Andarax i en kombination af to regionale vandrestier, PR-A35 Senda de Monterrey og PR-A36 Senda de la Hidroeléctrica. Det blev en fin tur på ca. 9 km.

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Turen starter i en højde af 950 m, og efter en stejl opstigning på ca. 200 m fortsætter stien langs den østlige side af Rio Andarax i en gammel vandkanal, som går igennem nogle tunneller på sin vej langs klippevæggen. Her er et filmklip fra en af tunnellerne:

Her er et andet billede fra tunnelsektionen, taget fra et filmklip:

Efter at have krydset floden går vi tilbage på den vestlige side af floden. Her er et gruppebillede med udsigt til østsiden af kløften, hvor man ser den gamle hydroelektriske vandledning, som vi gik ovenover:

Vi passerede et vandfald på den øverste del af stien, og til slut kom vi til dette vandfald, som findes ved stiens begyndelse, hvor der er et rekreativt område, som hedder El Nacimiento:

En flot tur og et godt valg på en meget varm dag, da en stor del af stien har skygge. Da vi kom tilbage til Nechite ved 17-tiden, viste termometret 32°C.

Fra Juviles til Trevélez via GR-7

2011-06-12T22:40:00.004+02:00

Der var udsigt til en varm dag, så vi valgte at gå et stykke af GR-7 fra Juviles til Trevélez, som ligger lidt højere end resten af GR-7. Vi startede i Juviles i en højde af 1270 m og gik så op over en rygning på 1765 m, hvorefter stien går nedad mod Trevélez, som ligger i en højde af 1450 m:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Det blev vores mest anstrengende tur indtil nu, med en akkumuleret stigning på 1265 m og en længde (ifølge GPSen) på 19.4 km. Men det blev også en af de flotteste ture, vi har gået. De første 4 km fra Juviles til kanten af rygningen var dog ikke særligt spændende, og vi var lige ved at vende om. Men vi fortsatte heldigvis, og da vi kom over rygningen, blev vi mødt af dette syn:

Det skulle være Mulhacén, det højeste punkt i Sierra Nevada på 3482 m i midten, og toppen til højre er Pico Veleta på 3394 m. Vi nød den flotte udsigt hele vejen ned til Trevélez, som har en skøn beliggenhed:

Her er vi kommet ned til byen, hvor vi krydser broen over Rio Trevélez:

Trevélez er stærkt præget af turismen. Vi sad lidt på en plaza midt i byen, hvor et orkester spillede traditionelle spanske melodier.

På vejen tilbage blev toppen af bjergene efterhånden dækket af skyer, som det sker næsten hver eftermiddag. Men vi var heldige med at have en klar udsigt til toppen hele vejen ned til Trevélez, så alt i alt blev det en meget vellykket tur.

Fra Cádiar til oven for Bérchules

2011-06-11T21:15:00.006+02:00

Vi startede i Cádiar ligesom for tre dage siden, men denne gang gik vi mod nord i retning mod Bérchules, idet vi fulgte GR-7. Denne del af GR-7 har en god stigning fra ca. 920 m i Cádiar til ca. 1330 m i Bérchules over en strækning på ca. 5 km. På vejen op gik vi dog udenom byen Naríla og fortsatte lige til Alcútar, en lille by, som ligger ½ km før Bérchules. Her mødte vi to unge mænd til hest, som var i færd med at transportere halm, som anbringes i bøjlerne på hestens sider. Det er ellers sjældent, at man ser unge mennesker, som benytter sig af de traditionelle arbejdsmetoder:

I Bérchules kom vi forbi denne flotte kilde (fuente):

En af de gode ting ved at vandre i Las Alpujarras er, at selv de mindste byer har en kilde med rindende vand, som er rent og koldt, så man behøver sjældent at tage ret meget vand med.

Der var kun godt 5 km til Bérchules, og vi ville godt gå lidt længere, så vi fortsatte mod nord ad en lokal sti, som hedder "Junta de los rios". Den går langs siden af den kløft, hvor floden Rio Grande de Bérchules løber, og går forbi det sted for Rio Chico mødes med Rio Grande. Vi håbede at kunne gå dertil, men undervejs tog vi en forkert sti og måtte gå tilbage, og da vi havde gået 8½ km besluttede vi at vende om. På det sted lå der en gammel ruin i flotte omgivelser:

På vejen tilbage gik vi gennem byen Naríla. Hele turen blev ifølge GPSen på 16.7 km med en akkumuleret stigning på godt 830 m.

Klik her for at se ruten i Google Earth.

På stranden i Almerimar

2011-06-10T20:51:00.003+02:00

Fredag er blevet vores faste strand- og indkøbsdag. I dag tog vi til stranden i Almerimar, som ligger lige syd for byen El Ejido. Almerimar er en turistby, som har en lang strand med masser af parkerings-muligheder. Stranden består dog mere af grus end sand, og vandet var meget uklart, så vi må nok sige, at vi foretrækker stranden ved Aguadulce. Her er en udsigt hen langs stranden mod vest fra havnen i Almerimar:

Vi vil gerne benytte lejligheden til at vise et par billeder fra Casa Jasmine i Nechite, hvor vi bor. De er taget på forskellige dage. Huset er et 300 år gammelt traditionelt landsbyhus, som er blevet flot istandsat af vores værtspar, Peter & Sylvia:

Peter & Sylvia bor øverst og bruger tagterrassen, mens vi bor nederst og bruger den nederste terrasse, som er flot udsmykket med blomster:

Vi har også en lille "skjult" terrasse til den anden side, hvor man er meget privat:

Casa Jasmine's website findes på http://www.casa-jasmine.co.uk/casa-jasmine.htm.

I morgen har vi været her i 3 uger, så vi har 2 uger tilbage. Nu ser det ud til, at vejret bliver lidt varmere, så vi ser frem til at gå lidt højere op i bjergene i de kommende uger. Vil I med?

Fra Yegen til Mecina Bombarón via GR-7

2011-06-09T20:33:00.007+02:00

Vejret bliver bedre dag for dag, og den udvikling skulle fortsætte ind i næste uge. I dag havde vi 23°C i Nechite, da vi kom hjem fra vores vandretur kl. 17, hvilket er 3-5 grader højere end de forudsigelser, der fandtes på nettet. Vi gik en tur fra Yegen til Mecina Bombarón ad GR-7. Det var en flot tur, hvor man bl.a. har en god udsigt til det område syd for Yegen som Jeremy Rabjohns kalder "the land of pink and grey". Her er et indtryk, hvor vi kigger ned mod et sted, der kaldes Montenegro:

Stien fortsætter forbi Montenegro og krydser floden Rio Mecina Bombarón, før den klatrer opad igen til byen Golco og derefter til Mecina Bombarón. Her er en udsigt over kløften med Golco til venstre og Mecina Bombarón til højre:

Der var heldigvis en primitiv lille bro over floden. På vejen tilbage holdt vi pause her for at sidde lidt med fødderne i det iskolde vand:

Vi tog også en afstikker ud til en lille kirke (ermita på spansk), som ligger 200 m fra stien i Montenegro. Kirken kan skimtes helt til venstre i billedet:

Der fandt vi bl.a. et morbærtræ, som var fuldt af modne bær.

Stien starter i Yegen i en højde af ca. 1080 m og går ned til ca. 880 m, hvor vi krydser floden, hvorefter den klatrer op til 1200 m ved Mecina Bombarón. Ifølge Google Earth havde hele turen en akkumuleret stigning på godt 860 m. GPSen målte den totale længde til 13.8 km.

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Et loop fra Cádiar via GR-142 og GR-7

2011-06-08T20:03:00.005+02:00

I byen Cádiar, som ligger ca. en halv times kørsel vest for Nechite, går de to lang-distance vandrestier GR-142 og GR-7 tæt på hinanden, og det er muligt at gå en rundtur via GR-142 den ene vej og tilbage via GR-7 den anden vej (eller omvendt). De to grene går på hver sin side af floden Rio Guadalfeo:

Begge grene har en del afmærkninger, og som sædvanligt er der flere af de små pæle med stiens symbol, som er placeret, så de er helt misvisende (vi har bl.a. en sådan pæl i Nechite, som medfører, at mange vandrere forvilder sig ned i byen). Ved mærket "Keep right thru' orchard" skal man fortsætte ligeud gennem en mark med mandel- og figentræer, selvom pælen ser ud til at vise, at man skal fortsætte ned ad grusvejen til venstre. Det er simpelthen en stor fordel at gå efter et downloaded GPS track (se sidepanelet).

På vejen til Cádiar gjorde vi holdt ved et udsigtspunkt, hvorfra der var en flot udsigt til byen og floden, Rio Guadalfeo. Den lille by i højre side af billedet hedder Narila:

Vi gik først ad GR-142 langs en rygning med en flot udsigt over den kløft, hvori Rio Guadalfeo løber, til Sierra Nevada. Vi kunne se Spaniens højest beliggende by, Trevélez, og bag den de sneklædte toppe af Sierra Nevadas højeste bjerge, hvoraf det højeste er Mulhacén på 3482 m:

Efter ca. 6 km går GR-142 ned til floden, som man krydser via en bro, og stien fortsætter nu mod nord langs et mindre vandløb igennem Barranco de Atalaya. Efter et par km mødes GR-142 med GR-7 lige efter en ruin. Stedet er vel afmærket med skilte. Her går vi til højre ad GR-7, som fortsætter langs nordsiden af den kløft, hvori Rio Guadalfeo løber. Stien kommer til sidst helt ned til floden, hvor vi krydser floden ad denne primitive bro for at holde hvil i skyggen af nogle træer:

På det sidste stykke op til Cádiar kommer vi forbi en hest, som havde fået sit tøjr viklet rundt om et par store sten, så det sad fast. Det lykkedes Gunhild at frigøre tøjret, så hesten igen kunne løbe rundt på marken:

I Cádiar har de en kilde (fuente på spansk) med vin. Desværre var den tør, da vi kom forbi:

Det var en fin tur, som ifølge GPSen blev på ialt 13 km.

Gennem torden og hagl oven for Nechite

2011-06-07T18:37:00.013+02:00

Det ustabile vejr fortsætter. I går besluttede vi at tage til Almería for at se den mauriske fæstning, La Alcazaba, som skulle være ret imponerende. Det viste sig, at La Alcazaba var lukket netop den dag på grund af vedligeholdelse. Så vi kørte ud til Aguadulce i stedet for og havde en fin eftermiddag på stranden med skyfrit vejr og ca. 27°C. Aguadulce lå som i et smørhul af klart vejr med skyer på alle sider. Vandet var rimeligt varmt og vi fik begge en god svømmetur. Da vi kom til Nechite, havde de haft et frygteligt uvejr med hagl og torden og en masse regn.

Vores held skulle imidlertid vise sig at være kortvarigt. Vi besluttede, at vi i dag ville prøve at gå op til rygningen mellem de to kløfter hvor Rio Válor og Rio Nechite løber, fra Nechite siden. Ved hjælp af GPSen fandt vi den sti, som skulle gå op til rygningen fra grusvejen, men den var meget overgroet, og da vi var kommet et stykke op, blev det for vanskeligt at gå længere:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

På det tidspunkt var himlen blevet meget mørk:

Det begyndte at tordne og regne, så vi søgte læ under et træ. Det varede ikke længe før regnen blev til hagl, og tordenen bragede omkring os:

Der var flere lyn, som var meget tæt på, og der var nogle tordenbrag, som vi aldrig har hørt magen til, hvor lyden gav genlyd fra kløftens sider.

Da torden og hagl omsider stilnede af, så vi kunne fortsætte, var vejen og kløftens skråninger helt hvide af hagl:

Vi nåede op til en højde af godt 1460 m, og vi stod i læ for tordenvejret i ca. 1400 meters højde. Da vi kom tilbage til Nechite, havde vi gået ialt 10.7 km, og solen begyndte at kigge frem.

"Al Sur de Las Canteras"

2011-06-05T18:07:00.009+02:00

Titlen er et forsøg på et ordspil, inspireret af Gerald Brenans "Al Sur de Granada". Al sur betyder syd for, og vi befandt os i området syd for landsbyen Las Canteras. Men vi løb også sur i det, da vi ikke kunne følge den sti, vi havde planlagt. Det var meningen, at vi ville gå fra Las Canteras til Darrical via GR142, men der var ingen mærker at finde, og det var helt umuligt at følge den beskrivelse vi havde af ruten. Det er i øvrigt typisk for både GR7 og GR142, at når ruten er nem at følge, som f.eks. på en grusvej, er der masser af skilte, men i vanskelige områder, hvor man især har brug for skiltene, er der ingen.

De to floder, Rio Ugíjar og Rio Yátor, løber sammen lige syd for Las Canteras. Det var meningen, at vi skulle følge den kombinerede flod ned til det sted, hvor den løber sammen med Rio Lucainena. Her er et kort med vores faktiske rute fra Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

På billedet kommer Rio Yátor ind fra vest og Rio Ugíjar fra nordvest. Rio Lucainena ses til højre i billedet. Først skulle vi over Rio Yátor, og det kunne lade sig gøre tørskoet via en lille "sluse", hvor der var en gangbro (der stod godt nok "Prohibido el paso"). Her er Gunhild kommet over:

Det var dog umuligt at gå langs med den kombinerede flod, hvor der var en masse bevoksning helt ned til flodbredden, så vi prøvede at gå udenom det bjerg, der ligger mellem den kombinerede flod og Rio Lucainena. Det måtte vi også opgive, men vi fandt en vej, som gik op bjerget, som hedder La Curva del Dique. Og derfra havde vi en fantastisk udsigt, hvor vi bl.a. kunne se ned til Darrical:

Da vi kom ned igen, gik vi en tur op i landsbyen. Det var søndag, så der var folk på plazaen. I bygningen til venstre var der en bar:

Det blev en tur på kun 6 km, men alligevel en ret interessant tur. Det mest spændende var uden tvivl køreturen ned til Las Canteras. Den gik ad en meget smal vej, som snoede sig hen ad en stejl bjergside. Der var kun få steder, hvor biler kunne passere hinanden, så vi håbede meget på ikke at møde nogen. Vi var så heldige, at vi ikke mødte nogen modkørende, hverken på vejen ind eller ud. Her er et indtryk:

Billedet er fra et filmklip. Det vil blive mere spændende at se filmklippet, som vil blive publiceret på www.ullerup.com engang når vi kommer hjem.

Fra Cherín til Alcolea via GR142

2011-06-04T19:39:00.003+02:00

Atter en dag med udsigt til dårligt vejr i bjergene. Så vi valgte endnu engang at gå en tur på den lave sti, GR142. Vi kørte igen til Cherín, men denne gang gik vi mod øst i retning af Alcolea. Vi nåede til Alcolea, og da vi kom tilbage havde vi sat nogle nye rekorder for denne rejse. Vi gik ialt 15.7 km med en gennemsnitsfart på 5.0 km/t, når vi gik ("moving average"), og et totalt gennemsnit på 3.3 km/t.

De 15.7 km er den afstand, vores GPS måler, og det er den, vi stoler mest på. Google Earth giver en afstand på 14.6 km. Klik her for at se ruten i Google Earth.

Turen til Alcolea gik først langs kanten af Barranco del Rio Alcolea, og derefter op gennem bunden af en side-kløft, som vi ikke kender navnet på. Vi startede i en højde af 540 m og vores mål i Alcolea havde en højde af 730 m. Her er en udsigt til Alcolea:

Og her er et billede fra Alcolea med dens karakteristiske kirke:

Vi har før vist billeder af blomstrende buske, som minder om gyvel, og som findes overalt i dette område. På denne tur bemærkede vi, at blomsterne var fulde af små insekter, som dette:

Måske er der der en eller anden, som kan fortælle os, hvad buskene og insekterne faktisk hedder?

På stranden ved Aguadulce

2011-06-03T20:57:00.001+02:00

I går regnede det stort set hele dagen, så vi blev hjemme og tog en hviledag. I morges var det overskyet med en temperatur på ca. 10°C, da vi kørte fra Nechite ved 10-tiden, men da vi kom ned til stranden ved Aguadulce - en lille by som ligger lige vest for Almería - skinnede solen og der var 23°C. Aguadulce har en flot strandpromenade og en hyggelig lille havn, hvor vi fik frokost, som bestod af øl og tapas ligesom sidste fredag i Adra:

Derefter tilbragte vi en times tid på stranden, og Gunhild tog en svømmetur:

Vandet var varmere end sidste fredag, sagde hun, måske omkring 20°C. Ligesom sidste fredag kombinerede vi vores strandtur med en indkøbstur. Det går fint med at købe ind til en uge ad gangen. Da vi kom tilbage til Nechite ved 17-tiden regnede det.

Fra Cherín til Darrical via GR142

2011-06-01T20:53:00.008+02:00

"Gran Recorridos", eller forkortet GR, er navnet på de lange vandreruter i Spanien. Der er tre GR ruter, som går langs sydsiden af Sierra Nevada, GR 142, GR 7 og GR 240. GR142 går i en højde af ca. 500 m, GR7 - som går igennem Nechite og som vi har gået på flere gange - går i en højde af ca. 1000 m, og GR240, som også kaldes Sendero Sulayr, går i en højde af ca. 2000 m. I dag var der udsigt til køligt vejr med mulighed for regn, så vi valgte at gå på GR142, den lave sti.

Vi kørte via Ugíjar til Cherín, hvorfra vi gik langs Rio de Alcolea og Rio de Cherín til byen Darrical. På denne strækning fulgte stien en vej, som var afmærket på kortet som en asfalteret vej. Vi havde ikke regnet med, at den tur ville være noget særligt, men det viste sig at værer en utrolig flot rute.

På de første 2½ km til byen Lucainena var asfalten næsten forsvundet, og vejen var stærkt medtaget af klippeskred. Lucainena er en by i forfald, og vi har læst, at byen er ved at få karakter af en spøgelsesby, men vi må dog sige, at der var gang i byggeriet med flere nye huse under bygning. Her er en udsigt til Lucainena:

Fra Lucainena til Darrical, en strækning på 4 km, var der lagt ny asfalt, men vejen var meget smal og der var ingen autoværn. Udsigten ned i kløften til floden, som på denne strækning kaldes Rio Lucainena, var fantastisk flot:

Lidt længere nede ad floden var der bygget en imponerende mur langs bjergsiden. Vi forstår ikke formålet med denne mur. Er der nogen der kan hjælpe?

Udsigten fortsatte bare med at blive flottere. Her er en udsigt lige oven for Darrical til et opdyrket område i kløften, hvor to floder mødes, Rio Lucainena fra højre og den kombinerede Rio Ugíjar/Rio Yátor fra venstre:

Da vi fik Darrical i syne, havde vi gået ca. 6½ km, så vi valgte at vende om her. Vi havde denne udsigt til Darrical, som er en gammel maurisk by. I baggrunden ses en del af en opdæmmet sø, som hedder Embalse de Beninar:

På vejen tilbage blev himlen over Sierra Nevada meget mørk. Og da vi satte os ind i bilen igen, faldt de første regndråber. Hvor heldig kan man være? Det blev en fin tur på ialt 12.8 km, som kun tog 3 timer og 50 minutter, da vi kunne gå hurtigt langs vejen, selvom den akkumulerede stigning ifølge Google Earth var på ca. 740 m.

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Langs Barranco del Rio Mecina Bombarón

2011-05-31T19:46:00.004+02:00

I dag forsøgte vi at følge en anden vandretur ud fra Mecina Bombarón, som er beskrevet i Jeremy Rabjohns' bog "Holiday Walks in The Alpujarras" (Walk 15). Det viste sig igen, at beskrivelsen var meget svær at følge. Stien var afmærket med gul/hvide striber, som er det mærke, der bruges for regionale stier. Men efter den første kilometer blev det svært at følge mærkerne, og stien var fuldstændig overgroet. De første 3½ km tog godt 3 timer, da vi konstant måtte lede efter stien, og vi besluttede derfor at forlade stien og gå via en grusvej tilbage. Her er ruten og profilen fra Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Som man kan se af profilen er gennemsnitsfarten meget lav på det første stykke. Men med en akkumuleret stigning for hele turen på næsten 800 m og en gennemsnitsstigning på godt 15% kunne vi ikke klage over mangel på motion.

Vejret var ikke det bedste, da vi havde en del mørke skyer liggende over bjergtoppene, men heldigvis fik vi ingen regn. Det var en flot sti med udsigt til floden Rio Mecina Bombarón i bunden af den kløft, vi gik langs med. Vi kunne også se over til den sti, vi gik den 25/5 langs vandkanalerne. Her er et billede, hvor man ser byen Mecina Bombarón i baggrunden. Vi står ved en af de mange gamle ruiner, som findes overalt i Las Alpujarras:

Ved en anden ruin så vi en af de andalusiske bjerggeder, som også hedder ibex, stå på kanten af ruinen:

Ligesom bjerggederne håber vi på at springe videre i morgen.

Fra Laroles gennem Bayárcal via GR7

2011-05-30T21:47:00.005+02:00

Vejret var fint fra morgenstunden, så vi kørte til Laroles, som ligger 12 km øst for Nechite. Derfra gik vi videre mod øst ad GR7, hvor vi krydsede floden Rio Picena og efter ca. 4½ km kom vi til byen Bayárcal. Vi fortsatte et stykke på den anden side af Bayárcal, før vi vendte om. Vi gik lidt rundt i Laroles, da vi kom tilbage, og hele turen blev på 12 km.

Vi fulgte ruten på vores GPS downloaded fra http://www.rutasyviajes.es, men ruten er ikke helt korrekt fra floden og op til Bayárcal. Så hvis der er nogen, der har tænkt sig at gå den tur, kan vi anbefale at downloade vores rute via Google Earth linket under billedet. Fra Bayárcal følger GR7 en anden rute, GR140, op til Puerto de la Ragua. Der er ingen afmærkning for GR7, men vi fandt et skilt med GR140, hvor stien forlader vejen lidt nord for byen.

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Her er en udsigt til Bayárcal, som har en flot beliggenhed på kanten af den kløft, hvor floden Rio Picena løber i bunden. Dette billede er taget på tilbagevejen, hvor solen skinnede ned i kløften:

Vi havde ikke fået vores vandsko med, men heldigvis var det nemt nok at krydse floden med bare tæer:

Da vi stod og tog vores støvler på igen, var vi næsten blevet rendt over ende af en stor flok geder og får, som en hyrde med tre hunde førte over floden:

Lidt længere oppe ad stien kunne vi se, hvordan hyrden og hundene førte hele flokken op ad bjergskråningen. Det var faktisk en temmelig udfordrende opgave, men det så ud til at lykkes.

Bayárcal ligger i en højde af ca. 1260 m og er den højest beliggende by i provinsen Almería, Det er en hyggelig lille by, og her er et indtryk fra kirken:

På tavlen til venstre kan man læse om byens historie og især om krigen mellem de kristne og maurerne, som fandt sted i 1568.

Mecina Bombarón til Bérchules via GR7

2011-05-29T22:36:00.005+02:00

Det regnede i morges, men vi besluttede at tage chancen og kørte til Mecina Bombarón for at gå derfra til Bérchules via vandreruten GR7. Det er godt 5 km hver vej, og det blev den flotteste tur, vi har gået indtil nu. Himlen var meget mørk det første stykke, men det klarede senere op, og vi fik ingen regn. Her ses rutens profil, som den bliver gengivet i Google Earth:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Den røde kurve er profilen, og den blå viser vores hastighed. Vi gør mange stop, for det meste for at tage billeder eller filmklip. Turens akkumulerede stigning er på næsten 700 m, så det blev en god motionstur. Mht. turens længde er der nogle afvigelser, idet Google Earth siger 11 km, men GPSen viste 11.8 km, og to andre programmer, som kan gengive ruten fra GPSen siger begge 12.1 km (MapSource og EasyGPS). Så hvad er korrekt?

Bérchules befinder sig midt i profilen i en højde af ca. 1330 m. På hver side er der et hul i profilen, hvor vi gik gennem en dyb kløft med floden Rio Cádiar i bunden. Og det var den kløft, som gjorde turen ekstra flot. Her er et billede med udsigt til Bérchules fra toppen af kløften:

På vejen ned gennem kløften, så vi en ibex stå i flot positur på et klippefremspring:

På vejen op til byen så vi ingen vilde dyr, men der var nogle tamme, som Gunhild ikke kunne stå for:

Til slut et billede som er taget på vej op ad kløften, hvor vejret var blevet bedre, og hvor man får et indtryk af de mange blomster, som gør landskabet ekstra flot i denne tid:

Barranco del Rio Válor i tordenvejr

2011-05-28T21:31:00.004+02:00

Vi kørte til Válor og gik så op ad GR7 mod Nechite, men drejede af på den grusvej, der går op langs den østlige side af den kløft, hvor floden Rio Válor løber. Der står skilte mod "Sendero Sulayr". Himlen var meget mørk mod syd:

Det varede ikke længe, før vi hørte torden, og på dette billede, som er taget fra et filmklip, kan man skimte et lyn i skyerne:

Og kort tid derefter begyndte det at regne. Heldigvis havde vi paraplyerne med:

Vi fik en ordentlig tordenskylle, men det klarede hurtigt op. Vores mål var at finde en sti op til toppen af rygningen mellem Barranca del Rio Válor og Barranco del Rio Nechite, men det lykkedes ikke. Vi kom dog tæt på, og her er et billede med masser af blomster fra den "sti", vi forsøgte at gå op ad:

På trods af tordenvejret blev det en fin tur på lige knap 12 km.

"Per aspera ad Adra"

2011-05-27T21:02:00.001+02:00

Det var overskyet i morges, og desuden var det på tide at gøre nogle indkøb. Vi havde ikke købt ind siden første dag, hvor vi gjorde holdt i Salobreña undervejs fra Malaga. Vi besluttede at køre til en by, der hedder Adra, og som ligger på kysten. Det så nemlig ud til, at vejret ville klare op fra vest, så vi håbede, at vi kunne få nogle timer med solskin på stranden i Adra. Da vi kom et stykke ned af vejen fra Berja til Adra, stod der et skilt med "Cortado". Vejen var lukket. Der stod ikke noget om, hvordan man kom videre til Adra, men nogle arbejdere på en virksomhed lige før vejspærringen fortalte os, at vi måtte køre tilbage til Berja og via El Ejido til Adra. Det var en omkørsel, som gjorde vejen ca. 20 km længere.

Adra var ikke en særlig tiltalende by. Vi tog kun ét billede, og den industrielle baggrund var ret kendetegnende for byen:

Vi var dog så heldige, at solen kom frem mens vi var i Adra, og vi tilbragte ca. en time på stranden, hvor det også lykkedes Gunhild at tage en svømmetur, selvom vandet var ret koldt. Stranden var temmelig stenet, men vi fandt da et stykke med rimeligt fint sand.

På vejen hjem købte vi ind i Berja. Det skulle blive en rimelig billig ferie, da vi ikke behøver at købe ret meget vin. Vi kan nemlig blive groggy bare ved at gå rundt i huset, hvor der visse steder er temmelig lavt til loftet:

Vi må dog nok indrømme, at vi foretrækker et glas vin fremfor at slå hovedet.

To vandrestier i Yegen

2011-05-26T19:15:00.002+02:00

7 km fra Nechite ligger en landsby, der hedder Yegen, som er blevet kendt via den engelske forfatter Gerald Brenan, som boede her i syv år mellem 1920 og 1934. Han skrev bogen "South From Granada" om sine oplevelser, og der er lavet en film med titlen "Al Sur De Granada", som udkom i 2003 (se www.imdb.com/title/tt0349076/). Den blev fornyligt vist på dansk TV.

Der er flere vandrestier, som starter i Yegen, og en af dem er "Sendero de Gerald Brenan". En anden hedder "Sendero de la Salud". De er beskrevet i "Holiday Walks in The Alpujarras" af Jeremy Rabjohns, og der er opdateringer af rutebeskrivelserne på www.walkalpujarra.com/sigma.html. Men selv med disse opdateringer var det svært at følge Rabjohns' beskrivelser. Der står skilte ved starten af begge stier, som viser ruterne, der skulle være afmærket med grønne og hvide striber - som er det symbol, der bruges for lokale vandreruter - men afmærkningen er meget mangelfuld. Vi gik begge ruter og fulgte dem, så godt vi kunne, men der var mange steder, hvor vi måtte improvisere.

Vi startede med at gå Gerald Brenans sti, som går forbi det hus, han boede i:

Der er en tavle på huset, hvor man kan læse følgende:

Som de fleste af de de hvide landsbyer i Las Alpujarras har Yegen huse, som er flot udsmykket med blomster:

Gerald Brenans sti går syd for Yegen, hvor der er et flot landskab:

Gunhild mener, at den cirkel, ser ses på billedet, må have været en "era", men det er kun noget, hun gætter på. "Sendero de Gerald Brenan" blev, som vi gik den, på 3 km. "Sendero de la Salud" blev på 5 km. Den gik nord for byen op til en gård, som hedder Los Alamos. "Alamo" er den spanske betegnelse for "cottonwood", som er et træ, vi kender fra USA. Om foråret afgiver disse træer deres frø i form af "bomuldstotter", og vi er netop i den sæson lige nu.

Yegen ligger i en højde af ca. 1050 m. Det laveste punkt på dagens vandring blev 950 m og det højeste 1275 m.

Klik her for at se vores rute i Google Earth.

Langs vandkanaler ved Mecina Bombarón

2011-05-25T20:26:00.002+02:00

I dag kørte vi til en lille by,der hedder Mecina Bombarón, som ligger ca. 15 km vest for Nechite. Der gik vi en tur på godt 7 km langs de såkaldte "acequias", som er vandkanaler, der kan være op til 1000 år gamle. Her om foråret er der masser af vand i kanalerne, og vi så, hvordan man konstant vedligeholder dem ved at grave mudder op fra bunden, som så bliver smidt langs kanalernes kant. Det var der, vi gik, så på denne årstid, kan man godt risikere at komme til at gå i mudder.

Her er vores faktiske rute:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

Vi startede i en højde af 1200 m og nåede op til ca. 1450 m på det højeste sted. Der var flere steder undervejs, hvor vi måtte krydse vandløb, som f.eks. her:

Vi gik først langs "acequia baja", den nedre kanal, som ender ved floden, Rio Mecina Bombarón, og vi kunne først ikke se, hvordan vi skulle kunne komme videre derfra:

Men det viste sig, at der ca. 20 m bag os var en utydelig sti, som gik op ad skråningen til venstre. Den var meget stejl og svær at følge, men vi fandt da til sidst op til "acequia alta", den øvre kanal, som på denne strækning er en betonkanal. Mærkeligt nok var den tør, men da vi fortsatte opad langs kanalen, blev den afløst af en grøft, hvor der igen løb vand.

På tilbagevejen fulgte vi først en grusvej og længere nede en stenet sti. Lige oven for Mecina Bombarón gik stien forbi et udsigtspunkt, som kaldes "Era del Chorro". En "era" er en cirkel af sten, hvor man i gammel tid tærskede kornet og skilte kernerne fra avnerne ved at kaste kornet op i luften. De fleste eras er derfor anlagt på steder, hvor der er en masse vind.

Lige neden for era'en ligger Mecina Bombarón, som ikke kan ses på billedet. I baggrunden ses silhuetten af Sierra de la Contraviesa til højre og af Sierra de Gádor til venstre.

Alt i alt en flot tur og en positiv overraskelse, da vi ikke havde regnet med, at en vandretur langs vandkanaler ville være alt for spændende.

Barranco del Rio Nechite: 10½ km

2011-05-24T22:24:00.007+02:00

Vi har nu været i Nechite i tre dage uden at bruge bilen. Det er herligt at have så mange vandre-muligheder lige uden for gadedøren. I dag gik vi en tur op i den kløft, der ligger øst for Nechite, hvor floden Rio Nechite løber. Vi havde tegnet en rute i Google Earth, som vi fulgte så nogenlunde. Her er den faktiske rute, som vi gik, downloaded fra vores GPS:

Klik her for at se ruten i Google Earth.

På den øverste del af turen var skråningerne dækket med gule gyvelbuske, som gjorde landskabet meget flot at se på:

Det var den varmeste dag indtil nu. Vi har haft temperaturer i 20erne (Celsius) hver dag, men i dag målte vi 28°C i skyggen på vores terrasse, da vi kom hjem midt på eftermiddagen. Ikke dårligt i en højde af 980 m.

Gunhild sluttede dagen med lidt ekstra motion sammen med de lokale på Nechites nyerhvervede motionsredskaber, som står på byens nye plaza lige neden for vores hus:

Vandretur Nechite - Mairena: 10 km

2011-05-23T21:03:00.004+02:00

I dag fulgte vi GR7 fra Nechite til Mairena. Det var nemt at følge stien, men vi har i øvrigt GR7 ruten installeret på vores GPS. For dem der måtte være interesseret, kan ruten downloades fra http://www.rutasyviajes.net/gr-pr/gr7/gr7-andalucia.html#mapa i OziExplorer format (filtype: PLT). Dette format kan nemt konverteres til GPX Track format (som bruges af de fleste GPSer) på http://www.gpsies.com/upload.do?uploadMode=convert.

Ca. 1 km fra Nechite krydser ruten et vandløb, og her måtte vi skifte til vandsko og vade over. Selv om det lyder lidt bøvlet, så tager vi det som en del af oplevelsen. Igen engang var vi enige om, at en tur som den I ser billeder fra i dag, bekræfter, at vi er på rette spor med hensyn til, hvad vi skal bruge vores "alderdom" på.

Efter ca. 4 km ankommer vi til Mairena, som er endnu en af Andalusiens kønne hvide landsbyer:

I de hvide landsbyer er mange af husene flot udsmykket med blomster. Her er et eksempel med kirken i baggrunden. Selv de mindste landsbyer har en kirke.

Gaderne i de hvide landsbyer er tit meget smalle. Nærkontakt opstår:

Det blev en fin tur på ialt 10 km med gode natur- og kulturoplevelser.

Klik her for at se vores faktiske rute i Google Earth.

Første vandretur - 8½ km til Válor

2011-05-22T22:22:00.007+02:00

E4 er en af 11 europæiske lang-distance vandreruter, som går fra Tarifa på Spaniens sydspids til Cypern:

Den spanske del kaldes også GR7, og den har to grene, som det kan ses på nedenstående kort. Man kan læse meget mere om GR7 på http://casa-rural-el-paraje.blogspot.com/2010/04/gr7-long-distance-footpath-through.html.

Den sydlige gren af GR7 går lige igennem Nechite, hvor vi bor. I dag gik vi en tur fra Nechite til en lidt større landsby, som hedder Válor. Vi fulgte GR7 til Válor og gik så en anden vej hjem, som vi havde indtegnet på Google Earth og oploaded til vores GPS. GPSen er en fantastisk hjælp til at følge ruter, som man ellers ville have haft meget svært ved at finde. Den gør faktisk naturoplevelsen bedre, fordi man ikke behøver at bekymre sig om at finde vej eller om at fare vild. Her er vores rute, hvor GR7 er den blå gren. Den grønne og den violette rute er de tegnede ruter, som vi fulgte på vejen hjem.

Klik her for at se vores faktiske rute i Google Earth.

Her er et billede fra Válor, som er en hyggelig lille by, og hvor vi finder vores nærmeste købmand, som dog holder lukket om søndagen:

Vi er nu på vej tilbage og kigger ned i slugten vest for Válor fra den violette gren af ruten. Der er et lille vandfald i bunden:

Om foråret er der en masse blomster i Sierra Nevada, og det er særlig flot i år, da der er faldet en masse regn i den seneste tid.

Det var en god start på vores vandreferie, både med hensyn til naturoplevelse og turens længde.

Ankomst til Nechite i Andalusien

2011-05-21T21:21:00.005+02:00

Vi rejste fra Aalborg kl. 5:20 i morges og ankom i Malaga kl. 9. Her lejede vi en bil og kørte til Nechite, som ligger på sydsiden af Sierra Nevada i en højde af ca. 980 m. På dette kort ses ruten og Nechites beliggenhed:

Undervejs kørte vi fra ruten i Nerja, hvor vi spiste vores madpakke på dette sted:

Det har regnet meget hernede i den seneste tid, og der var betydeligt mere vand i floden Rio Guadalfeo, som ses her ved broen, der går til Órgiva, hvor vi boede sidste år:

Det var en snørklet køretur op til Nechite, og på vejen mellem Torvizcón og Cadiar havde der været en masse stenskred, og nogle steder var vejen kun farbar i én kørebane.

Vi blev godt modtaget i Nechite af vores værtspar, Peter og Sylvia, som er fra England. De har boet i Nechite i 8 år. Nechite er en lille landsby med kun godt 50 indbyggere. Her kan I se en del af landsbyen, med det hus vi bor i midt i billedet:

Vi bor i den underste etage med træerne på terrassen, og Sylvia og Peter bor ovenpå. Til slut et billede fra vores første middag på terrassen: